1. C-træning
1 introduktion
2 byttedrift
3 forsvarsdrift
4 lydighed
5 hundetyper
Karakteristika ved bytte- og forsvarsdrift for hund og figurant
Byttedrift Forsvarsdrift
Hund Bid Fuldt/dybt/midt Yderligt(ærme og mund)
Hale Høj - evt. logrende Lav – stille
Tænder Vises ikke Vises evt.
Knurren/Børster Nej Måske
Ører Op Ned – evt.
Halsgivning Høj tone (tiggende) Lav tone (truende)
Øjne (fokus) Ærme/pølse/skind Figurant
Modenhed (5 uger) træning: straks (6 mdr.) træning: > 12 mdr.
Varighed Begrænset Ubegrænset
Belastning Lav – ”afslapning” Meget høj - anstrengende
Socialorientering Flok - førbar Alene – intensitet
Trænes selv Ja (”leg”) – trænbar Nej (”alvor”) – DNA
Figurant Bevægelse Bevægelser væk zigzag Bevægelser mod hunden
Krop Kryb sammen Oprejst evt. over hunden
Krop Siden/ryggen til Frontal evt. armene ud
Øjne Se væk Øjenkontakt, stirrende
Øvrigt Byttetrussel - forsigtig Stok og pisk

2. 1 Introduktion
Formål med C-træningen: At give hunden lov til at arbejde med de drifter, den er avlet til at have og
derigennem forbedre hundens livskvalitet, samarbejde med føreren og selvtillid. Desuden er der nogle
hundeførere, som gerne vil have en BHP med deres hund.
Mere formelt kan det siges, at formålet med C-træningen er at udvikle hundens drifter og bringe dem
i balance (se nedenfor).
Baggrund for C-træningen: Hunden arbejder under C-træningens kamphandlinger i enten byttedrift,
eller i forsvarsdrift.
Hunden kan kun arbejde i en drift af gangen, men den kan skifte mellem drifterne nærmest øjeblikke-
ligt. I byttedrift er hunden jægeren, mens den i forsvarsdrift føler sig som den jagede. Karakteristika
ved de to driftsformer er nævnt i skemaet på forsiden.
Ofte omtales også hundens aggressionsdrift og kampdrift, men førstnævnte kan opfattes som en del af
forsvarsdriften, og sidstnævnte, hvor hunden spontant søger figuranten for kamp, som en kombination
af bytte- og forsvarsdrift. Flugt kan ligeledes opfattes som udtryk for forsvarsdriften. I det følgende
anvendes derfor kun begreberne bytte- og forsvarsdrift.
Under C-træningen findes også lydighedsmomenter, og i disse momenter er det hundens flokinstinkt
(”socialdrift”), som er dominerende. Her skal hundens opmærksomhed være rettet mod føreren.
Normalt begyndes C-træningen af en hund i byttedrift, hvor hunden er tryg og – ikke mindst - førbar.
Senere, når hunden har begreberne på plads og udviser fornuftig lydighed i C-træningen, tilføres in-
tensitet til træningen ved at udnytte og udvikle hundens forsvarsdrift.
I C-træningens første fase (ca. hundens første år) arbejdes stort set kun med hundens byttedrift, og
træningen har to formål: at udvikle hundens bideteknik (opnå et fast, dybt og roligt bid) samt at etab-
lere en ”stemning”, som hunden kan lide at arbejde i. Når hunden senere arbejder i forsvarsdrift, er
det anderledes belastende for hunden. Det er derfor vigtigt, at hunden lærer at ”slappe af” i byttedrift.
Figuranten lader hunden arbejde mere og mere for sagen (mere kamp og i større afstand fra hundefø-
rer), før den får lov til at vinde byttet.
I anden fase af C-træningen arbejdes med begge hundens drifter for at få disse udviklet og i balance,
således at hunden arbejder såvel intensivt (via forsvarsdriften), som kontrolleret og med et godt bid
(via byttedriften). Når hunden føler sig presset og arbejder i forsvarsdrift, skal figuranten være meget
opmærksom på hundens signaler. I denne fase kræves stadig ikke lydighed af hunden, som kontrolle-
res ved at hundeføreren fysisk (uden kommandoer) flytter den via line og halsbånd (lydighed kan i
denne fase sænke hundens driftsniveau – senere har det ofte den modsatte effekt.).
