Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer - 2015

1. 56 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer 3 2015

2. 57Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016 Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Seniorkonsulent, cand.merc.aud., ph.d., LL.M. Jesper Seehausen, Faglig udviklingsafdeling, Beierholm, ekstern lektor, Institut for Økonomi og Ledelse samt Juridisk Institut, Aalborg Universitet og medlem af FSR – danske revisorers selskabsretsgruppe1 2. Oversigt over afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer i 2015 Tabel 1 indeholder en oversigt over afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer i 2015. Ud over de afgørelser, der fremgår af denne tabel, har Erhvervsan- kenævnet i 2015 også truffet afgørelse i en række sager vedrørende fritagelse for afgifter som følge af for sent indsendt årsrapport.3 Disse afgørelser omtales ikke nærmere. Der henvises i stedet til artiklen om afgørelser fra Erhvervsankenævnet vedrørende fritagelse for afgifter som følge af for sent indsendt årsrapport, der blev bragt i Revision & Regnskabsvæsen, nr. 1, 2016 (Seehausen, 2016b), og som kan sammenholdes med artiklen om Erhvervsstyrelsens praksis på dette område, der blev bragt i samme nr. af Revision & Regnskabsvæsen (Worsøe, 2016). 1. Indledning Denne artikel omhandler afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer i 2015. Artiklen er en fortsættelse af artiklerne om afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer i perioden 2012-2014, der blev bragt i Revision & Regnskabsvæsen, nr. 6 og 7, 2015 (Seehausen, 2015a og 2015b). Erhvervsankenævnet afsiger mange kendelser, der også er relevante for revisorer. Formålet med artiklen er at gøre revisorer opmærksom- me på disse afgørelser. Artiklen er opbygget på følgende måde: afsnit 2 indeholder en oversigt over afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer i 2015. I afsnit 3 omtales afgørelserne vedrørende ÅRL, og i afsnit 4 omtales afgørelserne vedrørende RL. Der henvises til den første artikel om afgørelser fra Erhvervsanke- nævnet af relevans for revisorer i perioden 2012-2014 for en generel beskrivelse af Erhvervsankenævnet.2 TABEL 1: OVERSIGT OVER AFGØRELSER FRA ERHVERVSANKENÆVNET AF RELEVANS FOR REVISORER I 2015 Afgørelse Omhandler … Omtales i … Kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014-0038023) Tilbagetrækning af årsrapporter fra offentliggørelse Afsnit 3.1 Kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014-0038310) Frakendelse af godkendelse som revisor som følge af manglende efteruddannelse Afsnit 4.2 Kendelse af 4. juni 2015 (j.nr. 2014-9320) Frakendelse af godkendelse som revisor som følge af manglende efteruddannelse Afsnit 4.3 Kendelse af 6. august 2015 (j.nr. 2015-391) Nægtelse af offentliggørelse af årsrapporten Afsnit 3.2 Kendelse af 18. december 2015 (j.nr. 2015-4196) Påbud om revision eller udvidet gennemgang Afsnit 3.3

3. 58 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Erhvervsstyrelsen havde afslået at trække årsrapporterne tilbage eller kræve, at der blev indsendt nye og berigtigede årsrapporter. Erhvervsankenævnet bemærkede i øvrigt, at der var fremlagt kvitte- ringer fra Erhvervsstyrelsen for Erhvervsstyrelsens digitale modtagelse af de omhandlede årsrapporter. Erhvervsankenævnet stadfæstede herefter Erhvervsstyrelsens afgø- relse. Kommentarer til afgørelsen Hvis en offentliggjort årsrapport skal omgøres, skal følgende betingel- ser være opfyldt: • Offentliggørelsen af den nye årsrapport skal være i regnskabsbrugernes interesse – enten som en nødvendig rettelse af væsentlige eller åbenbare fejl eller som en berigtigelse af ulovlige forhold • Den omgjorte årsrapport skal indberettes sammen med en rede- gørelse for, hvorfor den tidligere indberettede årsrapport ønskes omgjort • Erhvervsstyrelsen skal på denne baggrund give tilladelse til omgø- relsen, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 2 • Den omgjorte årsrapport må ikke være modtaget i Erhvervsstyrel- sen efter udløbet af det følgende regnskabsår, medmindre omgø- relsen er sket som følge af et krav fra Erhvervsstyrelsen eller Finans- tilsynet, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 3. Det fremgår af indsendelsesvejledningen, at: • Der alene vil være tale om mulighed for omgørelse ved rettelse af egentlige fejl (eller ved berigtigelse af ulovlige forhold) og dermed ikke ved ændringer i regnskabsmæssige skøn • Det er en forudsætning for tilladelse til omgørelse, at forholdet har væsentlig indvirkning på årets resultat og/eller egenkapitalen eller på anden måde vil kunne påvirke regnskabsbrugernes beslutnings- tagen • Følgende forhold – ud fra en konkret vurdering – vil kunne med- føre omgørelse af årsrapporten: • At grundlaget for måling af aktiver og forpligtelser indeholdt væsentlige fejl • Manglende oplysning om væsentlige pantsætninger eller sikker- hedsstillelser i væsentlige aktiver (eventualforpligtelser) • Manglende hensyntagen til væsentlige nedsættelser eller forhø- jelser af virksomhedskapitalen • Væsentlige fejl i ledelsespåtegningen • Væsentlige fejl i revisionspåtegningen (revisor har tilbagekaldt sin revisionspåtegning) • Forkert regnskabsperiode • Flere mindre ændringer, der samlet set vurderes at have væsent- lig betydning • Væsentlige forskelle mellem regnskabsinformationen i henholds- 3. Afgørelser vedrørende årsregnskabsloven Erhvervsankenævnet har i 2015 truffet afgørelse i tre sager vedrørende ÅRL. I de følgende afsnit omtales disse tre afgørelser. 3.1. Erhvervsankenævnets kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014-0038023) I Erhvervsankenævnets kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014- 0038023) havde statsautoriseret revisor K klaget over, at Erhvervssty- relsen havde afslået at trække årsrapporterne for en række selskaber, som K var revisor for, tilbage fra offentliggørelse eller kræve, at der blev indsendt nye og berigtigede årsrapporter. Erhvervsankenævnet udtalte, at det følger af ÅRL § 138, stk. 6 (nu § 138, stk. 5), at en offentliggjort årsrapport ikke kan omgøres ved en ny årsrapport, medmindre Erhvervsstyrelsen tillader dette. Erhvervsankenævnet udtalte desuden, at følgende fremgår af be- mærkningerne til denne bestemmelse:4 ”De indsendte årsrapporter offentliggøres efter § 154. Så snart offentliggørelse har fundet sted, kan årsrapporten ikke omgøres ved indsendelse af en ny årsrapport, medmindre styrelsen undtagelsesvist tillader dette, jf. forslagets stk. 6. Hovedreglen indeholder således et forbud imod omgørelse, da regnskabsbrugeren som udgangspunkt ikke skal kunne risikere, at der offentliggøres nye udgaver af årsrapporten efter, at regnskabsbrugeren har truffet beslutning på grundlag af en tidligere offentliggjort årsrap- port. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor omgørelse af årsrapporten må anses for at være i regnskabsbrugernes interesse som en nødvendig rettelse af væsentlige eller åben- bare fejl eller som berigtigelse af ulovlige forhold. Styrelsen fastsætter nærmere regler herom ved bekendtgørelse, jf. § 155, stk. 3.” Erhvervsankenævnet udtalte endvidere, at det tilsvarende fremgår af indsendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1 (nu § 11, stk. 1), at når en årsrapport er offentliggjort, kan denne ikke omgøres ved en ny årsrapport. Af indsendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2 (nu § 11, stk. 2) fremgår dog, at Erhvervsstyrelsen kan tillade, at en årsrapport om- gøres, hvis offentliggørelsen af den nye årsrapport skønnes at være i regnskabsbrugernes interesse som en nødvendig rettelse af væsentlige eller åbenbare fejl eller som berigtigelse af ulovlige forhold. Da ÅRL ikke herudover indeholder hjemmel til at trække årsrap- porter tilbage fra offentliggørelse, og det af K oplyste om baggrunden for den af ham fremsatte anmodning herefter ikke kunne føre til, at anmodningen kunne tages til følge, tiltrådte Erhvervsankenævnet, at Det er vigtigt at være opmærksom på, at hvis en omgjort årsrapport bliver offentliggjort, vil den oprindeligt offentliggjorte årsrapport være offentligt tilgængelig sammen med den omgjorte årsrapport, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 4. Erhvervsstyrelsen har således ikke mulighed for at ”fjerne” den oprindeligt offentliggjorte årsrapport.

