Recommandé
Contenu connexe
En vedette
En vedette (20)
The perverts guide to SMK
- 1. Den 3. pille - den perverses guide til SMK Henrik Holm Museumsinspektør
- 2. Den 3. pille J.C. Dahl: Vinterlandskab ved Vordingborg, 1829
- 3. Filmen er museets ”Anden”
- 4. Uden kunsten, ville vi aldrig lære at begære Cornelis Cornelisz. van Haarlem, Titanernes fald, 1588-1590 Vilhelm Hammershøi: Stående nøgen kvinde, 1909-10
- 5. Fuglene (og kunsthistorien) er rå, incestuøs libido
- 6. ”Superego” = kunsthistorien ”Id” = kældermagasinerne ”jeg’et” = udstillingssalene
- 7. Dræbte idealer og lort i kælderen
- 8. Chaplin vil ikke være diktator. Museet vil heller ikke. Men musikken er den samme I don’t want to be an Emperor… Soldiers, in the name of love, let us all unite! • • • FRIHED! Udstillingsperiode: 6. september 2013 – 3. august 2014. ”MED AFSÆT I EN RÆKKE MARKANTE KUNSTVÆRKER OG SØREN KIERKEGAARDS FILOSOFI INVITERER VI BØRN OG VOKSNE TIL AT DISKUTERE BEGREBET FRIHED.”
- 9. Hvis publikum begærer som Dorothy, så…
- 10. Du lurer og bliver selv iagttaget C.W. Eckersberg: Det Nathansonske familiebillede, 1818
- 11. ”Niveau nul”: Museet fjerner pletterne efter forbrydelsen
- 12. Kunsten skaber nye pletter Wilhelm Freddie: Skandale i selskabslivet. Trappen, 1966
- 13. De kigger på os, der kigger på dem
- 15. begreber • Le regard • L’Autre • L’ reel
- 16. 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. ”Det reelle” er virkelighedens modsætning: det ubegribelige, uhyggelige, det man ikke kan tale om, en anden virkelighed, der truer eksistensen, truer hverdagen og viser, at det hele kunne være anderledes (gys, sex på film, spektakulære krigsscener, skønne mænd og kvinder, en meningsfuld skæbne…) Det reelle vender hele tiden tilbage: som alt det, vi er bange for kunne ske. Vi møder det hele tiden i kunsten: her sker det, du er bange for kunne ske: du skal leve op til en umådelig skønhed, en udødelig helterolle, du skal se en lort på dåse, en hest blive slagtet eller en fisk blive blendet. Det hele sker mere i din egen fantasi end i virkeligheden. Kunsten og mødet med ”det reelle” lærer os at begære, at begære det, der er anderledes, eller rettere det, der er mere i overensstemmelse med vores værste mareridt. Som vi gerne vil forsone os med. Når vi har forsonet os med det ubegribelige, kommer det direkte ind på museet. Selvfølgelig altid et godt stykke tid efter, at det var virkelig farligt. Kunst (fiktion) peger på det urealiserede, det umulige, og opbygger og ordner vores drømme om en kommende, endnu ikke realiseret virkelighed (derfor er den livsvigtig) ved at vise det, som om det var muligt, realiserbart Den 3. pille: hverken en direkte vej til realiteten eller en vej til transcendens (fast food religiousness), men den pille, der gør vi kan se illusionen i virkeligheden og virkeligheden i illusionen. Det, der er for traumatisk (fx begær), det, der er for nydelsesfuldt (jouissance) må gøres til fiktion / kunst, for at vi kan holde det ud (og så købe / udstille det som kunst) Psykens tre niveauer: Superego-ego-id kan personificeres og ses i arkitekturen Superego-tale/ego-handling/id-tavshed Dødsdriften driver videre, en ting, der får os til at danse uanset om vi vil det eller ej Den mest basale form for arbejde er at fjerne pletter, der kunne afsløre død, ødelæggelse, at tiden går og alt forandrer sig. Begæret viser sig som et angreb på virkeligheden, et sår på kroppen Blikket fra det Andet: det er værket, der ser os og vender vores begær og blik imod os selv, afslører os og lærer os at begære. Det andet ”runs the show”. Vi vil se det, der vælter ud af toilettet 1. 2. 3. 4. * * * Hammershøi 5. Robert Jacobsen 6. Farven som den 3. pille: Matisse (grønne stribe) 7. Carstensen: Æterlegme 8. 9. Kunsthistoriker-værk-besøgende / Ny tilbygning-gammel bygning-haven ”Jeg vil ikke ned i kælderen” / værket får dig til at bevæge dig og sanse / den besøgende er tavs, må hele tiden udsættes for overvågning, udspørgen… = kunstværket, der er dødt, får os til at gå, tale, begære, uanset hvor gammelt eller grimt det er. Restaureringsarbejde er rengøring og det er kunsthistorie også. Vi fjerne de grimme pletter og får dt hele til at se ud som om at alt kan holde på sin betydning og skønhed. Avant-garden vil gerne bibringe virkeligheden disse sår og den offentlige mening slår igen Eckersbergs og Hammershøis kakkelovn / konstrueretheden = kunsten 10. 11. 12. 13. 14.
