Recommandé
Contenu connexe
En vedette
En vedette (20)
Foucault og den nøgne sandhed
- 1. Foucault og den nøgne sandhed 31-10-13 1
- 2. Det anderledes og magten til at definere det normale 31-10-13 2
- 3. Sandheden om antikken: erotik overalt (men ikke på KAS) 31-10-13 3
- 5. Ingen ”Ars Erotica”, kun ”Scientia Sexualis” 31-10-13 5
- 7. Maskinen i figurerne: læs skiltet, se ikke på figuren 31-10-13 7
- 8. Magtrelationer afdækkes gennem studiet af seksuallivets diskurs 31-10-13 8
- 9. KAS = Fuld kontrol og omformning af erotik til dydig tale 31-10-13 9
- 10. KAS = Fuld kontrol og omformning af erotik til dydig tale 31-10-13 9
Notes de l'éditeur
- {"5":"Vi har ingen ars erotica i den moderne, vestlige verden, skriver Foucault.\nMen vi er ene om at have en scientia sexualis, videnskaber om sex, skriver Foucault. (65)\nDen vestlige verden har bidraget til verdenshistorien med en helt umådeholden interesse for at videnskabeliggøre og kontrollere sexlivet.\nVestlig kultur taler om sex hele tiden og der er erotiske billeder overalt i vores visuelle kultur.\nMen lige meget hjælper det.\nVi bliver hverken mere frie, mere lykkelige af det.\nDet er vores måde at kontrollere og definere det unormale på, at vi hele tiden eksponerer det og samtidig holder udviklingen af noget nyt i ave.\nAfstøbningssamlinger rummer fremstillinger af mere eller mindre afklædte figurer og det ofte i stort tal.\nDer er tissemænd, bare røve og blottede bryster alle vegne. Voldtægter, vold og mord alle vegne…\nAlt til beskuelse, midt i Victoriatiden, som udtryk for umådeholden interesse – men af videnskabelig, sammenlignende karakter.\n","6":"Afstøbningssamlinger var populære midt under Victoriatiden, i sidste halvdel af 1800-tallet, som var en ekstremt snerpet tid.\nDet var også en tid, hvor alle hentydede til erotiske situationer i kunsten og i hverdagen. Enhver blomsterbuket, der blev givet, havde et indviklet symbolsprog, som ”hemmeligt” refererede til intime relationer.\nHvis vi skal følge Foucaults analyse, kan vi forklare fænomenet med, at der sideløbende med en offentlig snerpethed, udviklede sig en overmåde stor interesse for at videnskabeliggøre, undersøge og analysere det nøgne menneske og dets seksualliv.\nEn Afstøbningssamling er som et stort reservoir af nøgne kroppe, der er blevet undersøgt og vurderet gennem århundreder og som til hver en tid stiller sig til rådighed for flere undersøgelser.\nAfstøbningssamlingernes nøgne Venus’er skal ikke bidrage til fri, erotisk fantaseren – selvom det helt sikkert skete – men til videnskabeliggørelsen af seksuallivet.\nEller til historiseringen og heroiseringen af det nøgne: Catharina de Medici er afbildet som Venus de Medici og hendes mand ses som den afdøde Kristus.\nMonumentet viser en særlig form for bekendelse og omvendelse af historien og seksuallivet. \nHan var utro, hun vidste det, men må have tilgivet ham - eller hvad?\nHun valgte at blive afbildet som kærlighedsgudinden, men det var jo elskerinden, der opførte sig som Venus. \n","1":"Foucault (født 1926) døde i 1984 (58 år gammel) af AIDS. \nHan var professor og en af de store personligheder i fransk filosofi i sidste halvdel af det 20. århundrede. \nHan var homoseksuel og han var meget opmærksom på, hvordan magtrelationer påvirkede kroppen og definerede det normale fra det unormale.\nFoucaults tanker har haft meget stor indflydelse på den intellektuelle debat siden 1960’erne og ingen studerende på videregående uddannelser slipper uden om at skulle læse ham. \nHan døde samme år som Afstøbningssamlingen blev flyttet fra en utæt lade i Ledøje til Vestindisk Pakhus – i 1984.\nSTED: Åbent lager, 1. sal\n","7":"Det nøgne er under fuld kontrol i en Afstøbningssamling.\nFigurerne henviser til tonsvis af skriftlige kilder og historier, som kan fortælles ved hver figur. \nDens nøgenhed overdækkes med millioner af ord.\nDet er som om, der er installeret en form for ”maskine” i hver figur.\nMan ser en nøgen mandsfigur foran sig og straks kaster man sit blik ned, ikke på hans køn, men på oplysningen om, hvilken Gud han skal forestille og så skal man have historien om hvorfor han gør dette eller hint.\nApollon udgør et godt eksempel på en bemærkelsesværdig bøssoid, Drag-agtig, androgyn mandstype med opsat, langt, bølget kvindefrisure, bløde former, bløde håndled – i gang med at dræbe et kvindeligt monster, der vogter over helligdommen i Delfi.\nEller også dræber han nådesløst alle Niobes børn, fordi hun har pralet med at have flere børn end selv Guderne.