Ryslinge bogen 2013

Titel/forfatter

sidetal Titel/forfatter

sidetal

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
Torben Vind Rasmussen, forstander

Stemningsrapport . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35
Asta Jønsson, elev

Fra velfærdsstat til konkurrencestat. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
Ove Kaj Pedersen, professor CBS

Teater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36
Jane Kring, lærer

Afgangstale 2013 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Årets gang på Højskolen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39
Tyge Mortensen, højskoleforstander

Dit eventyr begynder her . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21
Michael Nielsen, valgmenighedspræst

Blik på 2013 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Højskole – når det er fællesskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
Erik Kjærsgaard, forretningsfører

Elevforeningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51
Hannah Oxenvad Svarrer

Den signede dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26
Janne Wind, sanger, korleder og komponist

Bestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
Ansatte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

De kreative og innovative unge glemmes. . . . . . . . . . . . 31
Stine Caspersen, master i naturfagsundervisning og

Ryslingebogen 2013
Redaktion: Lisbeth Keller og Torben Vind Rasmussen
Design og tryk: www.svendborgtryk.dk
Billeder: Emil Wibe, Thomas Thomsen, Luna Lopez

Jubilarer og vigtige datoer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58

af Torben Vind Rasmussen

Kære læser!
I Foredragssalen på Ryslinge Høj- og Efterskole er den velkendte frise af Niels Lindberg, som vi dagligt nyder synet af
og inspirationen fra. Hvad færre nok lægger mærke til, er
billedet af det danske rigsvåben, som ofte er gemt væk bag
tavlen. Rigsvåbnet indeholder som bekendt tre løver og ni
hjerter. I Ryslinge har Niels Lindberg malet 10 hjerter i rigsvåbnet. Hvad grunden er, kan vi kun gisne om. Selv i Ryslinge
Bogen for 1938, hvor friskomaleriet for første gang omtales,
hører vi ikke, hvad Niels Lindberg egentligt tænkte, da han
malede det sidste hjerte på væggen. Helt tilbage i middelalderen havde man hjerter eller søblade i rigsvåbnet. Antallet af hjerter har vekslet op igennem historien, indtil våbenblev vedtaget ved lov og indskrevet i Danske Lovtidende.
Vi har hermed lovens ord for, at vores våbenskjold er forkert
- eller vi kan se det sidste hjerte som en lune fra malerens side.
Jeg vælger det sidste…
Det sidste hjerte skal sikre, at vi til alle tider har lidt mere
hjertevarme, end der er i Danmark generelt. Det er ikke nok,
at vi, der står med ryggen til endevæggen, ved det. Det skal
alle de, der sidder med front mod taleren kunne mærke, når
de er i Foredragssalen. Hjertet står som en evig forpligtelse
til os som formidlere på Ryslinge Høj- og Efterskole. På den
måde bliver det lille hjerte det vigtigste hjerte i hele maleriet.
I Ryslinge Bogen har vi her i 2013 forsøgt at gengive glimt af
året, der er gået.

Professor Ove Kaj Pedersen giver sit bud på overgangen fra
velfærdsstat til konkurrencestat. Artiklen er inspireret af
bogen ”Konkurrencestaten”, som han udgav i 2011, og som
er et vigtigt indspark til forståelsen af den tid, vi lever i. BeBjarne Corydon refererer til begrebet konkurrencestat og
derfor gør det til en norm for fremtidens politik.
Tyge Mortensen causerer over højskolens tid, udfordringer
og muligheder. Som samfundet står i et paradigmeskift, kan
den klassiske højskoletanke også gøre det. Skolens musikog sanglærer Janne Wind har skrevet nye melodier til nogle
af Grundtvigs og Ingemanns sange. Vi har optrykt ”Den signede dag” her i bladet. Janne vil gerne have de unge til at
synge nogle af de gamle igen, hvilket hun har forsøgt ved at
give melodierne mere rytme. Hele værket vil kunne købes i
2014. Jannes melodi er ikke den eneste nye i dette år. Valgmenighedspræst Michael Nielsen skrev i 2009 en tekst til
efterskolens opstart, og nu har Jesper Vognsgaard sat melodi

Skolens elevforening, som er den ældste i landet, har gennemgået nogle vedtægtsændringer, hvilket Hannah skriver
mere om. Derudover er bladet krydret med fortællinger fra
elever, lærere og ledelsen. Billeder er taget af elever og lærere
og skulle gerne være med til at skabe en stemning af liv og
højt aktivitetsniveau.

Hvert år afvikler efterskoleeleverne adskillige messer, hvor de bygger miljøer
op, der skal stimulere deres ideer, drømme og planer. Billederne er fra efterårets jobmesse, hvor forældre og venner mødte en idrætshal fyldt med karrieredrømme og fremtidsplaner

af professor Ove K. Pedersen
Før skulle staten beskytte, nu skal den optimeres - for moderne
stater skal optimere deres institutioner og menneskemateriale
i den globale slåskamp mod de andre nationer. Hvor der tidligere var et nationalt fokus på at opbygge velfærdsstater i
mange lande - især europæiske - og give borgerne de bedst
mulige vilkår og serviceleverancer, så er det i dag i stedet
konkurrence, der sætter dagsorden på tværs af de vestlige
lande, inklusive USA. Fra sikkerhedspolitik og transnational
handelspolitik til beskæftigelsespolitik og uddannelsespolitik, bliver målsætninger for politik nu ændret; målet
om at kunne klare sig i den internationale konkurrence er
blevet dominerende.
Udviklingen i de sidste 25 år er historisk. Der er sket en
forandring i de moderne stater, deres opgaver, organisation
og ledelse. Konkurrencestaten er på vej til at transformere
velfærdsstaten. I konkurrencestaten indgår alle lande i
en bestandig, international konkurrence på kompetencer,
viden og udvikling. Velfærdsstaten træder som konsekvens
i baggrunden og bliver et sekundært mål, der kun kan nås,
hvis nationen klarer sig som konkurrencestat. I regeringens
2020 plan fra februar 2011 handler alle målsætninger om, at
Danmark skal benchmarke med alverdens andre nationer i
konkurrencen om, hvem der kan fremvise den mest attraktive økonomi og det mest attraktive arbejdsmarked.

Skolen har således vundet 19.000 fra Toyota og 10.000 i førstepræmie fra Young Enterprise

have de mest innovative virksomheder, det mest fleksible
arbejdsmarked og den mest effektive stat. Der er tale om en
forskydning fra velfærdsstat til konkurrencestat, hvor den
sidste forstås som en kamporganisation med det formål
at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med
andre stater, hvorimod velfærdsstaten er en beskyttende
organisation sat i verden for at kompensere befolkningen
for den internationale konkurrences negative konsekvenser.