4. 59Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016 Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 vis pdf- og XBRL-format af årsrapporten, hvis årsrapporten er indberettet digitalt. Det kan f.eks. være væsentlige mangler i opmærkningen af regnskabsinformationen • Erhvervsstyrelsen ved administrationen af omgørelsesmuligheden bl.a. har afslået at omgøre årsrapporter, hvor frivilligt afgivne oplysninger i den modtagne årsrapport var medtaget • Erhvervsstyrelsen desuden har afslået at omgøre årsrapporter, hvor der var medtaget skattemæssige specifikationer i selve årsrapporten • Et yderligere eksempel på forhold, der ikke berettiger til omgørelse, er, at virksomheden har glemt at medtage oplysning om, at det kommende årsregnskab ikke vil være revideret, jf. ÅRL § 10 a, jf. indsendelsesvejledningens afsnit 3.4.5 I den omtalte afgørelse tiltrådte Erhvervsankenævnet, at Erhvervs- styrelsen havde afslået at trække årsrapporterne tilbage eller kræve, at der blev indsendt nye og berigtigede årsrapporter – med den be- grundelse, dels at der ikke – ud over ÅRL § 138, stk. 6 (nu § 138, stk. 5) (og indsendelsesbekendtgørelsens § 6, nu § 11) – er hjemmel til at trække årsrapporter tilbage fra offentliggørelse, dels at det af K oplyste om baggrunden for den af ham fremsatte anmodning ikke kunne føre til, at anmodningen kunne tages til følge. K havde oplyst følgende om baggrunden for anmodningen: ”… årsrapporter er indberettet til Erhvervsstyrelsen uden om de reglementerede kanaler, ved at årsrapporterne er indsendt og fotokopieret, i strid med de regler vi andre lever under. Årsrapporterne er udarbejdet af undertegnede og er ikke udleveret til klienten, da der ikke er betalt for udarbejdelsen af årsrapporterne. Erhvervsstyrelsen har såle- des efter min mening hindret min tilbageholdelsesret ved at omgå reglerne for digital indberetning.” Det er under alle omstændigheder vigtigt at være opmærksom på, at hvis en omgjort årsrapport bliver offentliggjort, vil den oprindeligt offentliggjorte årsrapport være offentligt tilgængelig sammen med den omgjorte årsrapport, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 4. Erhvervsstyrelsen har således ikke mulighed for at ”fjerne” den oprindeligt offentliggjorte årsrapport. 3.2. Erhvervsankenævnets kendelse af 6. august 2015 (j.nr. 2015-391) I Erhvervsankenævnets kendelse af 6. august 2015 (j.nr. 2015-391) havde administrerende direktør K for A ApS klaget over, at Erhvervs- styrelsen havde nægtet at offentliggøre selskabets årsrapport for 2013, før Erhvervsstyrelsen havde modtaget dokumentation for, at parterne i enighed havde godkendt årsrapporten. Erhvervsankenævnet udtalte, at det fremgår af SL § 16, stk. 3, at hvis Erhvervsstyrelsen bliver bekendt med, at der er tvivl om lovligheden af foretagne eller anmeldte registreringer, kan Erhvervsstyrelsen træffe beslutning om, at registreringer efter § 9, stk. 1, ikke kan finde sted, før der er skabt klarhed om forholdet.6 Erhvervsankenævnet tiltrådte ud fra de foreliggende oplysninger om uenigheden om adkomstforholdene til A ApS, at der forelå en sådan tvivl om lovligheden af foretagne eller anmeldte registreringer, at Erhvervsstyrelsen – bortset fra beslutninger truffet i enighed på en generalforsamling med deltagelse af alle involverede parter – havde lukket for alle registreringer på selskabet, indtil Erhvervsstyrelsen mod- tog dokumentation for, at ejerskabet var afklaret ved dom, voldgiftsaf- gørelse eller forlig. Erhvervsankenævnet tiltrådte desuden, at det – før selskabets årsrap- port kunne offentliggøres – måtte dokumenteres, at parterne i enighed havde godkendt årsrapporten. Dokumentationen kunne – som anført af Erhvervsstyrelsen – ske i form af et af alle parter underskrevet generalforsamlingsreferat eller ved alle parters underskrift på årsrap- portens forside. Erhvervsankenævnet tiltrådte endvidere Erhvervsstyrelsens varsling om selskabets oversendelse til skifteretten med anmodning om selskabets tvangsopløsning, hvis ikke årsrapporten med den angivne dokumentation var modtaget senest fire uger fra afgørelsens datering. Erhvervsankenævnet stadfæstede herefter Erhvervsstyrelsens afgø- relse. Kommentarer til afgørelsen Årsrapporten skal som bekendt godkendes på den ordinære generalforsamling, jf. SL § 88, stk. 1, nr. 1. I den omtalte afgørelse tiltrådte Erhvervsankenævnet, at det – før selskabets årsrapport kunne offentliggøres – måtte dokumenteres, at parterne i enighed havde godkendt årsrapporten. Det må antages, at det er tilstrækkeligt, at årsrapporten er godkendt på generalforsamlingen med simpelt stemmeflertal, idet alle anliggen- der på generalforsamlingen som udgangspunkt afgøres ved simpelt stemmeflertal, jf. SL § 105, stk. 1. I den omtalte afgørelse var der imidlertid ikke tale om, at der ikke var enighed på generalforsamlingen om, hvorvidt årsrapporten skulle godkendes, men derimod, at der ikke var enighed om, hvem der var kapitalejere i selskabet, og dermed hvem der havde adgang til at stemme på generalforsamlingen. Årsrapporten skal være forsynet med dokumentation for, at den er udarbejdet og godkendt i overensstemmelse med lovgivningen, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 1. Det skal tydeligt fremgå af årsrapporten, hvem der har udarbejdet og godkendt årsrapporten, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2.