I tredje og sidste fase af C-træningen forlanges af hunden, at den er i stand til at kontrollere sig selv
gennem lydighed. Det overordnede og svære tekniske mål er altså: optimalt bid, selv under lydighed.
Lidt enkelt kan udviklingen i C-træningen formuleres: først byttedrift, dernæst forsvarsdrift, og ende-
lig lydighed (socialdrift/flokinstinkt). Disse 3 emner er derfor overskrifterne for de 3 næste afsnit. Det
er afgørende at indrette træningen efter hundens karakter, som nævnt kort i afsnit 5 om hundetyper.
Praksis for C-træningen: Før hunden bringes på banen, aftaler føreren og figuranten forløbet (eller i
det mindste indledningen) af træningen. I alle faser slutter C-træningen ved, at hunden vinder byttet
og forlader banen, bærende på byttet (helt ud til bilen), i god tid før den er blevet træt af legen.

3. 2 Byttedrift
Stimulering af byttedrift. Føreren kan selv stimulere hundens byttedrift ved f.eks. leg med bold.
Figurantens første opgave med en ny hund at få et skind, bundet til en snor, til at blive levende, såle-
des at hvalpens byttedrift stimuleres, og den forsøger at få fat i skindet. Derefter er det ideelt hunden,
som skal diktere skindets/figurantens bevægelser (via f.eks. halsgivning). Figuranten skal være aktiv
uden at være hektisk. Figuranten skal holde afstand til hunden, og må kun bevæge sig lidt – det er
skindet, det drejer sig om. Han må på ingen måde være truende – det er skindet, der skal være byttet.
Efter at hunden har fået fat i skindet, roser føreren hunden, - dog ikke alt for overstrømmende eller
hektisk, da hunden skal være rolig i denne fase, og den må ikke begynde at tygge i byttet. Føreren kan
lade hunden løbe rundt om sig i linen mens den bærer byttet. I bærefasen aftager driften.
Hunden får derefter lov til at stå stille og bære byttet i munden og derefter fortsættes med at løbe en
omgang mere før slip. Evt. kan hunden gives fri til ny kamp med figuranten uden at slipkommandoen
gives. Det sidste er specielt vigtig i indlæring for at undgå førerkonflikt og tilhørende stress/tyggeri.
Det er afgørende her som senere i C-træningen, at hunden vender tilbage til føreren med byttet, såle-
des at C-træningen bliver en fælles aktivitet for fører + hund.
Kamp om byttet. Når hunden har byttet i munden kan figuranten kalde på hunden, som i byttedrift
tillidsfuldt skal komme hen til figuranten, være stolt af byttet (holde halen højt) og evt. provokere
figuranten til at forsøge tage byttet, som hunden hurtigt skal vinde igen. Figurantens rolle er på dette
tidspunkt at være legekammerat for hunden – hunden skal føle sig tryg i denne fase af C-træningen.
Der er en snor i skindet, så figuranten kan ”slås” med hunden om byttet i fornuftig afstand og snuppe
det, hvis hunden ikke holder godt fast. Når hunden løber med byttet kan den ikke tygge i det – hold
evt. hunden i gang ved små nøk i linen. Hunden må ikke få byttet igen, hvis den først har smidt det.
Føreren hjælper hunden i kampfasen ved at holde linen spændt, når hunden har bid, hvilket også for-
hindrer tyggeri.
Her og i det følgende: hunden skal (provokeres til at) kæmpe for byttet og vinder først ved kamp!
Bærefasen hos føreren. Føreren kalder hunden tæt til sig og står stille og roser hunden roligt – brug
kun én hånd til at stryge hunden - senere evt. med hånden under hundens kæbe for at undgå tyggen
(hold hånden åben – lad være med at klemme hundens kæbe, og husk at rose hunden roligt – hvis
hunden alligevel tygger, siger føreren meget roligt nej og dasker evt. hunden let forstyrrende på ho-
vedet).