- 17. Med Zizek (Lacan) og ”det Reelle” gennem Dansk Guldalder: • • 1. 2. • • • • • • • 1. 2. • • • • • • • Sæt dig selv i den enevældige konges sted, i stedet for at se dig selv som borgeren, der ønsker frihed, demokrati og kapitalisme. Kongen ser hele tiden nye kunstværker dukke op i 1800-tallet, som er skabt af kunstnere fra hans eget kunstakademi. Disse kunstværker er karakteriseret ved, Hos Abildgaard: at Konger og helte skriger, bliver vanvittige eller ser syner, eller befinder sig ved et simpelt bord, omgivet af embedsmænd, hvoraf nogle endda er højere (står oprejst bag) Kongen. Hos Jens Juel, Lundbye, Købke m.fl.: At Kongen slet ikke er tilstede, men på hans plads går nyrige købmænd, bondekoner, stude og børn løber rundt over det hele. Kongerne kan iagttage sit endeligt som guddommelig enehersker brede sig på sine egne værker, i hans egen malerisamling i hen ved 100 år inden demokratiet indfinder sig fra 1789 (Franske Revolution) til 1901 (Systemskiftet til Demokrati). Statens Museum for Kunst er i sig selv et monument over Kongerigets traume. Nu tilhører Kongemagtens kunst folket og Staten. Hans kunstsamling er blevet nationaliseret og privatiseret på én gang. Den virkelighed, der venter Kongemagten har altså været realiseret i kunsten og synlig for ham i lang tid. Med Jacques Lacan og Slavoj Zizek kan vi sige, at Kongen møder ”det reelle” igennem kunsten, der er samlet her: ”det reelle” er ikke virkeligheden. Den kender Kongen. Han er stadig enevældig, mens Guldalderkunsten her produceres. I den normale virkelighed kan Kongen stadig tale som en konge og bestille portrætter af sig selv, både af Abildgaard og af Eckersberg. Kongen kan stadig og i virkeligheden bilde sig selv ind, at han er Guddommelig og enestående, trods alle omvæltninger. Alligevel kan han ikke undslippe ”Det reelle”, der strømmer ham i møde fra den borgerlige Guldalderkunst. I den foregår noget, der er helt ubegribeligt, nemlig alt det, han ikke kan tale om: at han overhovedet ikke er der; at der går en ko rundt på en mark og repræsenterer nationen. Hvis kongen for alvor skal forstå ”det reelle” skulle han lade sig selv tilintetgøre. Det reelle, som guldalderbillederne viser, er det, der er umuligt for subjektet, Kongen, at holde ud, det han ikke kan tale om og det, han ikke selv kan forestille sig. Guldaldermalerierne er traumatiserende for Kongen. Et mareridt. Midt i Enevældens virkelighed, viser ”det Relle” sig for Kongemagten som de mareridtsagtige katastrofevisioner af en anden virkelighed, som vi bare kalder ”Guldalderen”. Det virkelig uhyggelige kommer så, når Demokratiet faktisk kommer og fratager ham magten. Så kan han se, at alt det, han ikke kunne se i øjnene, har været lige for øjnene af ham hele tiden. Og alligevel kunne han ikke gøre noget for at hindre, at mareridtet blev virkelighed. Det, der før blot var kunst, er blevet til virkelighed. Det, der før var en fantasi hos demokratisk sindede nationalliberale, og et mareridt af umulige virkeligheder for Kongen, er blevet til sandheden om nationen, indbegrebet af vores nationale identitet.