5. 60 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Dirigenten for generalforsamlingen eller det tilsvarende godkendelsesorgan, der har godkendt årsrapporten, bekræfter ved sin underskrift på årsrapporten, at årsrapporten er godkendt af virksomhedens ansvarlige ledelsesorganer, og at den har været fremlagt og er godkendt af generalforsamlingen m.v. i overensstemmelse med lovgivnin- gens og vedtægternes krav herom, jf. ind- sendelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 3. Årsrapporten skal som bekendt indberettes til Erhvervsstyrelsen uden ugrundet op- hold efter godkendelse, jf. ÅRL § 138, stk. 1. Årsrapporten skal være modtaget hos Erhvervsstyrelsen senest fem måneder efter regnskabsårets udløb, hvis der er tale om en virksomhed omfattet af regnskabsklasse B eller C, og senest fire måneder efter regn- skabsårets udløb, hvis der er tale om en virksomhed omfattet af regnskabsklasse D. ÅRL §§ 139-141 indeholder visse undta- gelser for virksomheder under likvidation, rekonstruktionsbehandling efter KL eller konkurs, og det fremgår af ÅRL § 142, at andre bestræbelser på at rekonstruere en virksomhed ikke fritager virksomheden for pligten til at indberette årsrapport inden udløbet af fristen. Hvis årsrapporten ikke er modtaget i Erhvervsstyrelsen, når fristen er udløbet, sender Erhvervsstyrelsen som bekendt et påkravsbrev til virksomhedens øverste ledelse med anmodning om indberetning af årsrapporten, jf. ÅRL § 150, stk. 1. I dette påkravsbrev angives en frist på otte hverdage fra brevets datering til indberetning af årsrapporten, jf. ÅRL § 150, stk. 2. Hvis årsrapporten modtages inden udløbet af denne frist, foretager Erhvervs- styrelsen sig ikke yderligere som følge af forsinkelsen. I påkravsbrevet angives desuden en frist på fire uger fra brevets datering, jf. ÅRL § 150, stk. 3. Efter udløbet af denne frist kan Erhvervsstyrelsen beslutte at anmode skifteretten om at opløse virksomheden i overensstemmelse med den for virksomheden gældende lovgivning.

6. 61Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016 Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Dirigenten for generalforsamlingen eller det tilsvarende godkendelsesorgan, der har godkendt årsrapporten, be- kræfter ved sin underskrift på årsrapporten, at årsrapporten er godkendt af virksomhedens ansvarlige ledelsesorganer, og at den har været fremlagt og er godkendt af generalforsamlingen m.v. i overensstemmelse med lovgiv- ningens og vedtægternes krav herom, jf. indsendelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 3.

7. 62 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Erhvervsstyrelsen kan således anmode skifteretten om at opløse et selskab, hvis Erhvervsstyrelsen ikke rettidigt har modtaget selskabets godkendte årsrapport i behørig stand efter ÅRL, jf. SL § 225, stk. 1, nr. 1. I den omtalte afgørelse tiltrådte Erhvervsankenævnet Erhvervsstyrel- sens varsling om selskabets oversendelse til skifteretten med anmodning om selskabets tvangsopløsning, hvis ikke årsrapporten med den angivne dokumentation var modtaget senest fire uger fra afgørelsens datering. Hvis årsrapporten modtages efter udløbet af fristen på otte hverdage fra påkravsbrevets datering, pålægger Erhvervsstyrelsen i øvrigt hvert medlem af virksomhedens øverste ledelse en afgift, jf. ÅRL § 151, stk. 1.7 Under ganske særlige omstændigheder kan Erhvervsstyrelsen helt eller delvist fritage et ledelsesmedlem for betaling af afgift, hvis den pågældende kan godtgøre over for Erhvervsstyrelsen, at han eller hun har søgt at fremme indberetningen af årsrapporten, og at forsinkelsen derfor ikke kan lægges ham eller hende til last, jf. ÅRL § 152, stk. 1.8 Der kan i den forbindelse henvises til artiklen om afgørelser fra Er- hvervsankenævnet vedrørende fritagelse for afgifter som følge af for sent indsendt årsrapport, der blev bragt i Revision & Regnskabsvæsen, nr. 1, 2016 (Seehausen, 2016b), og som kan sammenholdes med artiklen om Erhvervsstyrelsens praksis på dette område, der blev bragt i samme nr. af Revision & Regnskabsvæsen (Worsøe, 2016). I den omtalte afgørelse henviste Erhvervsankenævnet til SL § 16, stk. 3, hvorefter Erhvervsstyrelsen – hvis Erhvervsstyrelsen bliver bekendt med, at der er tvivl om lovligheden af foretagne eller anmeldte registreringer – kan træffe beslutning om, at registreringer ikke kan finde sted, før der er skabt klarhed om forholdet. Anmelderen skal have skriftlig meddelelse om, at registrering ikke kan finde sted, og be- grundelsen herfor. Erhvervsstyrelsen kan endvidere i Erhvervsstyrelsens it-system offentliggøre en meddelelse om grundlaget for Erhvervssty- relsens beslutning. Erhvervsstyrelsen kan i sådanne situationer tillige registrere ledelsens fratræden, jf. SL § 16, stk. 4. I lovbemærkningerne anføres der følgende om disse bestemmelser:9 ”Det opleves i stigende grad, at der i selskaber opstår tvivl om lovligheden af registrerede eller anmeldte forhold, eksempelvis fordi der er tvivl om ejerskabet til selskabet. Der kan være tale om et selskab, hvor to personer begge hævder, at de er den retmæssige ejer af selskabets kapitalandele eller af en sammenfaldende del af kapitalandele. I en sådan situation kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen [nu Erhvervsstyrelsen] ikke med tilstrækkelig klarhed fastslå, om en anmeldt beslutning er blevet til på det korrekte grundlag. Samtidig kan den beskrevne situation resultere i, at der ikke kan træffes beslutninger på et selskabs generalforsamling, enten fordi der er uenighed om ejerforholdet eller, fordi ingen af de to kapitalejere har majoriteten af stemmerne. I stk. 3 foreslås det derfor, at Erhvervs- og Selskabsstyrel- sen, kan træffe beslutning om at stille indgivne anmeldelser om registreringer i bero, indtil forholdet er afklaret, f.eks. ved at ejerskabet til kapitalandelene er afklaret. Dette kan ske ved, at styrelsen blokerer for selvregistrering i styrelsens it-system eller ved, at modtagne anmeldelser sættes i bero i styrelsen. Afklaringen af ejerskabet til et selskab vil i henhold til Er- hvervs- og Selskabsstyrelsens erfaring ofte forudsætte en bevisbedømmelse mv., som ligger uden for styrelsens kom- petence. Den endelige adkomst til selskabet kan afklares på flere måder. Der kan eksempelvis være tale om en aftale mellem de involverede parter, mægling, voldgift eller en domstolsafgørelse. Efter de gældende regler er det ikke muligt for offentligheden at få kendskab til, at der i et konkret selskab er tvivl om ejerforholdene. Det vurderes imidlertid, at det er relevant for offentligheden, herunder eventuelle fremtidige aftalepartnere mv., at få kendskab til denne tvivl. Det fore- slås som følge heraf … , at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i styrelsens it-system kan offentliggøre oplysning om, at der er tvivl om ejerforholdene. Hvor der er tvivl om ejerforholdene i selskabet, er det Er- hvervs- Selskabsstyrelsens erfaring, at konflikter omkring selskabet blandt andet medfører, at de pågældende mod- stridende parter ikke kan blive enige om, hvem der skal lede selskabet og dermed være registreret som ledelse i Er- hvervs- og Selskabsstyrelsens it-system. Efter de gældende regler fører det til, at de to parter i tvisten foretager gentagne registreringer eller anmeldelser om ledelsesændrin- ger i det pågældende selskab. Det bliver således tilfældigt, hvem der på et givent tidspunkt er registreret som ledelse i selskabet. Det foreslås derfor i stk. 4, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i forbindelse med styrelsens registrering af, at der er tvivl om adkomsten til selskabet, kan registrere den hidtidige ledelses fratræden. Den mulighed er særligt tiltænkt tilfælde, hvor det som følge af tvivlen om adkomsten til selskabet ikke er muligt at fastslå, hvem der har retten til at vælge ledelsen, og hvilken ledelse der som følge heraf er valgt. Under ganske særlige omstændigheder kan Erhvervsstyrelsen helt eller delvist fritage et ledelsesmedlem for betaling af afgift, hvis den pågældende kan godtgøre over for Erhvervssty- relsen, at han eller hun har søgt at fremme indberetningen af årsrapporten, og at forsinkelsen derfor ikke kan lægges ham eller hende til last, jf. ÅRL § 152, stk. 1.