\nMen det er ikke den mærkværdige tvekønnethed, der skal italesættes. Når man slår Apollo op i den Store Danske Encyclopædi, er der en laang præsentation, men ikke et eneste ord om hans kønsidentitet. \nDet virker ofte som om de officielle beskrivelser af kunstværker er kyske lærestykker i at kredse om det frække og anderledes, uden at berøre emnet direkte…\nDen Store Danske Encyclopædi:\nApollon, latin Apollo, i den græske mytologi gud for musik og digtning, lægekunst, spådomskunst og bueskydning; søn af Leto og Zeus, far til Asklepios.\nApollon er en af de mest sammensatte græske gudeskikkelser. Han er også den mest "græske" af de olympiske guder og er selve mandsidealet såvel i fysisk skønhed og styrke som i intellektuel og kunstnerisk formåen. Apollon er musernes anfører, han er mester i bueskydning og i strengespil på den lyre, han har fået af Hermes; som sin søster Artemis kan han ramme menneskene med sine sygdomspile. Apollon vogter nidkært på alle sine færdigheder, hvilket myterne om Niobe og Marsyas viser.\nFrem for alt er Apollon dog guden, der kan spå om fremtiden i sine orakler (i Delfi, Klaros, Didyma). I Delfi måtte Apollon først dræbe Python, den frygtelige slange eller drage, der herskede over orakelstedet. Dragedrabet som motiv kendes fra mange religioner; i Delfi blev kampen symbolet på den nye gud, hvis uovervindelige kræfter gjorde ham til oraklets herre. I denne rolle bar han tilnavnet Loxias 'Den krogede'.\nHans orakelsvar spillede en vigtig rolle ved grækernes kolonigrundlæggelser, og hans kult fandtes i alle græske byer. Tilnavnet Foibos (lat. Phoebus) tolkes almindeligvis som 'Den strålende', 'Den blændende', 'Den, som renser'.\nApollon optræder i nogle myter (Orestes) som guden, der slutter en slægtsfejde, og han står som symbolet på en ny samfundsorden baseret på lov og ret. Apollon opfattes (især senere i antikken) som lysets gud og blev ofte fremstillet med strålekrans (Helios). I romersk kejsertid blev han identificeret med Solen (Sol Invictus).\nI den græske kunst ses sideløbende to hovedtyper af Apollonafbildninger. I den ældste, fra ca. 700 f.Kr., er den dødbringende og helbredende gud afbildet som en (halv)nøgen, buebevæbnet yngling. I den anden, der optræder fra midten af 600-t. f.Kr., ses han som en fuldt påklædt kithara(lyre)spiller, enten i kort rejsedragt eller i lang kappe. I begge tilfælde har han som regel langt hår, i kithara-typen af og til også skæg.\nApollon blev ikke sjældent afbildet med det instrument, kithara, han især sættes i forbindelse med, sådan som det ses på indersiden af denne græske skål fra 480-470 f.Kr. Skålen findes på Delphi Museum, Grækenland. Læs mere\nFra 500-t. f.Kr. lå Apollons ikonografi fast. Som den nøgne yngling optræder han enten alene, fx i kuros-typen, eller i kampscener, fx på vestgavlen af Zeustemplet i Olympia; som kithara-spiller ses han i gudeforsamlinger, således på Parthenontemplets østfrise. Han fremstilles ofte i færd med at ofre i en helligdom sammen med gudinderne Artemis og Leto. Fra slutningen af 500-t. f.Kr. fik det musiske element voksende betydning: den kithara-spillende Apollon blev afbildet med laurbærgren i hånden (Apollon Dafneforos) og som anfører for muserne (Apollon Musagetes).\nFra hellenistisk tid ses også en nøgen kithara-spillende Apollon, der opnåede stor popularitet i romersk tid… \n","2":"Foucault: det afvigende, anderledes, det der falder udenfor: hvorfor, hvordan har vi skubbet nogen eller noget udenfor? (som fx KAS)\nQueer: det, vi ikke kan finde ud af normalisere.\nStudiet af måden, vi skaber orden, normalitet på og styrer menneskelig adfærd på.\nMagten til at marginalisere, sætte nogen eller noget udenfor. Eksklusionsteori: udelukkelse skaber vores samfund og vores historie. \nMagten til at normalisere: alt afvigende skal gøres forståeligt, diagnostiseres og ordnes, så vi kan inkludere det i den normale orden. \nDisciplinering af de ”frisatte” individer, uden om loven: moralisering i hverdagen.\nHvordan fungerer noget (fx KAS) som normaliseringsinstitution?\nHvordan normalisere seksualiteten? Gennem kunst, historie og museer.\n","8":"Foucaults hovedinteresse er ikke på det seksuelle, men på at skildre magtrelationer, som viser sig særligt tydeligt på det seksuelle felt.\nMagt og køn hænger sammen.\nMagt og køn hænger meget direkte sammen i en Afstøbningssamling.\nDen kontrollerer vores fantasi og vores viden og tjekker ud, om vi gør det rigtige: læser vores antikke kilder hver gang vi ser en nøgen krop.