Konkurrencestaten tilstræber, at alle samfundets ressourcer bliver udnyttet så effektivt som muligt. Af samme
grund drives staten nu mere som en koncern, hvor optimering af organisationen, produktionsprocesserne og arbejdskraften er i fokus. Efter 2. verdenskrig blev staten pålagt tre
forskellige opgaver: (1) at beskytte den hjemlige økonomi
mod uønsket konkurrence (f.eks. ved toldskranker og
tekniske handelshindringer), og at genoprette økonomien,
hvis virksomhederne tabte konkurrencedygtighed (f.eks.
gennem devalueringer); (2) at kompensere virksomheder
og arbejdskraft mod konsekvenser af ønsket konkurrence
(f.eks. ved hjælp af subsidier i tilfælde af at en branche tabte
teknologisk konkurrence eller arbejdsløshedsdagpenge
i tilfælde af arbejdsløshed); og (3) at skabe lighed eller

»Danmark skal være blandt de ti rigeste i verden,« står
der som det første punkt i udspillet fra den liberale-konservative regering. »Mindst ét dansk universitet skal ligge
i Europas topti,« lyder et andet. Listen er ti punkter lang
med lignende målsætninger og er sigende i forhold til at
beskrive de ændrede målsætninger, der er opstået efter
kommunismens sammenbrud og globaliseringens igangsættelse. Konkurrencen om at være de mest lighedsorienterede og mest åbne samfund er afløst af konkurrencen om at

Med den historiske bevægelse skifter statens opgaver, men
også dens organisation og dens ledelse.

udligne forskelle (f.eks. ved regionaludvikling i tilfælde af
at der opstod udkantsområder eller indkomstudligning til
at afbøde forskelle i indkomst og formue gennem et progressivt skattesystem). Alle tre opgaver karakteriserede
de fleste velfærdsstater, ikke bare i Danmark, men også i
Europa, dog mindre i USA, hvor indkomstudligning aldrig
fik samme omfang som i Europa.
På alle områder sker der nu ændringer. I stedet for at
beskytte skal staten nu mobilisere den nationale økonomis
ressourcer. Alle beskyttelsesmidler er i princippet forsvundet
med det indre marked og fast krone politikken siden 1982.
I stedet for at kompensere skal staten nu forebygge, altså
undgå at arbejdskraften bliver syg, således den ikke kan
arbejde, eller mangler kompetencer, således den ikke efterspørges af virksomheder. Og i stedet for at skabe lighed skal
staten nu skabe så stort et udbud af kapital som muligt,
således at virksomhederne altid kan låne billig kapital til
investeringer, og også skabe et så stort udbud af arbejdskraft som muligt, således at prisen på arbejde ikke skrues op
på grund af flaskehalse. På den måde er konkurrencestaten
karakteriseret ved at mobilisere landets ressourcer med det
formål at skabe de bedst mulige rammebetingelser for virksomhedernes internationale konkurrenceevne. Den er også
karakteriseret ved at skabe det bedste miks af institutionelle rammer. Virksomhederne skal have adgang til kompetent arbejdskraft, hvorfor uddannelsessystemet gennemgår
institutionelle reformer. Skattestrukturen skal være skruet
sådan sammen, at den skaber de flest mulige incitamenter
til at arbejde, hvorfor der gennemføres ændringer i skattestrukturen. Arbejdskraften skal tilskyndes til at arbejde,
hvorfor der gennemføres ændringer i efterløn, pension og
i dagpengesystemer. Videre skal der være nogle miljømæssige krav, som presser virksomhederne til at forny deres
teknologier og produkter. Desuden skal der være bymiljøer,
som tiltrækker højtuddannet arbejdskraft, og som skaber
lette adgange til verdens handelsruter og trafikårer. Og
meget mere.

Af samme grund er statens organisering kommet i fokus.
Tidligere skulle staten organiseres, så den var demokratisk;
opgaver skulle decentraliseres til selvstyrende kommuner;
borgeren skulle have indsigt og indflydelse på de konkrete
beslutninger; de kollektive organisationer skulle deltage i
forberedelse af lovgivningen og også i implementeringen af
det meste af lovgivningen, der havde med arbejdsmarked og
velfærdsstat at gøre. Alle offentlige afgørelser skulle underlægges domstolskontrol, og fordelingen af velfærdsydelser
skulle kunne rekurreres til domstolslignende nævn og råd.
Nu skal den organiseres, så konkurrencestatens opgaver
løses så effektivt som muligt, dvs. at der produceres mest
mulige ydelser og goder med anvendelse af de færrest mulige
ressourcer, herunder især arbejdstimer. Af samme grund
er den offentlige sektor kommet under økonomistyring;
alle aktiviteter måles i kroner og kontrolleres i forhold til
måltal og resultatkrav. Fra struktur- og opgavereformen over
kvalitetsreformen til genopretningspakken, og videre igen til
trepartsaftaler og meget mere har linjen været, at der skal produceres mere og bedre til en billigere stykpris. Hvor der før
var kommunalt selvstyre, er der nu centralt udpegede rammer for budget og regnskaber; og hvor der tidligere var skøn
under regel, er der nu kommet skræddersyede afgørelser,
alle rettet mod matchgrupper for at gøre dem mere egnede,
mere villige til at arbejde. Før talte vi om den offentlige
forvaltning, om hvordan den enkelte havde rettigheder og
skulle beskyttes mod vilkårlig magtudøvelse. Nu taler vi om
den offentlige sektor, om hvordan den enkelte har pligt til
at arbejde og hvordan der bruges færrest mulige ressourcer
til at frembringe flest mulige konkurrencefordele for virksomhederne. I bedste fald anskues den offentlige sektor som
en forudsætning for at virksomhederne kan konkurrere, og
i værste fald som en omkostningsbyrde for den del af den
private sektor, der er udsat for global konkurrence. Parolen
er denne: at hvis den økonomiske vækst skal sikres, skal den
offentlige sektor effektiviseres.

Med ændringer i statens organisering er ledelse blevet et
vigtigt redskab til sikring af produktivitet og effektiviseringer. Den enkelte driftsinstitution – skolen, plejehjemmet, hospitalet – har fået en vis selvstændighed, den er
blevet selvforvaltende. Samtidig har dens ledelse fået et
ledelsesrum og et ledelsesansvar. Inden for rummet skal
driftsledelse sikre høj produktivitet og stigende effektivitet.
Inden for ledelsesansvaret skal ledelsen ansætte den nødvendige arbejdskraft med de tilstrækkelige kompetencer til
at levere, hvad rammer og resultater kræver. På den måde
er den offentlige organisation blevet et nyt univers, hvor de
faglige medarbejdere – de fagprofessionelle – er lagt under
ledelse, sædvanligvis kaldet DJØF-icering - forstået sådan,
at faglige medarbejdere lægges under økonomers ledelse.
Hvor læger og pædagoger, sygeplejersker og alle de andre
professionelle tidligere havde en faglig autonomi til selv at
fastlægge, hvad der var kvalitet og også hvor mange ressourcer, der skulle anvendes for at yde en professionel indsats, er det nu driftsledelsen, der har ansvar for, at stykpris
og kvalitet er afvejet, og at den samlede produktivitet er så
høj som mulig. Den faglige autonomi er blevet begrænset,
meget endda og de faglige kvalitetsnormer er lagt under
økonomiske rammer og resultatmål. Der er sket det samme
med den faglige autonomi som med det kommunale selvstyre – den er kommet under økonomistyring. Der er også
sket det samme med den offentlige organisation som med
de faglige medarbejdere – de er kommet under økonomisk
motiveret ledelse.