8. 63Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016 Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Hjemlen vil således kun kunne udnyttes i særlige tilfælde, hvor der er begrundet tvivl om, hvem der besidder retten til at tegne selskabet, og hvor en registrering af ledelsens fratræden vurderes nødvendig for at forhindre unødige tab i selskabet.” Det må antages, at Erhvervsstyrelsen kun undtagelsesvist – med henvisning til, at der er tvivl om lovligheden af foretagne eller anmeldte registreringer – træffer beslutning om, at registreringer ikke kan finde sted, før der er skabt klarhed om forholdet. Dette underbygges af Bunch og Rosenberg (2014), der alene hen- viser til Erhvervsankenævnets kendelse af 25. marts 2011 (j.nr. 2010- 0022720) og en udateret afgørelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrel- sen.10 Disse afgørelser omtales ikke nærmere. 3.3. Erhvervsankenævnets kendelse af 18. december 2015 (j.nr. 2015-4196) I Erhvervsankenævnets kendelse af 18. december 2015 (j.nr. 2015- 4196) havde direktør K for A A/S klaget over, at Erhvervsstyrelsen havde påbudt selskabet revision af årsrapporten (årsregnskabet) for det kommende regnskabsår.11 Erhvervsstyrelsen havde som led i en stikprøveundersøgelse, jf. ÅRL § 159, stk. 1, gennemgået årsrapporten for A A/S for regnskabsåret 1. november 2012 - 31. oktober 2013 og i den forbindelse konstateret, at årsrapporten indeholdt en række fejl og mangler. Erhvervsankenævnet havde gennemgået årsrapporten og det øvrige fremlagte materiale i sagen. Som anført i Erhvervsstyrelsens afgørelse var det ligeledes Er- hvervsankenævnets opfattelse, at årsrapporten var fejlbelagt og mangelfuld. Der var tale om mangler i ledelsespåtegningen, manglende anvendt regnskabspraksis, manglende egenkapitalopgørelse, manglende oplysning om de væsentligste aktiviteter, manglende oplysninger om ejere og væsentligst uoverensstemmelser mellem resul- tatdisponeringen i tilknytning til resultatopgørelsen og balancen. ÅRL §§ 9, 53, 56, 76 a og 74 var dermed overtrådt, ligesom årsregnskabet samlet set ikke kunne siges at give et retvisende billede af selskabets aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultat. ÅRL § 11 var der- ved ikke overholdt. Erhvervsankenævnet udtalte, at det følger af ÅRL § 135, stk. 7, at Erhvervsstyrelsen – hvis der konstateres væsentlige fejl og mangler i forhold til selskabs- eller regnskabslovgivningen – kan beslutte, at muligheden for at undlade revision, jf. ÅRL § 135, stk. 1, 3. pkt., ikke kan anvendes af virksomheden i indeværende og de to følgende regn- skabsår. Erhvervsankenævnet udtalte desuden, at følgende fremgår af be- mærkningerne til denne bestemmelse:12 ”Efter det gældende stk. 7 kan Erhvervs- og Selskabsstyrel- sen beslutte, at en virksomhed ikke kan fravælge revision i det kommende regnskabsår, hvis styrelsen i forbindelse med en regnskabskontrol konstaterer væsentlige mangler eller fejl i forhold til selskabslovgivningen eller regnskabslovgivningen. Det foreslås, at bestemmelsen strammes op, så Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan beslutte, at en virksomhed skal lade sit årsregnskab revidere i de efterføl- gende to regnskabsår, og at styrelsen i grovere tilfælde kan kræve revision i yderligere et regnskabsår. Væsentlige mangler eller fejl efter den foreslåede bestemmelse vil som hidtil omfatte overtrædelser af selskabs- eller regnskabslovgivningen, hvor der ikke er grundlag for at rejse en egentlig straffesag mod virksomheden og/eller dens ejer. Fastlæggelsen af fejlen eller manglens omfang vil tage udgangspunkt i virksomhedens forhold, herunder regnskabsbrugernes interesse i at få den pågældende oplysning, og der skal som udgangspunkt være tale om fejl, der bevirker, at der ikke gives et retvisende billede af virksomheden.” Efter Erhvervsankenævnets opfattelse var der med omfanget samt karakteren af fejlene og manglerne tale om væsentlige forhold, der indebar, at årsrapporten (årsregnskabet) ikke gav et retvisende billede af A A/S.13 Erhvervsankenævnet tiltrådte derfor, at Erhvervsstyrelsen havde truffet beslutning om, at selskabets kommende årsrapport for 2013/2014 skulle revideres af en godkendt revisor i overensstemmelse med ÅRL § 135, stk. 1, 1. eller 2. pkt., samt at Erhvervsstyrelsen, jf. ÅRL § 161, nr. 3, havde påbudt ledelsen at berigtige forholdet, således at der blev indsendt en berigtiget og godkendt årsrapport for 2013/2014, som var revideret efter revisionsstandarderne, dvs. ISA’erne, eller den sær- lige erklæringsstandard, dvs. Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard for små virksomheder (udvidet gennemgang af årsregnskaber) (og FSR – danske revisorers standard om udvidet gennemgang af årsregnskaber, der udarbejdes efter ÅRL). Erhvervsankenævnet stadfæstede således Erhvervsstyrelsens afgø- relse. Kommentarer til afgørelsen Som påpeget af Erhvervsankenævnet fremgår det af ÅRL § 135, stk. 7, at hvis Erhvervsstyrelsen ved en undersøgelse af årsrapporten i henhold til § 159 konstaterer væsentlige fejl eller mangler i forhold til selskabs- eller regnskabslovgivningen, kan Erhvervsstyrelsen beslutte, at undtagelsen i ÅRL § 135, stk. 1, 3. pkt., dvs. reglerne om fravalg af