- 18. Med Zizek (Lacan) og ”blikket fra det Andet” gennem ældre udenlandsk kunst • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • Hvis du er dansker og går over i Guldalderkunsten er følelsen nok en anden, end her i Ældre, Europæisk kunst. Her i Ældre Udenlandsk er mange ikke på hjemmebane. Her er megen kunst fra Holland og Tyskland, som det kan det være særdeles krævende og måske direkte ubehageligt at se på. Enten er der mængder af kedelige landskaber eller grimme figurer med underlige øjne i dunkle omgivelser alle vegne. De vil gerne lære dig, hvordan man påskønner landskaber ved at kigge nærmere efter. De vil gerne lære dig, at mennesker ikke er så kønne i virkeligheden, som de gerne selv vil se sig selv. Hvis du ikke er Kristen eller bare er ”Kulturkristen”, bliver det ikke meget bedre. Mantegnas Kristus viser sine blødende sårmærker frem og kigger med sørgmodige, bedende øjne på dig. Han ser efter, om du har det rette sindelag, om du kan vise medfølelse? Han har desuden tydeligvis noget, der ligner fuld erektion under klædet, der dækker hans køn. Denne fremstilling er en udfordring at forstå og mærkværdig at forholde sig til, hvis man ikke ved, at fremvisningen af kønnet i Kristus’ tilfælde er en påpegning af, at Han alene kan vise dét frem, du ikke må vise frem eller kigge på. For han er den rene og du er den beskidte. Det er endda som om han ser på dig, som var det dig, der havde korsfæstet ham. Det er også meningen. Du bærer på arvesynden og med mindre du tør se den, din egen voldelighed og syndighed direkte i øjnene, er der ingen frelse i vente. Du skal kende din Kristendom, din kunsthistorie, din filosofi og mere til, for at føle dig vel tilpas her. Fra disse vægge kigger kravet om dannelse hårdt på dig. Du befinder dig et sted, hvor det nærmest kan føles på kroppen, at noget fremmedartet kigger på dig. På disse værker mødes dit blik af blikket fra ”det Andet”. Blikket fra ”det Andet” kommer fra værkerne og kigger på dig, kigger dig ud, bestemmer din karakter, dine egenskaber, din viden og dit sindelag. Du kigger med dit blik på værkerne, men de har allerede kigget dig ud og kræver nu noget af dig: du skal blive som de vil have dig: du skal indleve dig i katolsk dogmatik i det ene rum og i protestantisk etik lige ved siden af. Det tager få sekunder at gå fra middeladeren til renaissancen, men det er ikke underligt, at man kan blive træt og ligegyldig til mode på vejen. Men værkerne insisterer, de kigger og forlanger opmærksomhed. Du ser fx på voluminøse, nøgne kroppe, der æder, drikker og fester i et flamsk barokmaleri, og straks forlanger maleriet, at du sammenligner dit sexliv, dit begær og sidste fest med vennerne med den fryd og frodighed, de er udtryk for. Det vender dig ryggen og overlader dig til dit kedelige liv, fuldt påklædt og med orden i det hele, som du står og går, midt ude på trægulvet på et offentligt museum. De fester larmende videre og spørger, om du er tilfreds med det? Hele museet kunne gå i opløsning lige her, hvis man skulle følge kunstværkernes bud. Vend dig om og betragt de faldende Titaner. Det kan godt være, du kender den Græske Mytologi og kender historien. Men maleriet har set dig og kigget dit begær ud: der, hvor Titanernes køn er, er der malet insekter og sommerfugle på. Malerierne ved, hvor de har dig. Du er set på af ”det Andet”. Det er fra disse værker, du skal lære dig selv at kende som noget, der er fremmed for dig selv, men det er også her du kan lære fremmede sider af dig selv bedre at kende, gennem tilegnelse, læring, vidensopsamling osv. Mens den store lærermester ”det Andet” kigger på dig.