Derved ændres også rollerne i samfundet, for borgere i
almindelighed og for de ansatte i den offentlige sektor i særdeleshed. Begreber som eget ansvar for egen læring afspejler
fint dette skift. Nu skal borgerne tage et større ansvar for eget
liv og tage konsekvenserne af egne valg, og når det offentlige går ind med en indsats er det med henblik på hurtigst
muligt at få borgeren på benene, så denne kan bidrage frem
for at være en omkostning. Samtidigt skal borgerne i større
udstrækning tage hånd om hinanden både direkte i relation
til deres egen familie eller mere indirekte gennem f.eks.
frivilligt arbejde og lokale virksomheders sociale ansvar. I
Storbritannien er det blevet tematiseret under overskriften:
Big society. Det offentlige kan ikke længere tage sig af den
enkelte fra vugge og til grav, nu må det bredere samfund (the
big society) tage over og sørge for, at patienter mestrer deres
sygdomsforløb, eller at flygtninge får lektiehjælp. På samme
vis kan henvises til begrebet selvforvaltning. Nu skal borgeren forvalte sig selv i stedet for, at det er stat eller kommune,
der gør det. Borgeren skal selv indtaste skatteoplysninger;
selv finde informationer på nettet; selv udfylde ansøgninger;
selv indberette til forskellige databaser og selv kontrollere, at
de personlige data er opdaterede og korrekte, og at de modtagne ydelser også er det. Endelig kan vi henvise til begrebet
selvledelse. Den offentligt ansatte skal selv lære at udnytte
arbejdstiden mest effektivt; selv lære at udvikle sine egne

kompetencer; selv deltage i at udvikle egne arbejdsprocesser;
selv producere ydelser og service med den højest mulige kvalitet; og selv påtage sig at være innovativ, dvs. ændre arbejdsprocesser og produkter, således de er produceret med den
højest mulige effektivitet og den bedst mulige kvalitet.
For de offentligt ansatte betyder det en ændret rolle, fra
hjælper til facilitator – nogen vil måske sige controller. I den
offentlige sektors frontlinje skal medarbejderen facilitere, at
borgeren kommer fra passiv forsørgelse til selvforsørgelse
samtidig med, at det også kontrolleres, hvorvidt borgeren
foretager de rigtige valg og holder de aftaler, der er truffet.
For medarbejdere i driftsinstitutionerne betyder det, at de
skal træffe afgørelser og yde service, der begrænser omkostningerne og får stadig flere borgere til at arbejde – tidligere,
længere og mere effektivt i hele livet. Ligeledes er det de
offentligt ansattes opgave at finde nye muligheder for effektiviseringer og kvalitetsforbedringer gennem brug af nye
arbejdsmetoder og ledelsesformer, nye organisationsformer
og teknologi.

Og sådan kan jeg blive ved. Det er samfundsopbygningen fra
helhed til mindste led, der er under ændring. Velfærdsstaten
ændres til konkurrencestat.


Kære næsten voksne børn
Nu er der 4 programpunkter tilbage i dette skoleår. En tale,
en sang, et billedshow og et farvel.
Nu har vi taget hul på den allersidste time. Ikke i livet, men
i kapitlet. Det er mærkeligt for mig, det er mærkeligt for jer
- og det er mærkeligt for alle andre i huset.
Jeg blev vemodig og ked af det i aftes. Ked af at det, vi har haft
sammen, nu forsvinder for altid. Jeg har ikke flere morgensamlinger sammen med jer, jeg skal aldrig mere checke,
om Egeskov er kommet til morgenløb, om Joachim nu igen
gamer hele natten, eller om Gertrud, Lea og Maria nu igen
ikke har ryddet op i Monrad.
Jeg skal ikke længere gætte mig til alle de kælenavne, I har
givet hinanden i år, Bendix, Rolf ..og neger. Første gang jeg
hørte Marcus blive kaldt neger, måtte jeg løfte pegefingeren
og skulle til at begynde et længere foredrag om, hvordan
sprog skaber virkelighed, da en af jer prikkede mig på skulderen og sagde: Torben, det er jo fordi vi fucking elsker ham…
Det skal I tage med jer: kælenavne bruger man kun om dem,
man fucking elsker. Husk det…
Man bliver ked af det, når man mister nogen, når nogen forlader en. Det kan være en bedsteforældres død, en kæreste,
der slår op eller en bedste ven, der flytter. Nu sidder I her.
Kede af det, fordi I selv er med til at afslutte noget.
I tager aktivt et skridt ud af osteklokken Ryslinge og ud i en
større virkelighed og nogle større fællesskaber. Det er jer, der
rejser væk fra det fællesskab, I over de sidste 10 måneder har
skabt.
Men jeg er også glad for at være ked af det. Tænk hvis I
sad her og var ligeglade. Tænk hvis I sad og tænkte på,
hvordan I hurtigt nok kunne komme væk fra alle de men-

nesker, der sidder omkring jer.
Vi har taget bo i hinanden og I har taget bo i hinanden. Vi
har delt gode dage og mindre gode dage. Og sådan er det
med livet. Livet er ikke alene en dans på roser, men det er
også en dans på roser. Og nu sidder I og mærker, hvad det er,
der betyder noget for jer i jeres liv.
Før jul så vi sammen filmen Blindness skrevet af den spanske
forfatter José Saramago, hvor en hel by blev smittet af en
virus, og alle blev blinde. Filmen er en frygtelig fortælling
om, hvad det gør ved en civilisation, når alle bliver blinde,
men filmen har også en anden morale.
Måske husker I, at der er en ældre afroamerikaner, som i
slutningen af filmen siger: Vi havde det nu rarere, da vi var
blinde, for det væsentlige er blindt for øjet.
Hvis I lukker øjnene lige nu, så forsvinder ingen af de varme
følelser, I har, fordi det væsentlige er usynligt for øjet.
Nogle af jer har spurgt mig, om I som hold er specielle i forhold til de andre hold: Det er I! I er noget særligt, og lige nu
holder vi allermest af jer.
- Og der er noget, jeg nok aldrig glemmer på jeres hold:
Fred og Jannes firhændige spil i Foredragssalen, Emmas
forfærdelige fødsel i kælderen i teaterforestillingen global
dilemma tours, Janes kontaktgruppe, der kom i Spisesalen
udklædt som pensionister, men også helt almindelige dagligdagsepisoder har skabt billedet af jer.

Jeg tror, I er blevet selvkloge, og man bliver selvklog ved at
bringe sig selv ud i nogle situationer, I ikke har prøvet før.
Hvordan reagerer jeg egentligt, når en af mine kammerater
siger, jeg skal stå på ski udenfor sporet? Hvordan griber jeg
nye kammerater og en helt ukendt værelseskammerat an?
Kan jeg overhovedet cykle 30 km? Hvordan reagerer jeg
egentligt, når jeg igen skal i køkkenet? Er jeg egentlig en af
dem, der altid rækker hånden op og løser en opgave, eller er
jeg en af dem, der sidder og håber på, at en anden tager den?

dørene, og I har tilgivet, og hvis I ikke har nået det, så kan I
nå det endnu.