9. 64 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 revision, ikke kan anvendes af virksomheden i indeværende og de to følgende regnskabsår. Det fremgår desuden af denne bestemmelse, at Erhvervsstyrelsen altid kan beslutte, at reglerne om fravalg af revision ikke kan anvendes af virksomheden, hvis der er ydet lån, der er omfattet af selskabslov- givningens forbud mod lån til virksomhedsdeltagere og ledelse, dvs. ulovlige ”kapitalejerlån”, jf. SL § 210, stk. 1, og der er tale om lån af ikke ubetydelig størrelse eller gentagne overtrædelser af forbuddet i selskabslovgivningen. Erhvervsstyrelsen kan samtidig beslutte, at virksomheden ikke kan anvende bestemmelsen i ÅRL § 135, stk. 1, 2. pkt., dvs. reglerne om tilvalg af udvidet gennemgang. Erhvervsstyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte at forlænge perioden, hvor virksomhedens årsregnskaber skal revideres, med yderligere ét regnskabsår. I den omtalte afgørelse var der efter både Erhvervsstyrelsens og Erhvervsankenævnets opfattelse tale om væsentlige fejl og mangler i årsrapporten for 2012/13. Erhvervsankenævnet tiltrådte derfor, at Erhvervsstyrelsen havde truffet beslutning om, at årsregnskabet for det ”kommende” regnskabsår, dvs. 2013/14, skulle revideres – enten i form af ”rigtig” revision, dvs. revision efter ISA’erne, eller udvidet gennemgang som ”lovteknisk” revision. Erhvervsstyrelsen havde derimod ikke truffet beslutning om, at årsregnskaberne for de efterfølgende regnskabsår, dvs. 2014/15 og fremefter, skulle revideres. Tilvalg af udvidet gennemgang kræver som udgangspunkt, at der med fremadrettet virkning træffes beslutning herom på den ordinære generalforsamling. I relation til den omtalte afgørelse indebærer dette, at årsrapporten for 2013/14 ikke kan forsynes med en erklæring om udvidet gennemgang, selv om Erhvervsankenævnets afgørelse umiddelbart giver mulighed herfor, idet der ikke på den ordinære generalforsamling, hvor årsrapporten for 2012/13 blev godkendt, er truffet beslutning om tilvalg af udvidet gennemgang med virkning for års- rapporten for 2013/14 og fremefter. Årsregnskabet for 2013/14 skal derfor revideres efter ISA’erne. Årsrapporterne for 2014/15 og fremefter kan derimod forsynes med erklæringer om udvidet gennemgang, forudsat at: • Der på den ordinære generalforsamling, hvor årsrapporten for 2013/14 godkendes, træffes beslutning om tilvalg af udvidet gennemgang med virkning for årsrapporten 2014/15 og fremefter • Erhvervsstyrelsen ikke på et senere tidspunkt – som følge af evt. væsentlige fejl og mangler i årsrapporten for 2013/14 – træffer beslutning om, at årsregnskabet for 2014/15 og evt. fremefter skal revideres efter ISA’erne. Ud over ÅRL § 135, stk. 7 er det også vigtigt at være opmærksom på ÅRL § 135, stk. 6, der dog ikke umiddelbart er relevant i relation til den omtalte afgørelse. Det fremgår af denne bestemmelse, at undtagelsen i ÅRL stk. 1, 3. pkt., dvs. reglerne om fravalg af revision, ikke kan anvendes af en virksomhed, hvis virksomheden eller den, der har bestemmende indflydelse over virksomheden, accepterer et bødefore- læg eller som led i en straffesag dømmes for overtrædelse af selskabs-, regnskabs- eller skatte- og afgiftslovgivningen. En virksomhed kan desuden ikke anvende reglerne om fravalg af revision, hvis en tilknyt- tet virksomhed, dvs. en dattervirksomhed, modervirksomheden eller dennes dattervirksomhed, jf. definitionen i ÅRL bilag 1, afsnit A.6, accepterer et bødeforelæg eller som led i en straffesag dømmes for over- trædelse af den nævnte lovgivning. I disse tilfælde skal virksomhedens årsregnskaber for de følgende tre regnskabsår revideres. Erhvervssty- relsen kan forlænge den periode, hvor virksomhedens årsregnskaber skal revideres, med op til to regnskabsår. Der er derimod ikke noget til hinder for, at en virksomhed anvender reglerne om tilvalg af udvidet gennemgang, selv om virksomheden, den, der har bestemmende indflydelse over virksomheden, eller en til- knyttet virksomhed accepterer et bødeforelæg eller som led i en straffesag dømmes for overtrædelse af selskabs-, regnskabs- eller skatte- og afgiftslovgivningen – medmindre Erhvervsstyrelsen med henvisning til ÅRL § 135, stk. 6 træffer beslutning om, at reglerne om tilvalg af udvidet gennemgang ikke kan anvendes af virksomheden. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ÅRL § 135, stk. 7 er udtryk for en automatisk reaktion, hvor en virksomhed automatisk ikke har mulighed for at anvende reglerne om fravalg af revision, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. Erhvervsstyrelsen har dog som nævnt mulighed for at forlænge den periode, hvor virksomhedens årsregnskaber skal revideres, med op til to regnskabsår. ÅRL § 135, stk. 7 er derimod ikke udtryk for en automatisk reaktion, idet denne bestemmelse kræver, at Erhvervsstyrelsen aktivt træffer beslutning om, at virksomheden ikke kan anvende reglerne om fravalg af revision og evt. heller ikke reglerne om tilvalg af udvidet gennemgang. Sammenlignet med ÅRL § 135, stk. 7 er ÅRL § 135, stk. 6 derfor klart ”farligst”, idet det er vigtigt for både ledelsen og revisor at være opmærksom på denne bestemmelse: • Ledelsen fordi der ellers er risiko for, at der aflægges, godkendes og indberettes en årsrapport, der ikke overholder ÅRL – med de evt. konsekvenser, som dette kan have, i form af f.eks. et pålæg fra Erhvervsstyrelsen om omgørelse af årsrapporten • Revisor fordi der ellers er risiko for, at revisor forsyner årsrapporten med en forkert erklæring – med de evt. konsekvenser, som dette kan have, i form af f.eks. disciplinæransvar ved Revisornævnet. 4. Afgørelser vedrørende revisorloven Erhvervsankenævnet har i 2015 truffet afgørelse i to sager vedrørende RL. I de følgende afsnit omtales disse to afgørelser, der begge omhandler frakendelse af godkendelse som revisor som følge af manglende efteruddannelse. Først omtales dog kort reglerne om obligatorisk efteruddannelse og frakendelse af godkendelse som revisor som følge af manglende efteruddannelse. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ÅRL § 135, stk. 7 er udtryk for en automatisk reaktion, hvor en virksomhed automatisk ikke har mulighed for at anvende reglerne om fravalg af revision, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. Erhvervsstyrelsen har dog som nævnt mulighed for at forlænge den periode, hvor virksomhedens årsregn- skaber skal revideres, med op til to regnskabsår.