Ny kamp/bytteforsvar. Når hunden holder skindet løst i munden - eller når hunden har spyttet skin-
det ud (uden slip-kommando i starten), og det ligger på jorden - kan figuranten række forsigtigt ud
efter det. Herved er det primært hundens byttedrift som stimuleres, men hunde med relativt gode for-
svarsdrifter reagerer ofte kraftigere på denne øvelse end på den første del af legen, hvor det udeluk-
kende er byttedriften, som stimuleres af det ”flygtende” skind. I denne situation bør hunden for at
opbygge selvtilliden af og til have lov til at skræmme figuranten væk og snuppe byttet fra jorden.
Ellers bør hunden, som nævnt, ikke have lov til at snuppe byttet fra jorden, efter at have smidt det.
Flugtbid. Herefter følger bid, hvor figuranten fjerner byttet fra hunden, så den skal løbe efter/springe
for at snuppe det.

4. Byttet fjernes længere og længere fra føreren, og byttet løftes højere og højere. Hvalpe og unghunde
er ofte mere frygtløse i deres iver for byttet, hvilket kan udnyttes her. Tag hensyn til hundens hofter.
Senere fastholdes byttet mens hunden svinges rundt efter at have taget biddet. Dette gøres dels for at
forbedre biddet, og dels for at forberede hunden til modprøven.
Halsgivning. Der er stor forskel på, hvor villige hundene er til at påbegynde halsgivning. Til at starte
med belønnes hunden ved at få bid, når den giver hals (eller blot giver et lille piv). Senere kræves
længerevarende halsgivning, før der gives bid – evt. rykker føreren blot fremad mod figuranten, hver
gang hunden giver hals for på denne måde at belønne hunden, før den gives fri til bid.
Nogle hunde skal have bid først for at fremme halsgivning, andre halser af frustration og skal ikke
have bid først. Figuranten kan gemme sig i skjulet og forsøge at agere ”mystisk” og vente på at hun-
den giver hals. Figuranten kan gemme byttet bag sig – ligeledes for at få hunden til at ”bede” om det
ved halsgivning (i byttedrift). Større afstand til figuranten virker bedst for nogle hunde.
Bidet styrkes I. Herefter lægges mere og mere pres på hunden, før den får lov at vinde og beholde
byttet – snoren i skindet holdes stramt, så hunden taber skindet, hvis den tygger eller holder for løst,
mens føreren trækker kontra i linen.
Bidepølse. Når hunden er stor nok til en bidepølse udskiftes skindet – samme principper som oven-
for, men pølsen kan gøres vanskeligere at få fat på (der skal igen arbejdes mere for sagen), hunden
skal springe højere (pas stadig på hundens hofter), og figuranten kæmper mere med hunden.
Ærme. Principielt er der ingen forskel fra skind og pølse, men hundens tandsæt skal jo have en vis
størrelse for at kunne håndtere ærmet. Det er dog almindeligt, at skiftet i bytteobjekt har stor betyd-
ning for hunden. Hundens bid bør også være i orden, da det er meget vanskeligere at træne biddets
kvalitet i et ærme. Yderligere bør hundens selvtillid også være på plads, da hunden nu skal arbejde
tættere på figuranten, hvilket ofte belaster voksne hunde meget mere end bidepølsen og skindet
Hunden belønnes for et godt bid, ved at figuranten slipper ærmet. Hvis biddet ikke er godt kæmpes:
Figuranten vender siden til og flygter væk med hunden i ærmet efter sig – hvis hunden slipper sit bid,
tilbyder figuranten straks nyt bid, som hunden omgående vinder.
Hundens kamp for byttet: Specielt byttedriftstærke hunde og/eller usikre hunde har let til kamp om
ærmet – byttedriftsvage og sikre hunde gider ikke! Når hunden rusker ærmet, skal hunden omgående
belønnes, ved at ærmet slippes eller bliver slapt og dødt, idet hunden ellers let bliver usikker og som
konsekvens heraf begynder at tygge i ærmet. Dog bør rusken næppe belønnes i længden, specielt hvis
biddet samtidig er svagt. Tyggeri, efter hunden har vundet ærmet og smidt det, forhindres ved at hol-
de i linen/halsbåndet, så hunden ikke kan nå ærmet. Tyggeri er stress og spild af hundens kræfter.