For 10 mdr. siden kunne I godt have sagt nej og være taget
med jeres forældre hjem igen. Hvor ville der have været
megen viden om jer selv, som I ikke havde fået med. I dag
er I kede af det, men I er også glade for at være kede af det.
Hvis man ikke er klar til at miste, er man heller ikke klar til
at have noget kær.

For hvem er det interessant at lave fangeleg på langrendsski,
hvor man falder hele tiden. Det blev det for jer - og vinderen
var stolt.

Et sted langt borte, nærmere betegnet 10.000 km, bor der
rigtig mange andre mennesker, der er samlet og har gjort sig
klar til at miste. Sydafrikas og måske hele verdens Nelson
Rohlilala Mandela er døden nær.
Han er mit forbillede og mit billede på et menneske, der vier
sit liv til en sag, som gælder rigtig mange andre mennesker.
I 27 år sad han i fængsel, fordi han kæmpede for demokrati.
Hvis han ville love ikke at arbejde politisk, ville han være
løsladt mange år før, men han stod fast på sine holdninger.
Det er der mange, der har gjort før ham, men det største er,
at Mandela, efter han blev løsladt, inviterede de mennesker,
som havde holdt ham indespærret i 27 år med til bordet, da
det første demokrati skulle etableres i 1994.
Han lavede en regering med både sorte og hvide ministre til
trods for hvidt diktatur igennem 120 år. Det er en kæmpebedrift. At skabe håb, at kæmpe og vise tilgivelse, når kampen
er ovre. Det skal vi lære af Mandela. Vi skal kæmpe aktivt
for det, vi tror på, og når kampen lykkedes for os, så skal vi
forsøge at tilgive.
I har gjort det. I har kæmpet, sikkert også smækket med

For 10 måneder siden fortalte jeg fortællingen om Tom
Sawyer. Han gad ikke male plankeværk, men ved at få det
gjort interessant ville hele byen pludselig male plankeværk.
For jer var det dengang blot en historie, måske har I glemt
den igen, men der er nogle minder fra de sidste 10 måneder,
som kunne få jer til at tænke på netop Tom Sawyer.

For hvem er det interessant at synge sammen højt og tydeligt. Det er det for jer, fordi sidemanden sang med højt og
med klar røst. Et fællesskab bliver rigtigt, når man tør synge
sammen. Det tør I. For nogle af jer vil der gå mange år, før I
er i et så stort fællesskab, hvor der synges så meget og så højt.
For hvem på 17 år er det interessant at klæde sig ud til Galla,
til fastelavn, til jul eller bare til en temafest….. Det er det
for jer.
Dermed er I på fremragende vis rustet til at møde den verden,
der er lige udenfor Ryslinge.
Vi stiller store krav til jer. I skal hurtigt igennem uddannelsessystemet.
I vil møde et konkurrencesamfund, som jeres forældre slet
ikke har drømt om kunne blive til virkelighed
For få måneder siden blev der lavet en undersøgelse, som
påviste, at unge i gennemsnit spilder 1,6 år før de er færdige
med ungdomsuddannelsen. Kære elevhold 2012-2013: I har
allerede spildt hver et år ifølge den analyse. Gå ud i verden og
råb så højt I kan: Ja, jeg har spildt et år af mit arbejdsliv, men
måske har jeg vundet 7 år af mit menneskeliv.
Livet handler ikke længere alene om viden. Det handler om
at kunne have den bedste idé til at producere den viden, I

har. Vi er kommet ind i et konkurrencesamfund, hvor den
bedste idé vinder.
Jeg skal komme med et lille eksempel, som jeg vist har fortalt
jer før. Men de gode fortællinger må godt fortælles flere gange.
Da Columbus kom hjem fra Amerika i 1492, var han noget
stolt over sin bedrift. Han havde fundet Amerika. På værtshusene i Barcelona, hvor han bosatte sig, havde sømænd og
andre borgere kun hån tilovers for Columbus. Skulle det
være en kunst i at finde Amerika. Enhver kunne tage sit skib
og sejle mod vest. Og du troede jo, det var Indien….
Columbus blev vred, gik op til krofatter og bad om et æg.
Herefter gik han ned til det mest højtråbende bord, lagde
ægget på bordet og sagde. ”Hvem af jer kan få det æg til at
stå på højkant?”- alle prøvede, men ingen kunne. Det kan jo
ikke lade sig gøre…..
Må jeg prøve og så knaldede Columbus ægget ned i bordet, så
det gik i stykker i toppen, og således stod det.
Det kunne vi da alle have gjort, sagde sømændene i kor, hvis
vi havde vidst det.
Ja, sagde Columbus, det handler ikke om at have viden men
ideerne.
Det er det, vores samfund har brug for. Vi har på forskellig
vis forsøgt at give jer viden og ideer til at gøre noget nyt. Og
I er først lige begyndt.
Hvor jeres ideer ender, kender I kun selv. Vi har set fligen til
at vide, at I er på vej.
Der sker noget, når Ryslinge Efterskole overtager kommunens
årlige prisfest.
Der sker noget, når Ryslinge tager fat i skolens eget affaldssystem.
Der sker noget, når Ryslinge fortæller Dansk Haandværk og
Industri, hvad der er galt med erhvervsuddannelserne.
Der sker noget, når I handler på vegne af flere end jer selv….

Nu får I et ungt menneske hjem.
De har lært at klare sig uden jer.
De har fået nogle venner for livet.
De har måske lært at gøre rent. Det er dog ikke sikkert, I får
det at se.
De har lært, at man bliver glad, når man gør andre glade.
Vi har siddet med jeres børn og læst forventningsbreve op
her i dag.
I har som forældre ikke skrevet noget forventningsbrev, men
helt sikkert haft forventninger til os og til Ryslinge Efterskole. Vi håber, nogle af dem er blevet indfriet.
Vi har behandlet jeres børn så godt, vi kunne, og vi er kommet
til at holde rigtig meget af dem. Nu skal de hjem til jer igen. Vil
I ikke nok passe på dem. Vi har nemlig fået dem kær, og de
fortjener det bedste.

Tak fordi I er som I er.
Tak fordi I gør som I gør.
Tak fordi I valgte os og gav os et fantastisk skoleår.
Gå ud i verden og gør den forskel verden fortjener…..
Gå ud i verden og gør den forskel som Du fortjener.