Notes de l'éditeur
- Den 3. pille Den perverses guide til SMK Velkommen Henrik Holm, Museumsinspektør Jeg vil gøre noget meget simpelt. Jeg vil overføre nogle pointer fra første del af Jijeks film til museet, og så se, hvad der kommer ud af det. Hvis vi følger Jijek ind i kunsten og kunstmuseets verden, så kommer vi virkelig mange sære og overraskende steder hen. Og det er ikke behagelige steder og pointer, jeg vil komme med, når jeg forsøger at pege på, hvordan pointer fra første del af Jijeks film kan passe med oplevelsen af at gå på museum.
- ”Den 3. pille” er en af dem, man kan vælge at tage, når man går på museum. Den første pille er den, de fleste tager, når de går på museum: De vil ind og spejle virkeligheden i forhold til kunsten og de spørger efter, hvor præcis maleren har stået ved Vordingborg, da han malede vinterlandskabet. Den anden pille er der også nogen, der tager, når de går på museum: de leder efter instant, ”fast- food religiøs transcendens” i mødet med kunsten. Den pille tager mange kunsthistorkere vist. ”Den 3. pille” er den vi tager i dag, når vi begynder at fornemme, at der ligger noget bag virkeligheden, som ligner en illusion og at illusionen er mere virkelig og sand, end vi måske er vant til at se i øjnene.
- Kvinden i filmen Posessed ser filmens magi og måde at strukturere begær på, i de ”frames”, det passerende togs vinduer lader hende se. Kunstmuseer er filmens hemmelige ”Anden”: Det er filmens måde at se ud på og tale på, som kunstmuseer ønsker, at de var, selvom de ikke er. Det er derfor museerne hænger værkerne op på lige rækker, som var de stills på en filmrulle. Og museerne drømmer om, at værker og kunsthistoriske oplysninger kunne tale lige som figurerne kan på film. Det er derfor museer er så teknologi- og formidlingsfikserede: de begærer at museet blev oplevet som at gå i biografen og se en film. - Og museet begærer at få et publikum, der begærer museet. Men det vil publikum måske ikke uden videre. I hvert fald ikke før museet begynder at sige lige ud, som vi gør i dag: ”kunst og museer kan lære dig begæret at kende.”
- Der er intet naturligt ved hvad vi begærer, siger Jijek. Det er Kunsten, der skal lære os at begære, elske, hade, føle, agere, føle angst, lærer os at blive set på etc. Derfor er kunst livsvigtig – hvis nogen skulle spørge, eller blive i tvivl. Hvis kunsten ikke var der, ville vi ikke vide, hvad vi skulle med vores begær. Så ville det være helt overladt til populærkulturen, sporten og sundhedsstyrelsen at bestemme begærets former
- Hitchcocks ”Fuglene” er et eksempel på, hvordan begær manifesterer sig på film. Fuglene analyseres som moderens begær efter at forhindre, at hendes søn og den unge kvinde går i seng med hinanden. Fuglene er ”kvindelig, utæmmet, incestuøs libido”. Der flagerer ikke fugle rundt og generer gæsterne på museet, vel? Jo, der gør. De hedder bare kunsthistorikere eller formidlere. De larmer og kvidrer, taler og skriver, for at styre publikums begær i den retning, de ønsker. Og begær, det skal ikke bare læres, det skal også kontrolleres, kontrolleres med magt. Du må ikke gøre som kunstværkerne gør, selvom kunstværkerne lærer dig hvad begær og magt er: Du må ikke skære babyer over med store slagsværd Du må helst ikke drive kræmmerne ud af Templet, for så kan vi hverken stille udstillinger eller ”SMK Fridays” på benene. Du må ikke dyrke sex på et museum, selvom det flyder med fremstillinger af nøgne mænd og kvinder. Men du må meget gerne lade din oplevelse forstyrre af formidlingens tusinde, kvidrende stemmer, - som min, for eksempel.
