1. Vi sender en julehilsen Til alle jer, der på forskellig vis deltager i vores liv jævnligt, hen ad vejen og af og til.
2. Januar Året startede med et akvarium, nogle sten, lidt planter og en omgang fisk. For eksempel hyggede pansermallerne sig fint på bunden, mens danioerne fes rundt over det hele. I løbet af året har vi haft liv og død i akvariet, omrokeringer og forskellige balancer der skulle justeres. Så der kom også nogle rejer, snegle, gumminæser, forskellige cichlider og guppyer til. Sidste skud på stammen er en flok smerlinger, som skal æde nogle små snegle.
3. Februar Vi var bogstaveligt talt begravet i sne, mens vi holdt vinterferie i sommerhuset i februar. Aldrig før har vi set så store mængder sne på det sted, og så var den ganske uberørt af mennesker og biler. Sneen var kridhvid, og der var så meget af den, at vi kun kunne se, hvor øen endte og søen startede, fordi vi vidste det. Helt, helt fantastisk.
4. Marts Hvis nogen er i tvivl, så er vi ret glade for at være i vores svenske stuga. Hele året rundt og næsten uanset vejret. Hver årstid byder på sit helt specielle lys, dufte og lyde. I slutningen af marts og starten af april var der stadig is på søen, og foråret virkede langt væk. Marts var også en af de måneder, hvor Solvei sidst befandt sig i et par bukser. Siden da har den stået på kjoler, bare ben og strømpebukser.
5. April Vi var til bryllup i Polen. Det gav anledning til at indsnuse noget polsk kultur og ikke mindst flair for turisme. Nogle vil kalde det mangel på samme, vi vælger at se det som et stort og uudnyttet potentiale. Turen var god, brylluppet festligt og fugtigt, og vi følte os meget velkomne. En gang Berlin – altid Berlin, bagefter måtte vi lige en tur til Berlin, når byen nu var lige ved siden af.
6. Maj Nå ja, vi fik også en altan i 2010. Det var et interessant byggeri at følge med en smal og vakkelvorn lift, som de havde mast ind i gården. Efter en masse boren og larmen, var der pludselig et hul i væggen med fri passage tre etager ned. Og vupti så var der en dør ud til verden og en helt masse lys ind i lejligheden. Da de var færdige, og vi kunne komme ud på altanen, så opdagede vi, at med sådan en altan, så bliver man pludselig mere nabo med dem, der bor i opgangen ved siden af ;-)
7. Juni En ordentlig køkkentjans. Vi fik et nyt køkken. Det var en rigtig beskidt omgang, som der heldigvis var hyret folk til at lave det meste af. Så boede vi sådan lidt i papkasser, bag plastikinddækninger og rundt om hos familie og venner. Det var vældigt hyggeligt, men også noget rod og oceaner af støv i kroge og hjørner, vi ikke vidste, at vi havde. Se byggeriet på Køkkenbloggen
8. Juli Summertime i Sverige. Sommerferien blev holdt i Sverige. Det meste af tiden var vi på Bockö. Vi kørte også nogle dage ud i landet i den varmeste sommerhede. Vi tog teltet med og opdagede et skønt Halland og at standarden på campingpladser er noget bedre end i vores barndom. Hele sommeren bød på is, mere is, badeture og flere badeture, gæster på Bockö, små kanoture rundt til finurlige øer i Möckeln og sightseeing i bygderne rundt om søen.
9. August Tversted med kinaflokken. Et udkantssted i Danmark, som overrasker med en helt fantastisk strand og et å-udløb i evig bevægelse. Solvei fik sit første møde med Vesterhavet, og det var jo lige til at piske rundt i flere timer ude i de første to bølgerækker. Vi fik testet det nye kingsize telt i silende regn, men Tversted kan noget med vejret, og da vi skulle på picknick hele flokken, blev det solskin! Se Hundetis - nej tak
10. September Vi samler ind til kryddersnapse på alle tider af året. Men især september er den store indsamlings- og ekstrakt-måned. Den altid gode porse fra Småland plukkes tidligere på året, ligesom pil og røllike. I september blev sortimentet udvidet en del; vi fandt æbler ved Herstedhøje, havtorn og slåen i Mørtelhavnen og revling i Tversted. Så der er masser af lækkerier at smage på, hvis du kommer forbi til en frokost.
11. Oktober Der var gang i prinsesserne til fødselsdagen. Hele fire styks var vi oppe på, da bølgerne gik højst. Der var selvfølgelig også bestilt en skattejagt med sørøver og en skat med slik. Det fylder meget at fylde 5 år. Næsten dagligt i 3 måneder blev der snakket om den fødselsdag. Heldigvis levede dagen op til fødselarens forventninger, og gaver ankom i en lind strøm pænt fordelt over det meste af oktober måned. (Den opmærksomme har på nuværende tidspunkt bemærket konceptet ’nabo-grill’, som vi har indført).
12. November En måned uden de store begivenheder. Det var mest noget med en hjem-arbejde-hjem og til møder. Solvei morede sig blandt andet med at tage billeder af sig selv og klippe-klistre hele tiden. For eksempel fik hun frembragt et par læsebriller, så hun kan lære at læse, når hun skal i skole. November var også et lykkeligt gensyn med genopståede LoveShop og en formidabelkoncert i Vega. Nå ja, og så fik vi lidt sne.
13. December Juletræsfest i banken, Thorbjørnshjemmelavede glögg og Solveis daglige plagerier om juleguf, gaver og knas. I år består vores jul også af treenigheden. I år var det Solveis tur til at gå Lucia i børnehaven. Der blev øvet og øvet på forskellige versioner af den gode gamle Lucia-sang. Generalprøven stod i vugge-stuen og for pensionisterne i den lokale kirke. Til sidst var det vores tur til at se det skønne, syngende optog gå ned ad gangen i børnehaven. Hun var pavestolt!
14. Vi ønsker jer en rigtig god jul & et helt enestående nytår!