I 2003 trådte en ung fotograf ind af døren på Ryslinge Højskole. Igennem 10 år har Thomas Thomsen
som en yngre mand pr. første november forlod skolen for at søge nye udfordringer. Trods store omskiftninger på højskolen igennem de 10 år evnede Thomas at bevare fokus på den almendannende
højskole. Tak Thomas

Melodi: Jesper Vognsgaard

af Michael Nielsen
Jeg har i sangen forsøgt at give udtryk for,
hvad skolen måske kunne finde på at
sige til/ønske for den elev, der for
første gang kommer ind i gården.
”I samtalen begynder livet.” Sådan
skrev Lønne Højskole når stedet
skulle præsentere sig selv.
Efterskole er højskole for lidt
yngre elever, men ellers i
hovedsagen det samme.
Når samtalen/opholdet lykkes,
så erfarer eleverne hvad det gode
liv er. Eller de erfarer, hvad sand
folkelighed er – vi er nok
individer, men vi kan ikke undvære
et stærkt fællesskab!

MN 4. sep. 2009

af Erik Kjærsgaard
Folkeoplysningen har igennem mange generationer givet
tusinder – for ikke at sige millioner af borgere lyst og evner,
sjæl og krop samt liv og energi. Folkeoplysning har altid
været og er identisk med nærhed, begejstring, engagement
og at ville noget mere og andet. Derfor har folkeoplysning
også været drevet på mange forskellige planer – som undervisning oftest om aftenen (aftenskole), studiekreds og dagkursus. Men også på forskellige måder – som weekendkursus,
ugekursus, ½ års forløb og såmænd også årsforløb. Og kurser
der tilbydes både som dagkursus uden overnatning og kursus
med overnatning.

Og smil er der meget af. Børn er som regel altid glade, når
de fotograferes. Voksne derimod er mere tænksomme. Men
selvfølgelig findes der også undtagelser. Se blot:

Uanset plan og måde har folkeoplysningen altid skabt samhørighed og personlige relationer. Og når folkeoplysning er
bedrevet på kostskoleform, kaldes det højskole. Netop kurser
på højskoler har et særligt gen, når det handler om fællesskab.
Prøv at studere disse to holdbilleder. Ikke blot den måde vore
kursister stiller op som hold. Men også de øjne, der smiler til
fotografen. Det er billeder, der garanteret er blevet indrammet i mange forskellige hjem.

Og højskolen i Ryslinge har også i 2013 haft et aktivt og begivenhedsrigt år. Som ’gammel’ folkeoplyser glæder det mit
hjerte, at vi bl.a. med vores korte kurser giver mange forskellige borgere smil, oplevelser, viden og ikke mindst bekræftelse på højskoleværdier som fællesskab og engagement.
Sådan synger vi, når det skal handle om
folkeoplysningens og højskolens betydning.

Jeg har den glæde at kunne følge vores forskellige kursister
på tætteste hold som ansvarlig kursusleder. Det er ikke for
at virke storskrydende, når jeg siger, at det faktisk kun er
meget, meget tilfredse kursister, der giver hånd og siger tak.
Og så på gensyn. På vore familiekurser har vi kursister, der
er kommet for tredje år i træk. Men familiekurserne kan
også noget med fællesskab, oplevelse, nærhed og aktivitet.
Det vidner denne billedkavalkade om:

Vi giver også noget til gengæld. Både som person, som køkken
og som fortæller:

Når kulde og sne bider sig fast på vores breddegrader, kan
man hente energitilskud ved at mindes dage på det sydfynske
øhav. Og samtidig være forvisset om, at der kun er et ½ år til
et gensyn:

Når kursister kommer tilbage år efter år til vores højskole, er
en af hovedgrundene skolens bygninger og de store, grønne
områder. Vi har noget, som andre ikke har. Det skal vi forstå
at passe godt på:

af Janne Wind

Vi kender dem fra højskolesangbogen og salmebogen.
Vi husker de skønne og højtidelige gamle sange og
af os kan citere mange strofer af Grundtvig eller
Ingemanns tidløse tekster, og ordet er uforgængeligt
og vigtigt. Vi har at gøre med en grundlæggende
kulturskat og et musikalsk fundament for højskolebevægelsens oplysning, liv og lyst. Desværre ligger
det ikke længere så ligefor at bryde ud i sang eller
nynne med på Weises smukke, lyse og lodrette
melodier til salmeteksterne. Måske derfor glemmer
eller fravælger både musiklærere og elever dem, når
vi skal vælge sange til morgensamlinger eller sangaftener, og det er ærgerligt.
Anderledes forholder det sig med fx Benny Andersens eller
Sigurd Barretts let tilgængelige moderne kompositioner.
Der bliver med kraft og glæde sunget ”Livstræet” eller ”Kære
Linedanser”, og vi har lyst til at synge med på det meget danske. Vi kan ikke sige os fri for den stille glæde, det er at blive
ét med både tekst og melodi eller det energiløft, det giver
en hel forsamling at synge ’KÆMPESTORT’ af lungers fulde
kraft. Det svinger og det rykker.
Den danske salmetradition fortjener et alvorligt facelift.
Teksterne skal nydes på ny og til tidsvarende melodier og
akkompagnement. Helt frem på beatet skal de. Eleverne skal
få lyst til at pille Grundtvig og Ingemann op af mølposen og

mærke den store visdom, som findes på vers. Det er en vigtig
del af vores kulturelle DNA.
En stor del af mit virke på Ryslinge Høj- og Efterskole er
at akkompagnere til morgensamlinger, sangaftener og lignende lejligheder. Samtidig laver jeg en del syng-sammenarrangementer eller korworkshops også for konfirmander,
lærere, voksenkor, aftenskoler, foreninger og kirker landet
over. Det giver mig en meget fin fornemmelse af både hvilke
sange ’de unge’ (i alle aldre) naturligt drages imod, og ikke
mindst synger godt med på. Og det har vist mig helt tydeligt, hvilke sange der ikke længere giver genklang eller bliver
ønsket.
Jeg har taget det som min personlige udfordring at bidrage
til den danske højskolesangkulturs trivsel og udvikling. Der
findes ikke noget skønnere end at mærke en forsamlings
begejstring over at have sunget igennem! Det fornyer energi,
løfter humør og det ændrer nærmest øjeblikkeligt både den
fysiske og psykiske indre tilstand. Det er lige til at blive glad
i låget af.
Derfor har jeg i samarbejde med elever og musikkolleger
udvalgt en række af de kendte og elskede gamle tekster,
blandt andet Ingemanns syv morgen- og aftensange og en
række af Grundtvigs oplysende og vise tekster, og givet mit
bud på nye melodier og akkorder i samarbejde med pianisten
Rasmus Kjærgaard. Fokus har været respekt og kærlighed til
det oprindelige materiale og samtidig et forsøg på at forny,
’(gen-)oplive og oplyse det høje Nord’ i en mere poppet, let og
ligetil stil. Hvor Weises melodier har mange punkteringer,
store spænd i melodiens register og mange høje toner, har vi

forsøgt at lave mere horisontale linjer i melodi
og akkorder og samtidig lægge tonerne i et
leje, hvor det er nemmere at synge til og overgive sig i musikken uden at være professionelt
uddannet eller klassisk sanger.
Den musikalske inspiration kommer fra en
blød og frisk pop-stil med spor af swing, jazz
og ikke mindst gospel, der for mig repræsenterer energi, tilgængelighed og kropslighed i
musik og stemme. Samtidig har vi forholdt os
bevidst til musikkens opbygning. Det er kendetegnende for den traditionelle salmestil, at
der er mange vers på samme melodi, hvor den
mere moderne musik i dag ofte har mindst
både vers og omkvæd og ofte flere musikalske
stykker, variationer og fraseringer. Derfor har
vi i flere af teksterne (især dem med mange
vers) valgt at lave første vers til vers og andet
vers til omkvæd osv for at skabe variation,
opbygning og dynamik. I nogle af melodierne,
som f.eks. ’Den signede dag’, har vi valgt at
gentage versets sidste linje og dermed skabe
et kunstigt omkvæd.