10. 65Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016 Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 4.1. Generelt om obligatorisk efteruddannelse og frakendelse af godkendelse som revisor som følge af manglende efteruddannelse Revisor har pligt til at deltage i et passende efteruddannelsesprogram, der sikrer, at revisor til stadighed vedligeholder sin teoretiske viden, sine faglige kvalifikationer og sin viden om kravene til offentlighedens tillidsrepræsentant på et tilstrækkeligt højt niveau, jf. RL § 4, stk. 1, jf. også efteruddannelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1.14 Revisor skal til enhver tid kunne dokumentere, at kravene om efteruddannelse er opfyldt, jf. RL § 4, stk. 3, jf. også efteruddannelsesbe- kendtgørelsens §§ 13-16. For at opfylde kravene til efteruddannelse skal revisor inden for en periode på tre år deltage i mindst 120 timers efteruddannelse, jf. ef- teruddannelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 1. Efteruddannelsen skal være på et passende fagligt niveau, hvilket vil sige masterniveau, inden for samme fagområder, der kræves for at bestå revisoreksamen, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Efteruddannelsen skal som minimum omfatte følgende: • 24 timer inden for revisions- og erklæringsområdet, f.eks. retlige krav og faglige standarder for lovpligtig revision og revisorer, internationale og nationale revisionsstandarder, risikostyring og intern kontrol, faglig etik, uafhængighed samt god offentlig revisionsskik og forvaltningsrevision m.v. • 24 timer inden for retlige krav og standarder for udarbejdelse af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, generel regnskabsteori og -principper, internationale regnskabsstandarder, regnskabsana- lyse, driftsbogholderi, økonomistyring og internt regnskab samt selskabsret • 12 timer inden for området direkte og indirekte skatter. De resterende 60 timer skal relatere sig til de nævnte fagområder efter revisors individuelle behov, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 3. Hvis revisor er specialiseret inden for et eller flere af fagområ- derne, skal mindst 30 timer relatere sig hertil. En revisor, der i løbet af en treårs-periode har deltaget i flere end 120 efteruddannelsestimer, kan overføre op til 20 timer til den næste efter- uddannelsesperiode, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 1. Hvis revisor er fraværende fra sin stilling i en periode på to sammen- hængende måneder eller derover, og fraværet ikke skyldes depone- ring, bortfald, fratagelse eller frakendelse af godkendelsen, reduceres kravet til efteruddannelsens omfang på 120 timer, jf. efteruddan- nelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 1. Revisor skal som betingelse for reduktionen kunne dokumentere lovligt forfald. Kravet om 120 timers efteruddannelse reduceres i disse tilfælde med syv timer pr. to måneders fravær fra stillingen, jf. efteruddannelsesbe- kendtgørelsens § 19, stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan fratage revisor godkendelsen, hvis revisor ikke opfylder kravene til efteruddannelse, jf. RL § 8, stk. 2, nr. 2. Hvis revisor alene mangler at gennemføre en mindre del af efteruddannelsen, kan Erhvervsstyrelsen dog fastsætte en frist, inden for hvilken revisor skal opfylde kravene til efteruddannelse, jf. RL § 8, stk. 3, jf. også efteruddannelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 1, hvorefter Erhvervsstyrelsen – hvis revisor ved udgangen af en treårs-periode mangler at gennemføre en mindre del af efteruddannelsen, dog maksimalt 40 timer – efter ansøgning kan meddele dispensation og samtidig fastsætte en frist, inden for hvilken revisor skal gennemføre den manglende efteruddannelse. Hvis revisor ikke opfylder kravet til efteruddannelse inden for en fast- sat frist, kan Erhvervsstyrelsen fratage revisor godkendelsen, jf. efterud- dannelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 4, jf. RL § 8, stk. 2, nr. 2. 4.2. Erhvervsankenævnets kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014-0038310) I Erhvervsankenævnets kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014- 0038310) havde registreret revisor K klaget over, at Erhvervsstyrel- sen havde frataget ham godkendelsen som revisor, jf. RL § 8, stk. 2, nr. 2, idet han ikke opfyldte kravet til efteruddannelse, jf. RL § 4, stk. 1. K manglede ved udgangen af den relevante treårs-periode at gen- nemføre 105 timers efteruddannelse og dermed mere end de i ef- teruddannelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 1 fastsatte maksimale 40 timers efteruddannelse. Det fremgik af en lægeudtalelse, at K havde haft et længevarende sygdomsforløb. Det fremgik imidlertid ikke, hvorvidt og i givet fald i hvilken udstrækning K havde været fraværende fra sin stilling som følge af uarbejdsdygtighed. Erhvervsankenævnet fandt herefter ikke, at der var grundlag for reduktion i kravet til efteruddannelsen i medfør af efteruddannelsesbekendtgørelsens § 19. Herefter – og da K ikke i øvrigt havde oplyst omstændigheder, der kunne føre til et andet resultat – tiltrådte Erhvervsankenævnet, at Erhvervsstyrelsen i medfør af RL § 8, stk. 2, nr. 2 havde frataget ham godkendelsen som revisor. Erhvervsankenævnet stadfæstede derfor Erhvervsstyrelsens afgørelse. Kommentarer til afgørelsen Det er vigtigt at være opmærksom på, at kravet om 120 timers efteruddannelse inden for en periode på tre år, jf. efteruddannelsesbe- kendtgørelsens § 2, stk. 1, skal tages alvorligt, idet Erhvervsstyrelsen ellers kan fratage revisor godkendelsen, jf. RL § 8, stk. 2, nr. 2. Hvis revisor alene mangler at gennemføre en mindre del af efteruddannelsen, har Erhvervsstyrelsen som tidligere nævnt mulighed for at fastsætte en frist, inden for hvilken revisor skal opfylde kravene til efteruddannelse, jf. RL § 8, stk. 3. Dette er dog kun en mulighed, hvis revisor maksimalt mangler at gennemføre 40 timers efteruddannelse,