Biddet styrkes II. Et godt bid kan kun opnås i byttedrift. Et svagt bid skyldes normalt manglende
selvtillid med deraf følgende driftskonflikt forsvar/bytte.
F. eks kan hunden bide i kanten af ærmet/pølsen af frygt for figuranten. Hundens bekymring for figu-
ranten betyder, at hunden ofte vil bide bedst, når byttet bevæges lige før/mens der bides, og den vil
efterfølgende tygge/knurre i biddet. Check hundens bid i pølse/skind. Figuranten skal dæmpe sig.
Alternativt (og ofte!) kan hunden være i konflikt med føreren. Føreren bør dysse sig lidt ned.
Grundlæggende bør hunden arbejde for sit bid, og den lærer intet af at blive ”fodret” med ærmet.

5. 3 Forsvarsdrift
Ved arbejdet med forsvarsdriften opbygges driftsenergier, som udtømmes gennem bid i byttedrift.
Dette forbedrer kvaliteten af biddet og giver mere intensitet i hundens C-arbejde, som ellers kan blive
lidt for ”lallende” for hunden. Træningen påbegyndes når hundens forsvarsdrifter er fuldt udviklede
på et eller andet tidspunkt mellem 1 og 3-års alderen.
Figuranten bør gøre hunden usikker eller mistænksom over for situationen – ikke bange. I første om-
gang belønner figuranten hundens forsvarsdrift ved at trække sig eller give bid. Figuranten skifter dog
i starten i alle tilfælde meget hurtigt tilbage til byttedrift efter ganske kort at have lagt passende pres
på hunden, således at hunden omgående belønnes for at ”svare igen”. Enkelte træningsgange køres
stadig udelukkende i byttedrift.
Forsvar Figuranten truer frontalt fra 10-15 meters afstand hunden. Derefter fortsætter figuranten ind
mod hunden med byttebevægelser, zig-zag, siden til, ærmet svinges osv., hvorefter biddet gives, mens
hunden er i byttedrift. I det videre forløb går figuranten tættere og tættere på hunden, før der skiftes til
byttedrift.
Alternativt kan føreren holde hunden i linen, men figuranten hetzer/provokerer hunden vha. snydebid
- figuranten trækker sig derefter nogle få meter tilbage for hurtigt derefter at lave et ”angreb” på hun-
den, som hurtigt belønnes med bid, før hunden når at tænke over sagen.
Hvordan en hunds forsvarsdrift trænes, er mere individuelt end træningen af byttedriften. Der er in-
gen enkel ”opskrift”. Figuranten skal kunne ”læse” hunden hurtigt og præcist, og denne del af trænin-
gen kræver derfor en god og erfaren figurant.
Rondering/standhals startes i det fri, og hunden starter oftest i byttedrift. Hunden bør her kende for-
skel på passiv og aktiv figurant. Figuranten kan først gå ind til hunden, mens hunden giver hals, i ste-
det for at lade hunden komme helt ind med tilhørende risiko for at hunden snupper et bid. Derefter
fires hunden ind til figuranten, som giver bid, når hunden sætter sig kontrolleret og giver hals. Når
hunden skifter fra byttedrift til forsvarsdrift, bliver halsgivningen dybere og mere ”alvorlig”.
Senere skal figuranten få hunden til at skifte til forsvar i ronderingen ved at være mere truende.
Hunden holdes nu længere og længere i forsvar før figuranten giver bid. Føreren bør holde sig væk.
Hunden bør af og til få bid i skjulet for at bevare hundens usikkerhed på, hvad der skal ske, og holde
driften oppe.
Stokken: I forbindelse med forsvarsdriften anvender figuranten stok, som dog mest udgør en psykisk
trussel mod hunden. Hunden vænnes først til tilstedeværelse af stokken i figurantens hånd, derefter
stryges hunden med stokken, derefter linen, slag på linen, og endelig kan hunden gives nogle små
dask – ved første reelle svage slag slippes ærmet samtidig.
Pisken: Fremmer forsvarsdriften, og bør derfor først anvendes, når byttedriften er fuldt udviklet.
Trængningen: Først løbes med hunden uden slag, og figuranten kan stryge hunden over ryggen for
at forberede den til stokkeslagene. Hunden skal være vænnet til stokken, før trængningen påbegyndes
(figuranten bør medbringe den i god tid, inden den bliver brugt til slag).