C

G/b

G

G

C

F/a

G/b

G

G/f

G

/b

E

D

A

D

D

4

G

G

F

A

F

D

8

G

G

F

G/f

E

A

F

F/g

F/c

C

12

Nu skal projektet sættes fri. Sangene skal have lov at få deres
eget liv. Så må vi se, om de bider sig fast og bliver brugt og
sunget. Om de er døgnfluer eller flyvefærdige. Det er lidt
nervepirrende på den måde at pille ved barndomsminder og
kulturarv, og vi oplever stor nysgerrighed og en lille smule
skepsis, når vi præsenterer sangene og ideen rundt omkring.
”Kan man det?”, siger flere. Heldigvis er responsen overvæl-

dende og positiv. Der var sågar en højskoleelev, der spontant
udbrød: ”Hvis salmer kan lyde sådan, kunne jeg finde på at
sætte dem på hjemme i stuen…”.
Vil du følge projektet helt her fra den spæde start, kan du
læse mere på hjemmesiden www.PopSalmer.dk

Andet sted i bogen beskrives den fokus på science og naturvidenskab, som har fyldt meget det sidste års tid. Damgaarden
har i år været sciencelokale, men allerede næste år bliver de
lokaler for små

af Stine Caspersen og Torben Vind Rasmussen

Åbent brev til Børne- og Undervisningsminister I gældende folkeskolelov slutter de praktisk/musiske fag som
obligatoriske fag på mellemtrinet. Ved indgangen til 7. eller
Christine Antorini.

8. klasse stopper den praktisk/kreative tænkning og afløses
af flere teoretiske fag. Skolen retter an til den gymnasiale
ungdomsuddannelse.

Citatet får os til at trække på smilebåndet, fordi vi tænker
omvendt. Du går på erhvervsskolen, hvis du ikke kan klare
en gymnasial uddannelse.
Vi har de sidste 5-10 år levet med en forestilling om, at
videnssamfundet alene havde brug for hjerner, og produktionen med gavn kunne flyttes ud af landet. Folkeskoleloven
er tegnet ud fra en filosofi om at få unge videre i en gymnasial ungdomsuddannelse og kun de, der ikke kan klare
det, skal stimuleres til at gå den praktiske vej. Du går på
erhvervsskolen, fordi du ikke kan klare gymnasiet, uanset
hvilke evner og interesser du i øvrigt har.
Danmark har skruet et uddannelsessystem sammen, hvor
de kreative/praktiske evner lider prestigetab, og hvad der er
endnu værre: folkeskoleloven stimulerer ikke til handling
eller iværksætteri.
Den udvikling skaber problemer for arbejdsmarkedsudviklingen, fordi vi kommer til at mangle kreativt skabende hjerner,
der kan skabe produktion og innovation.
I Ny Nordisk Skole-oplægget tages højde for ovennævnte
tendenser. Således citeret fra manifestets punkt 6:

Intentionerne er altså til stede. Spørgsmålet er, om der kommer
handling bag ordene i det omfang, Danmark har behov for.

Til gengæld er nye fagområder som innovation, produktudvikling og formgivning lagt ind som fag alene i 10. Klasse.
Hvis der skal anerkendelse og prestige ind i disse fag i skolen,
må det ikke være som fag alene i 10. Klasse.
Signalet er ikke til at tage fejl af; Hvis du kan tænke, skal
du i gymnasiet efter 9. Klasse. Hvis du ikke kan tænke, kan
du blive undervist i innovation, iværksætteri og produktudvikling i 10. Klasse.
Institutleder, professor Lars Bo Kaspersen KU udtalte på
et skolelederseminar tidligere på året:

citat slut.

Problemet, som vi ser det, er, at der først kommer prestige
ind i erhvervsuddannelserne, når undervisningen i folkeskolens ældste klasser har en direkte overførselsværdi også
til erhvervsuddannelserne.

Løsningen ligger lige for:
Skolen skal koble værkstedsfag, teknologi og naturvidenskab i overbygningen og derigennem lære eleverne at forstå
sammenhænge og selvstændigt udvikle nye ideer.
De skal introduceres til værktøjer som 3D-scanner, laserskærer, 3D-printer, der alle er redskaber, unge kan - og
sikkerhedsmæssigt også må - håndtere i faglige forløb.
Derudover skal eleverne i værkstedsfaget arbejde med robotter. Såvel LEGO har med deres mindstorm-koncept som den
franske NAO-robot har en klar overførselsværdi til arbejdet
med robotprogrammering. Det taler til de praktisk orienterede, men det taler i høj grad også til de teoretiske problemknusere i skolen.
– og endnu vigtigere: den teknologiske værkstedsundervisning kan genskabe anerkendelsen af erhvervsrettede
ungdomsuddannelser også for de unge, der fortsat vælger
den gymnasiale ungdomsuddannelse.
På Ryslinge Efterskole har vi de sidste 3 år arbejdet med udviklingen af en projektlederuddannelse, hvor der undervises
målrettet i kreativitet, innovation og entreprenørskab i et tæt
samarbejde med det omkringliggende kultur- og erhvervsliv.

Igennem arbejdet med projektledelse oplever vi en ungdom,
som er meget idéstyret og gerne vil realisere deres ideer,
men vi oplever også, at de bliver begrænset i deres entreprenante fase, fordi de ikke har de fornødne værktøjer til
at virkeliggøre deres ideer. De kommer ikke til skolen med
noget kendskab til teknologiske undervisningsværktøjer.
De værkstedskompetencer, de har med sig fra mellemtrinet,
finder de unyttige.
Vi har derfor lanceret en sciencelinje, hvor eleverne møder en
teknologisk værkstedskultur. De arbejder med 3D-printere
og robotter, som skaber sammenhænge, de ikke tidligere har
kunnet finde i deres folkeskoleforløb. Vi ser, at disse unge
fremadrettet er mere nuancerede i deres ungdomsuddannelsesvalg, fordi der er en direkte overførselsværdi fra grundskolen.
Disse erfaringer vil med fordel kunne overføres til arbejdet
med Ny Nordisk Skole i Danmark til gavn for de unges ungdomsuddannelsesvalg og i sidste ende til gavn for et mangfoldigt dansk erhvervsliv.
En fortsat ensidig fokus alene på de teoretiske fag i udskolingen
vil derimod fortsat dræbe en del af ungdommens idélyst til at
lære og til at skabe.
Derfor kære minister: Vi står måske foran en ny folkeskolelov. Det er nu, vi har et valg.