- Nogle film, som Psycho, er direkte strukturerede på samme måde, som den menneskelige psyke er det. Ovenpå bor den gamle dame, Overjeg’et, som taler udstandseligt og stiller umulige krav til sin søn. Hun griner af ham, når han ikke kan leve op til dem. Hun vil ikke ned fra overetagen. Han tvinger hende ned. Sønnen i Psycho er som publikum: Publikum må helst ikke komme ind på kontorerne øverst oppe i bygningen. De må heller ikke komme ned i kældermagasinerne. Af sikkerhedsgrunde. Publikum bebor stueetagen, eller udstillingssalene. De formår ind i mellem at tvinge Superego’ets repræsentanter ned, som jeg er tvunget til at stå her og tale til jer, nu. Måske slår nogen mig ihjel for det jeg siger, og efterlader mig som den døde mor i kælderen?
- Selvom Overjeg’et ikke vil ned fra sin position, er Overjeg’et og Id’et - begærets sted - meget tæt forbundne. Museet er struktureret som psyken er det: Kunsthistorikerne kommer ned fra deres kontorer øverst i bygningen og går ned i kælderens magasiner, for at se hvor begæret fører dem hen denne gang. Hvad finder Kunsthistorikeren så, når de er dernede i kælderen? Hvis vi følger Jijek, så finder de dræbte idealer - og lort. Der er altid nogen derude, der er klar til at sige, at kunst er lort, overvurderet affald. Zizek tager den slags ytringer alvorligt, og tager dem til sig, når han siger til sidst i filmen: ”overvej det faktum, at vi betragter lort, som det er, i realiteten.” Vi betragter filmen eller kunstværket, der er slutproduktet af en lang afføringsproces. Vi ser kun slutproduktet af begærets processer, når vi ser på kunstværket.
- Da Chaplin erklærer, at han ikke vil være diktator, men kæmpe for demokratiet, rammer han ind i noget, vi taler meget om i museumsverdenen for tiden: at give afkald på vores autoritære monopol i forhold til, hvad der vises på museet og invitere publikum til også at have noget at skulle have sagt. Vi overvejer, om publikum skal have lov til at gå med os professionelle i kælderen. Brugerinddragelse er blevet et princip for aktiviteterne på Afstøbningssamlingen og for Formidlingsafdelingens aktiviteter. I den nye udstilling ”FRIHED”, som formidlerne har stablet på benene, er børn blevet inddraget i diskussionen af frihedsbegrebet. Som tilfældet er i Chaplins film ”Diktatoren”, er der også her tale om et ”double catch”: Wagners ”Lohengrin” høres både når Hinkel leger med jordkloden og når Chaplin pludselig afstår fra rollen som diktator. Folkemasserne hylder demokratiets og kærlighedens budskab på samme fanatiske manér, som de hyldede Hinkel. Musik er altid tvetydig, og museets lyd er den samme, uanset om vi skaber en udstilling selv, eller har brugerinddragelse. Det er stadig en lødig udstilling, hvor man bliver både underholdt og lidt klogere på det hele. Og vi bliver bare glade, hvis udstillinger med brugerinddragelse kunne blive lige så rasende populære blandt publikum, som de almindelige, autoritære udstillinger er det.
- Men hvorfor kan publikum lide at gå på museum, når det nu er så autoritært, passificerende, kedeligt og pænt, som det ofte er? Det kan vi få et svar på med Jijek. Jijek siger, at den mest chokerende fortolkning af Voldtægtsscenen i Blue Velvet er, at psykopaten og voldtægtsforbryderen Frank er Dorothys ønskefantasi: hun begærer faktisk, at blive vakt til live gennem vold. Hun vil så gerne straffes for sin passivitet. Kunsten og kunstmuseets magt til at styre begæret, er publikums fantasi: I begærer at blive vakt til handling og refleksion gennem kunstens og kunstmuseets vold mod jer. I vil gerne straffes af museet, dets orden, dets krav om underkastelse og accept. For I synes inderst inde, at I fortjener at blive straffet, fordi I er passive, for passive i jeres liv, overfor omverden, for inaktive i forhold til klimaforandringer, krige, indvandring osv. Men så kan jo altid gå på museum og se på kunst. Måske er der et stærkt værk, der virkelig får os til at tænke over, hvad frihed er? Og så kan vi købe kaffe og kage til trøst og belønning, efter at overgrebet har fundet sted.