11. 66 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 22, stk. 1. Hvis revisor mangler at gennemføre mere end 40 timers efteruddannelse, har Erhvervssty- relsens derimod ikke denne mulighed. I den omtalte afgørelse manglede revisor at gennemføre hele 105 timers efteruddannelse. Erhvervsstyrelsen havde derfor ikke mulighed for at fastsætte en frist, inden for hvilken revisor skulle opfylde kravene til efteruddannelse. Erhvervsstyrelsen valgte på denne baggrund at fratage revisor godkendelsen, hvilket Erhvervsankenævnet tiltrådte. Hvis revisor – f.eks. på grund af sygdom – er fraværende fra sin stilling i en periode på to sammenhængende måneder eller derover, reduceres kravet til efteruddannelsens omfang som tidligere nævnt med syv timer pr. to måneders fravær fra stillingen, men revisor skal som betingelse for reduktionen kunne dokumentere lovligt forfald, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 19. I den omtalte afgørelse fremgik det – på trods af en lægeudtalelse om, at K havde haft et længevarende sygdomsforløb – ikke, hvorvidt og i givet fald i hvilken udstrækning K havde været fraværende fra sin stilling som følge af uarbejdsdygtighed. Erhvervsankenævnet fandt herefter ikke, at der var grundlag for reduktion i kravet til efteruddannelsen. 4.3. Erhvervsankenævnets kendelse af 4. juni 2015 (2014- 9320) I Erhvervsankenævnets kendelse af 4. juni 2015 (2014-9320) havde statsautoriseret revisor K klaget over, at Erhvervsstyrelsen havde frataget ham godkendelsen som revisor, jf. RL § 8, stk. 2, nr. 2, idet han ikke opfyldte kravet til efteruddannelse, jf. RL § 4, stk. 1. K havde i en mail til Erhvervsstyrelsen anført, at hans ”syge- og indlæggelsesforløb ” havde betydet et ”væsentligt sygefravær i 2009, 2010 og 2011”. K havde i denne mail desuden anført følgende: ”Fraværet er forekommet før, under og efter indlæggel- serne og har betydet fuld uarbejdsdygtighed. Det samlede fravær i forbindelse med sygdom i de pågældende år har andraget 240 timer pr. år. Da jeg driver en enmandsfor- retning, har jeg måttet målrette min indsats mod mine klienter og serviceret disse, hvilket er gået ud over tid til obligatorisk efteruddannelse. Jeg har dog som tidligere beskrevet holdt mig a jour … via ikke meritgivende kurser … . Jeg har reserveret tid til i efteråret 2014 at gennemføre den resterende efteruddannelsesforpligtigelse for 2012, 2013 og 2014, således at der ikke vil være et efteruddan- nelsesefterslæb for denne periode.” Erhvervsankenævnet lagde efter indholdet af mailen og det under sagen i øvrigt fremkomne til grund, at K ved udgangen af treårs- perioden slet ikke havde gennemført nogen af de i lovgivningen kræ- vede 120 timers efteruddannelse. Den af K anvendte tid på udvikling af eget kvalitetssikringssystem fandtes ikke at kunne anerkendes som obligatorisk efteruddannelse. Erhvervsankenævnet lagde endvidere til grund, at K – uanset i hvilket omfang det fandtes dokumenteret, at han havde haft lovligt forfald i 240 timer årligt som af ham beskrevet – ikke havde haft lovligt forfald i den relevante treårs-periode i et sådant omfang, at der har været grundlag for at meddele ham frist til at gennemføre den manglende efteruddannelse, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 22. Da det af K herudover anførte ikke kunne føre til andet resultat, tiltrådte Erhvervsankenævnet, at Erhvervsstyrelsen i medfør af RL § 8, stk. 2, nr. 2 havde frataget ham godkendelsen som revisor. Erhvervsankenævnet stadfæstede derfor Erhvervsstyrelsens afgørelse. Kommentarer til afgørelsen I Erhvervsankenævnets kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014- 0038310), der blev omtalt i foregående afsnit, manglede revisor at gennemføre 105 timers efteruddannelse. I Erhvervsankenævnets kendelse af 4. juni 2015 (2014-9320) havde revisor ikke gennemført en eneste times efteruddannelse og manglede derfor at gennemføre alle 120 timers efteruddannelse! Erhvervsstyrelsen havde derfor ikke mulighed for at fastsætte en frist, inden for hvilken revisor skulle opfylde kravene til efteruddannelse, idet grænsen som tidligere nævnt går ved 40 timers manglende efteruddannelse. For så vidt angår efteruddannelsens form, fremgår det af efteruddan- nelsesbekendtgørelsen, at: • Revisors deltagelse i en revisionsvirksomheds interne kurser og eks- terne kurser udbudt af en professionel kursusudbyder, herunder se- minarer og konferencer afholdt i nationalt eller internationalt regi, anses for efteruddannelse, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1 • Revisors deltagelse i internt og eksternt fagteknisk udvalgsarbejde anses for efteruddannelse, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1. Det samme gælder deltagelse i arbejdet i Det Finansielle Råd, Revisorkommissionen, Revisornævnet, Revisortilsynet, FSR – danske revisorers fagtekniske udvalg, herunder f.eks. Regnskabs- teknisk Udvalg, Revisionsteknisk Udvalg, Skatteudvalget og Respon- sumudvalget, samt lignende udvalg, jf. efteruddannelsesbekendt- gørelsens § 9, stk. 2.15 I den omtalte afgørelse fandtes den af K anvendte tid på udvikling af eget kvalitetssikringssystem ikke at kunne anerkendes som obligatorisk efteruddannelse. Der var således forudsætningsvis ikke tale om internt fagteknisk udvalgsarbejde i efteruddannelsesbekendtgørelsens for- stand, jf. § 9, stk. 1, hvilket formentlig hænger sammen med, at der var tale om en enkeltmandsvirksomhed. I Erhvervsankenævnets kendelse af 4. juni 2015 (2014-9320) havde revisor ikke gennem- ført en eneste times efteruddannelse og manglede derfor at gennemføre alle 120 timers efteruddannelse! Erhvervsstyrelsen havde derfor ikke mulighed for at fastsætte en frist, inden for hvilken revisor skulle opfylde kravene til efteruddannelse, idet grænsen går ved 40 timers manglende efteruddannelse.