Modprøven: Indledningsvist bør figuranten altid stoppe sit løb mod hunden og vende sig for at løbe
væk fra hunden, da hunden ellers begynder at sætte farten ned før bid. Senere bør figuranten stadig
oftest løbe bort (medfører byttedrift) for at holde hundens hastighed i modprøven så høj som muligt.

6. 4 Lydighed
Hundens forhold til føreren. I C-træning er enhver korrektion problematisk, da hunden skal føle sig
støttet af føreren. I C-træning er der én belønning: bid. Det er derfor bedst at straffe ved at undlade at
belønne med bid, figuranten smider ærmet, og føreren forholder sig roligt. Hvis hunden ikke er tryg
ved føreren, er C-træningen i bedste fald ineffektiv.
Kommandoer: Brug én kommando. Råb ikke (det signalerer svaghed/uligevægt).
Stress Af fysiologiske årsager dæmpes hundens lydighed i stressede situationer. Derfor er lydighed
vanskelig, når hunden er i forsvarsdrift. Lydighed i B-træningen er grundlæggende forskellig fra ly-
dighed i C-træningen, hvor hunden måske slet ikke er i stand til at høre, fordi den er distraheret af
figuranten. Hunden bør naturligvis ikke straffes, hvis den i virkeligheden ikke er ulydig!
Rondering hvor hunden løber fra skjul til skjul, er en lydighedsøvelse, hvor hundens usikkerhed på,
hvor figuranten befinder sig, skal holdes i live ved at variere figurantens placering og ved at bruge
flere figuranter. Indlæringen kan startes ved at have et stykke legetøj liggende i skjulet
Bevogtningen er også en øvelse i lydighed, da hunden ikke bør bide i ærmet.
Slip er en lydighedsøvelse, og den indlæres bedst som en kontant kommando hjemme!
Når hunden skal slippe byttet hos føreren, kan hunden løftes i selen/halsbåndet, og efter et par sekun-
der gives slipkommandoen. Evt. kan hunden gives ”plads”-kommando, og der gås lydighed med byt-
tet i munden for at dæmpe byttedriften. Før slip kan det være fornuftigt at lade hunden løbe nogle
omgange med ærmet for at komme ned i drift. Slipkommandoen bør langtfra gives hver gang, hunden
kommer over og præsenterer ærmet.
Hvis hunden ikke slipper, er årsagen i næsten alle tilfælde ganske enkelt ulydighed. Årsagen til uly-
dighed ved slip er kun sjældent stor kampdrift. Ulydigheden kan blive forstærket af usikkerhed over
for den efterfølgende situation, hvor hunden har sluppet ærmet.
Bid for lydighed. Hunden dækkes af med passiv figurant et par meter væk. Når hunden er i ro, flyg-
ter figuranten og hunden får bid som belønning. Derefter udvides øvelsen ved at figuranten går rundt
om hunden, som skal blive liggende roligt. Med figuranten stadig passiv kommanderer føreren ”sit”,
”dæk”, ”sit” osv., og hunden gives derefter bid på førerens kommando ”tag manden”. Endelig gås
lydighed med hunden, og den belønnes (”tag manden”), når den går pænt og kigger på føreren.
5 Hundetyper
For at C-træningen skal give mening, skal det vurderes, hvilken type hund, man arbejder med. De
fleste hunde starter i byttedrift, men nogle hunde primært kører forsvarsdrift. Princippet er her, at
hunden køres op i den stærke drift, mens den får bid i den svagere drift for at styrke sidstnævnte.
Desuden er der stor forskel på, hvor belastbare hundene er. Robuste og nervefaste hunde bør holdes i
usikkerhed om, hvad der sker til træningen, og der bør hurtigt sættes lydighed på, så de ikke kommer
uden for pædagogisk rækkevidde (lydigheden vil frustrere dem og give rigtig gode bid), mens usikre
hunde bør trænes i mere fast program med mindre fokus på lydigheden.
Endelig er forholdet til hundeføreren af stor betydning. Mange hunde er tydeligvis mere belastede af
føreren, end de er af figuranten, hvilket naturligvis får indvirkning på C-træningens forløb.