- Kunsten giver dig en særlig mulighed for at lure på nøgne mænd og kvinder. Kunsten lader dig lure, så du kan lære at begære og at lure som en rigtig mand bør gøre det. Du kan også lære at begære at blive set på, som en kvinde skal ses på. Imens bliver du selv betragtet og bedømt, ikke bare af overvågningskameraerne, men af værkerne selv, der spørger til din forståelse af din rolle i begæret. Værkerne stiller krav til dig om at leve op til dem, om at forstå kunsten, lære historien og dermed få lov af kunsten og kunsthistorien til at træde ind i den symbolske orden, der gælder for i det dannede, borgerlige, frie individs civiliserede samfund. På museet har vi fanget dig og dit blik i en fælde. Du bliver foto-graferet og fanget ind i kunstens ”skopiske felt”, som vi kalder det. I det skopiske felt måler kunstværket din grad af tilstedeværelse, din puls, sit åndedrag og dit sindelag.
- Alt er så pænt på et museum. Så pænt, at måden der er pænt på definerer hvad et museum er, hvad det gør og hvordan det ser ud. Vi har nemlig gjort så rent på museet, så selv morderen i ”Psycho” må blive helt misundelig. Man kan slet ikke se på vores kunstværker, at vi har begået forbrydelser, ved at tage værker ud af virkelighedens beskidte, begærlige, kapitalistiske verden, slået den ihjel og hængt den op. Hele staben her udfører det, Jijek kalder ”arbejde på niveau zero”: Vi hjælper til med at skrive pæne, meningsfulde, sammenhængende historier vi bruger millioner af kroner på at rense pletter af gamle malerier og på at holde begærets kaotiske underverden nede, så publikum på sikker afstand kan lære at begære og at blive begæret.
- Mens museet gør grundigt rent, så skal Kunsten på trods af pænheden helst bryde ind i virkeligheden på samme måde, som begæret gør det. Kunsten skal lege med begæret og gerne efterlade en plet, et sår, et spor i hver enkelt besøgende – trods museets rengøringsarbejde. Som i filmen, sørger museet for, at det trods alt ikke bliver for risikabelt at møde begæret. Det er jo bare et maleri eller en skulptur, en fiktion. Vi gør rent, og beder dig normalt bare om enten at tage den røde eller den blå pille og enten lede efter virkeligheden bag maleriet, eller beder dig gå efter oplevelsen af at overskride tid og rum i mødet med kunstværket. Men i aften siger vi: tag den 3. pille, hvor fiktionen styrer virkeligheden og virkeligheden ligner en fiktion. God fornøjelse med SMK Fridays
- Imens er den 3. pille på spil: vi udveksler begærlige blikke efter hinanden: Museet leder efter sponsormidler og prøver at finde ud af, hvad fondene begærer og vil støtte. Fondene leder efter steder at placere deres penge, hvor de kan udfolde deres begær efter respekt Museet spejder efter et publikum, der vil lade sig begære af os. Publikum vil så gerne begæres og straffes af museet. Så gerne, at nogle af jer bliver her i flere timer og tager det hele med. Jeg holder øje med jer og I kigger på mig, og jeg ønsker jeg en fortsat god ”SMK Friday”...
- Det reelle må ikke forveksles med realiteten, men udgør, som den franske psykoanalytiker Jacques Lacan anfører, det umulige og ubegribelige. Det reelle svarer ikke til det vi normalt forstår ved realiteten, der bl.a. er defineret af sproglige beskrivelser eller benævnelser samt visuelle og narcissistisk prægede sansninger. Det udgør derimod grænserne for sproget og den visuelle sansning. Det reelle afgrænser disse to områder, idet det modstår en symbolisering og en visuel, sanselig indkredsning. På den måde udgør det reelle for subjektet det ubegribelige og det, som subjektet, eftersom det er determineret af sproget, ikke kan nå frem til andet end ved at blive tilintetgjort. Det reelle er derfor det umulige for subjektet at udholde. Det reelle udgør det, der ligger og forbliver uden for sproget.