12. 67Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016 Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 Forkortelser efteruddannelses- bekendtgørelsen Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1406 af 11. december 2013 om obligatorisk efteruddannelse af godkendte revisorer efteruddannelsesvejledningen Erhvervsstyrelsens vejledning af 10. september 2009 vedrørende bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse af godkendte revisorer erklæringsbe- kendtgørelsen Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse nr. 385 af 17. april 2013 om godkendte revisorers erklæringer IAASB International Auditing and Assurance Standards Board indsendelsesbe- kendtgørelsen Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse af 8. september 2015 om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed indsendelsesvejledningen Erhvervsstyrelsens vejledning af 5. september 2012 til bekendtgørelsen om indsendelse til og offentlig- gørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed (indsendelses- bekendtgørelsen) ISA International Standard on Auditing (IAASB) / international standard om revision (FSR – danske revisorers Revisionstekniske Udvalg) KL konkursloven, bekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014 af konkursloven med senere ændringer RL revisorloven, lov nr. 468 af 17. juni 2008 om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder med senere ændringer SL selskabsloven, bekendtgørelse nr. 1089 af 14. september 2015 af lov om aktie- og anpartsselskaber ÅRL årsregnskabsloven, bekendtgørelse nr. 1253 af 1. november 2013 af årsregnskabsloven med senere ændringer ÅRL af 2001 årsregnskabsloven af 2001, lov nr. 448 af 8. juni 2001 om erhvervsdrivende virksomheders aflæg- gelse af årsregnskab m.v. med senere ændringer (historisk) Standarder og udtalelser Erhvervsstyrelsen Erklæringsstandard for små virksomheder (udvidet gennemgang af årsregnskaber) (bilag til erklæringsbekendtgørelsen) FSR – danske revisorer Standard om udvidet gennemgang af årsregnskaber, der udarbejdes efter ÅRL Litteratur Bunch, Lars og Ida Rosenberg (2014): Selskabsloven med kommentarer, 2. udgave, København: Karnov Group Seehausen, Jesper (2015a): Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer (1), Revision & Regnskabsvæsen, nr. 6, pp. 28-50 Seehausen, Jesper (2015b): Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer (2), Revision & Regnskabsvæsen, nr. 7, pp. 24-38 Seehausen, Jesper (2016): Fritagelse for afgifter som følge af for sent indsendt årsrapport – afgørelser fra Erhvervsankenævnet, Revision & Regnskabsvæsen, nr. 1, pp. 50-69 Worsøe, Emil Bach (2016): Fritagelse for afgifter som følge af for sent indsendt årsrapport – Erhvervsstyrelsens praksis, Revision & Regn- skabsvæsen, nr. 1, pp. 70-74 Noter 1 Artiklen er udtryk for forfatterens personlige holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for holdningerne i FSR – danske revisorers selskabsretsgruppe. 2 Seehausen (2015a, afsnit 2, pp. 29 og 30). 3 Der er tale om følgende afgørelser: (1) Erhvervsankenævnets kendelse af 11. februar 2015 (j.nr. 2014-0037883), (2) Erhvervsankenævnets kendelse af 20. februar 2015 (j.nr. 2014-0038232) og (3) Erhvervsankenævnets kendelse af 24. september 2015 (j.nr. 2015-1982). 4 Bemærkningerne til lovforslag nr. L 138 af 10. januar 2001 til ÅRL af 2001 ad § 138. 5 Indsendelsesvejledningen relaterer sig til den tidligere indsendelsesbekendtgø- relse. Erhvervsstyrelsen har (endnu) ikke udsendt en vejledning til den nugæl- dende indsendelsesbekendtgørelse. 6 Det fremgår af SL § 9, stk. 1, at registreringspligtige oplysninger skal være optaget i Erhvervsstyrelsens it-system senest to uger efter den retsstiftende beslutning, medmindre andet er bestemt. Hvis anmelderen ikke selv foreslår registreringen i Erhvervsstyrelsens it-system, skal anmeldelsen være modtaget i Erhvervsstyrelsen senest to uger efter, at den retsstiftende beslutning er truffet. 7 Afgiften beregnes fra udløbet af den oprindelige frist for indberetning af årsrap-

13. 68 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2016Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer – 2015 porten, jf. ÅRL § 151, stk. 2. Afgiften udgør mellem 500 kr. og 3.000 kr. pr. ledelsesmedlem, jf. ÅRL § 151, stk. 3. 8 Det fritager ikke i sig selv et ledelsesmedlem for ansvar, at det ansvarspådra- gende forhold er begået af virksomhedens ansatte, rådgivere eller lignende. 9 Bemærkningerne til lovforslag nr. L 170 af 25. marts 2009 til SL ad § 16. 10 Bunch og Rosenberg (2014, pp. 122-124). 11 Det er ikke årsrapporten, men årsregnskabet, der revideres. 12 Bemærkningerne til lovforslag nr. L 190 af 26. marts 2010) om ændring af ÅRL og SL ad § 1, nr. 3. 13 Det er ikke årsrapporten, men årsregnskabet, der skal give et retvisende billede. 14 Der kan desuden henvises til efteruddannelsesvejledningen. 15 Efteruddannelsesbekendtgørelsens § 10 omhandler undervisnings- og foredrags- virksomhed samt hverv som eksaminator og censor. Efteruddannelsesbekendt- gørelsens § 11 omhandler forfattervirksomhed. Disse bestemmelser omtales ikke nærmere.

Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer - 2015

Vous êtes en train de lire un aperçu.

Consultez-les par la suite

Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer - 2015

Plus De Contenu Connexe

Diaporamas pour vous (20)

Similaire à Afgørelser fra Erhvervsankenævnet af relevans for revisorer - 2015 (20)

Plus par Jesper Seehausen (13)

Plus récents (20)