En stemningsrapport af Asta Jønsson
min roomie råber fra badeværelset.
Eller badeværelse ville jeg nødigt kalde det. Den en gange en
meter, hvor man helt mirakuløst har fået klemt både et toilet,
en bruser og en håndvask ind. Det føles, som om det er midt
om natten, og solen er næsten ikke stået op endnu. Jeg smider
benene ud over sengekanten, tager nogle joggingbukser på og
hiver en sweater over hovedet. Rikke kommer ind på værelset
og begynder at rode i mit skab. Underligt jeg kun har kendt
hende i en måned.
, mumler hun med min
trøje i hånden og trætte øjne.
, nikker jeg.
Vi går nedenunder, hvor
fire piger står og venter på os. Fire så bekendte ansigter, som
om de har stået der og ventet hver morgen i flere år. ”Kom så,
jeg er sulten”.
En time efter sidder vi på gulvet i Teatersalen. Der står retorik
på skemaet. Jeg ligger på Mads’ mave, og Sabrina fletter mit hår.
Læreren kommer ind med en kop kaffe i hånden og det mest
entusiastiske smil, jeg længe har set. Læreren. Det er helt underligt at kalde ham det, det er som om han er så meget mere. En,
som interesserer sig for hver enkelt af os, og vil have, at vi skal
blive klogere. Ikke en lærer, som dem i folkeskolen, der havde et
pensum og en løn, og så var vi bare endnu en gruppe elever, der
skulle igennem systemet med færrest komplikationer.

Jeg kan tydeligt forestille mig min bedstefars reaktion, hvis han
var her.
Men på en
måde, efter de par sætninger om fisk og kropssprog og efter
at have fremlagt den lille tale efterfulgt af et par skulderklap,
føler jeg, at jeg har lært mere, end af de flere utallige timer i
folkeskolen om fremlæggelsesmetoder og andet pladder.

Hele skolen er rykket op i Foredragssalen. Formiddagssolen
står ind af de gamle vinduer og får salen til at se varm og
sommerlig ud, selvom om det blæser og er koldt udenfor.
Klaveret begynder at spille lige under marken, der er bredt ud
over væggen. Et par kvinder på marken betragter en arisk ung
mand med en bar, solbrændt overkrop og blond hår, som står
og arbejder i solens hede. Jeg kigger rundt i salen, alle synger
med. Hver og en. En gammel dansk højskolesang fylder hele
salen, fra gulv til loft.
Dagen går. Efter en varm frokost, en fransk- og en fysiktime
i store, nyrenoverede lyse hølofter og efter lidt aftensmad i
maven, er der stilletime. Det eneste tidspunkt på dagen, hvor
de sociale antenner kan blive lagt ned, og man rigtig kan
slappe af. Jeg ligger i sengen med en kop kaffe i hånden og
lektierne foran mig. Solen er ved at gå ned, og min roomie har
sat et Beatles album på. Musikken minder mig om min far og
fortællingerne om hans ungdom. Det går op for mig, at det
her, lige nu, er min. Jeg smiler ved tanken. Tanken om hvor
tilfældigt det er, at jeg netop er endt op her og med disse mennesker omkring mig, og hvor umådelig lykkelig jeg egentlig
er over det. De næste timer, før jeg igen ligger i min overkøje
på C13, går jeg på en gåtur under stjernerne med nogle nye
veninder, en diskussion over en kop te om et eller andet ligegyldigt, som vi i situationen finder vildt ophidsende, en tur i
Brugsen og et afsnit af min ynglingsserie med et par drenge,
der allerede føles som brødre. Dagen i morgen minder sikkert
meget om den i dag. Men tanken om i morgen er kun fulgt
med glæde.

af Jane Kring

Svendborg september 2013. Det er eftermiddag, og
der er mange mennesker på gågaden, solen skinner,
og der er en dejlig stemning. Købe- og slentreidyllen
bliver forstyrret af 38 sorte klovne fra Ryslinge. De
bevæger sig rundt i mindre grupper og vækker folks
nysgerrighed, latter eller forargelse. De underholder
på bedste vis med minimalistiske, skæve cirkusnumre. De er uforudsigelige og alle stærkt tiltruk-

teaterforløb, hvor eleverne har spillet i alternative
teaterrum såsom toiletter og mellemgange. De har
prøvet kræfter med devising og instruktionsarbejde.
Nu er der et stort, lysende teaterprojekt foran os.

som alle skal fyres af til foråret på teater Momentum i Odense. Vi lærere glæder os som små børn
til juleaften. Vi skal se vore fantastiske og dygtige
elever på et rigtigt teater med fulde tilskuerrækker.
Vi spiller også vores fantastiske forestillinger på
som vi viste i Svendborg, er kulminationen efter efterskolen, så alle interesserede får muligheden
for at se stykkerne - hold øje med facebook og
hjemmeside.
blomstre en tilfældig eftermiddag i Svendborg.
Endnu et dejligt, udviklende og spændende år på
- teaterlinjen - vi glædes.

af Tyge Mortensen

Vi kæmper vedholdende for at få højskolen op på
fuldt elevtal på 40 elever. Og det er en sej kamp!
Da jeg for to år siden blev tilbudt stillingen som forstander
for højskolen, var det med ideen om at prøve en ny retning
med innovation og iværksætteri som indhold.
Ialt har vi haft ca. 50 elever igennem 3 lange kurser, siden
jeg kom til. Med ca. 15-20 elever på hvert hold. Den nye linje
har været succesfuld målt efter det udbytte, eleverne tog
med sig hjem – men det har været svært at rekruttere elever
til en fuldt belagt højskole. I april besluttede vi derfor at
aflyse efterårets lange kursus og i stedet bruge tiden på at
udvikle skoleplanen ud fra de erfaringer, vi nu havde fået og
for at gøde jorden for denne nye højskoleform i Danmark. Vi
udsatte det lange kursus frem til januar 2014.
Udsættelsen af det lange kursus fik en konsekvens for dem,
der var ansat på højskolen. Vi valgte i ledelsen at begynde
på en frisk og dermed også at sige alle stillinger op. Nicolai Brix, som havde været med siden januar 2012, stoppede
i sommers og fraflyttede sin lærerbolig på Højskolen 4.
Janne Wind valgte i januar at skifte sin kvotalærerstilling
ud med en timelærerstilling. Hun bor fortsat på Højskolen
8 sammen med sin søn. Anna Permin, som har været ansat
som ”kaospilot” siden februar, stoppede også i sommers,
men har sagt ja til nu at indtræde som teamleder for det nye
hold af undervisere, der er ved at blive dannet med henblik
på det lange kursus fra januar. Thomas Thomsen, der har
været tilknyttet højskolen i næsten 14 år, stoppede ligeledes
som lærer her i efteråret. Og alle de mange timelæreraftaler
er blevet opsagt. Som I sikkert kan fornemme, er det nogle
drastiske skridt, der er taget. Men der er en stærk vilje bag
handlingerne og en fast tro på, at det fortsat skal lykkes at