\nFoucault beskriver, hvorledes 1800-tallets problem var at kontrollere ”folket”. \nFolket skulle blive selvbestemmende, de skulle gå i skole og kunsten skulle være dannende.\nNår der kommer et helt folk på banen, må seksuallivet også komme frem.\nFolkets vaner og tilbøjeligheder skal undersøges, kortlægges og kontrolleres, ellers kan det ikke fungere på en passende måde i det demokratiske samfund.\n","3":"Men ingen har, så vidt jeg ved, fundet anledning til at trække en samling afstøbninger gennem Foucaults analyser af Seksualitetens historie, selvom det i den grad giver mening at gøre det.\nEn af Foucaults hovedpointer er, at den vestlige verden ikke har bidraget på nogen måde til at udvide sexlivets muligheder.\nDet har kinesisk, japansk, indisk og muslimsk kultur gjort. (64)\nDeres kulturer er ikke repræsenterede i Afstøbningssamlingen.\nMen den Græsk-Romerske kultur bidrog massivt til forøgelsen af erotiske fornøjelser. (64)\nDen er jo massivt til stede i en afstøbningssamling som denne.\nEr dette sted, med så mange græske og romerske værker i kopi så et sted, hvor man kan more sig med at lære om erotiske fornøjelser og deres uendelige udvikling?\nNej, tværtimod.\nDet er, som om udvalget af værker skal signalere, at selv den mest dekadente, promiskuøse, antikke kultur kan kontrolleres og administreres.\nDét er den ”sande”, ideelle historie om den vestlig kulturs udvikling fra barbari til civilisation, som Afstøbningssamlingen skal fortælle. \nSTED: Nederste skuffe, Lounge, det frække relief\n","9":"Stort set ALT tilpasses forsøget på at regulere seksualiteten.\nSkolebordes form, reglerne for hygiejne og for kønslig omgang, der kun har ét sted at udfolde sig, nemlig i ægteskabet, med det formål at føde børn og det er ikke for sjov.\nAlle institutioner bestræber sig på at definere, hvilke talemåder der er i orden og hvilke grader af diskretion, den enkelte skal bemestre.\nEn Afstøbningssamling fuld af nøgne figurer er et passende sted at kontrollere, om hele samfundets kollektive bestræbelse på at omforme sexdriften til fornuftig, dydig tale, er lykkedes.\nMan kan jo ikke have en samling med hundredevis af nøgne figurer, uden at installere en orden og spørge efter en orden.\nDesperat søge at finde en orden, etablere en og administrere den.\nDet er afgørende at have et kort og en orden, man kan redegøre for.\nEn af grundene til at Afstøbningssamlinger er blevet upopulære siden 1800-tallet kan være, at man føler dette pres til at organisere sin viden så ekstremt massivt overfor så megen nøgenhed.\nEns utilstrækkelighed bliver så tydelig.\nEt kæmpe kaos af nøgenhed uden mening står bare dér og venter på én.\nHer kommer man ind fra en protestantisk kultur, der er blevet hedonistisk og egoistisk ud over alle grænser og så møder man et hedensk orgie fulgt af et massivt, tavst påbud om at ordne, læse, forstå, kontrollere…\n","4":"I antikken og i fremmede kulturer var seksuallivet bare et spørgsmål om ”sansning og nydelse” skriver Foucault. (64)\nI den moderne, vestlige kultur er seksuallivet blevet ”et anliggende for sandheden”.\nAfstøbningssamlingen blev ikke officielt etableret for at fortælle sandheden om seksuallivet.\nMen den blev etableret for at fortælle sandheden om det frie menneskes udvikling, der er analog med skulpturens udvikling fra bundet til gradvist mere og mere fri af stenen og af soklen og baggrunden. \nOg den historie fortælles åbenlyst bedst gennem en stor samling nøgne kroppe.\nDisse kroppe er blevet afseksualiserde gennem afstøbningsprocessen.\nDe antikke originaler i blank bronze med indlagte halvædelstene, stærke farver og klart optegnet kønsbehåring, er blevet sort-grønne og ligner hverken guder eller levende menneskekroppe.\nDe antikke kopier i marmor er blanke, ikke mindst fordi afstøbningsprocessen har fjernet de sidste farvespor.\nDem, som har et erotisk forhold til sådanne skulpturer fik en diagnose, der blev beskrevet i 1877 af Richard von Krafft-Ebing (som optræder i Foucaults bog):\nEbing beskriver en episode, hvor en gartner er blevet opdaget, da han forsøger at have samleje med Venus fra Milo på Louvre.\nDenne seksuelle afvigelse kaldes ”Agal-mato-fili”.\nDet hænder, at lignende episoder finder sted overfor Thorvaldsens figurer på hans museum.\nJeg har ikke noteret lignende begivenheder på Afstøbningssamlingen.\nOverfladen på gipsfigurer er hvid, figurerne ligner lidt præparerede lig. De virker tørre og ikke våde eller blanke og derfor er de måske mere viden-skabelige end liden-skabelige?\nAgal-mato-fili kan dog lige så vel være rettet mod dukker og gipser, som mod marmorskulpturer…\n"}