skabe grobund for en højskole i Ryslinge.
Når jeg bladrer i de gamle årsskrifter, kan jeg se, at lignende
udfordringer ikke er af ny dato. Den konstituerede forstander
Uffe Strandby skriver i 1997, at han forudser en væsentlig
nedgang i næste forårshold, og at en mulig indskrænkning
af medarbejderstaben er forestående. Han anfører også, at
flere højskoler er lukket dette år. Han vidste ikke, at udviklingen ikke blot midlertidigt gik nedad for danske højskoler,
men at det blev en veritabel glidebane. Siden 1997 er ca. 40%
af de danske højskoler blevet lukket, og også Ryslinge har –
sammen med mange andre – følt nedgangen som en hårrejsende rutsjetur.
Højskolebevægelsen har de sidste 15 år været i alvorlig krise.
Her i efteråret valgte TV2 i en udsendelse at sætte fokus på
netop dette emne. Og som fokushøjskole valgte de at lave
reportage om krisen på Ryslinge Højskole. Vi stod jo uden
elever her i efteråret, og overskriften for historien kom til at
lyde: ”Ryslinge Højskole lukker…..” – men med underoverskrift ”….. frem til nytår”. Desværre blev denne underoverskrift snart glemt. Historien blev på kort tid spredt på alle
medier og blev til rygter om konkurs, permanent lukning,
aflysninger af allerede aftalte arrangementer osv. Selv om vi
efter bedste evne gik i medierne med en anden og sandere
historie om, at vi langt fra havde lukket skolen og heller ikke
havde intentioner om det, så var skaden sket. Vi stod i hvert
fald tilbage, syntes vi, med et forklaringsproblem. I skrivende

stund ser tilmeldingerne for næste forår ikke lovende ud.
Om vi får et helt eller et halvt hold, eller om vi holder pause
endnu en gang, er der ikke afklaring på i skrivende stund. Så
krise eller ej – situationen kunne godt være bedre!

Siden introduktionen af det nye undervisningsprogram i
2012 har vi arbejdet for at gøre det kendt ved bl.a. at åbne
højskolen mod samfund og erhvervsliv. Det har vi gjort på to
måder. Dels åbner vi døren udad og bruger højskoleopholdet
og eleverne til at engagere os i erhvervsprojekter og virksomhedsopgaver. Og dels åbner vi døren indad og inviterer
organisationer og virksomheder ind på højskolen. Begge
bevægelser har vi haft stor succes med. Da vi ikke startede
det lange kursus i efteråret, valgte vi derfor i stedet at pleje
og øge samarbejdet med de kontakter, vi har fået opbygget
de sidste par år. Vi har således her i efteråret brugt højskolen
som et kortkursuscenter, hvor virksomheder og kommuner
har lejet sig ind og ofte også har gjort brug af de kompetencer, vi har på højskolen.

Som eneste mand tilbage på højskoledelen har jeg haft til
opgave at udvikle det nye koncept til brug efter nytår, at
markedsføre og finde de nye målgrupper, vi har brug for, og
endelig at holde gang i højskolens løbende kursusaktiviteter.
De seneste to år har vi formået at give Ryslinge positionen som
en væsentlig aktør og et kommende kraftcenter inden for
innovation og iværksætteri. Dette er lykkedes dels på grund
af den åbne og netværkssøgende strategi, vi har anlagt, og
dels på grund af de fantastiske elever, vi har kunnet tiltrække
fra nær og fjern. Men lige så væsentligt er det, at både efterskolen og højskolen i fællesskab har været med til at opbygge
denne position. Selvom vi fortsat holder skole hver for sig,
finder vi stadig flere og flere samarbejdsmuligheder mellem
efterskolen og højskolen. Det giver god mening, at begge
skoler er med til at skabe dette initiativrige sted. Begge sko-

ler bruger nu iværksætteri og projektledelse som centrale
indholdsbegreber, så vi er på de interne linjer nået langt.

Jeg kaldte fra begyndelsen projektet ”åben højskole”. Mest
for at navngive visionen, men også for at udfordre, hvordan
efterskoler og højskoler i visse sammenhænge kan opleves
som osteklokker isoleret fra omverdenen. Hvis vi skal skabe
et læringsmiljø for iværksættere og projektmagere, så giver
det kun mening, hvis de møder omverdenens udfordringer,
mens de er på højskolen – og helst også helt inde på højskolen
selv. Vi vil gerne skabe lærlingepladser for projektmagere og
iværksættere – dvs. at man skal opleve at være i lære som
iværksætter. Det kræver, at vi ikke baserer os på en ”undervisningssituation”, men snarere en ”mesterlærersituation”
med mentorer i stedet for undervisere.
Vi har løbende holdt netværksmøder for iværksættere på
Fyn og mærker en øget tilstrømning. Vi har hver tirsdag et
såkaldt ”hackerspace” i kælderen, hvor lokale tekniknørder
mødes i noget, der mest ligner Ole Opfinders værksted. Vi er
så småt begyndt at åbne højskolen som et værksted for iværksættere, der bruger rammerne som et fleksibelt arbejdssted
i stedet for at sidder derhjemme ved køkkenbordet. Vi har
udbudt flere kurser, faciliteret udviklingsprocesser og lavet
arrangementer med bl.a. Udvikling Fyn, Fremtidsfabrikken,
Fyns Maritime Klynge, Fåborg-Midtfyn Kommune, mange
lokale fynske landsbysamfund, Landdistriktsministeriet,
Fyns Stiftstidende, GEA, de danske landbrugsskoler samt
mange flere virksomheder, som har haft en-dags-workshop
på højskolen.
Jeg kan give nogle eksempler på de aktiviteter, vi i dag laver
i den åbne højskole. En 35 timers innovationsproces, vi gennemførte med ingeniørerne fra GEA, resulterede i seks nye
forretningsmodeller – lige til at implementere i deres globale virksomhed. De kurser, vi har lavet for Fyns Maritime
Klynge, har resulteret i, at der er sat jobskabende projekter

i gang mellem virksomheder på Sydfyn. De 60 iværksættervirksomheder, der i uge 47 var samlet til en workshop på
højskolen, blev præsenteret for tre nye strategier for nye
markeder for iværksættere. Det øger overlevelseskvotienten
for iværksætterne! Ved en to-døgns innovationscamp med
højskoleelever og studerende fra fem landbrugsskoler skabte
vi nye udviklingsstrategier for en fødevarevirksomhed i Jylland. I årets løb har vi udviklet en metode til at skabe liv i
landsbyer og gennemført seks landsbyprocesser, hvor ideer
endte i kaffeklubber, der dog ikke kun vil drikke kaffe, men
også videreføre og udvikle de mange frugtbare initiativer. En
af landsbyerne var Ryslinge selv.

Dette var blot et lille indblik i de nye typer af aktiviteter,
som i dag fylder meget på højskolen. Aktiviteter, som alle er
med til at sætte gang i det danske samfund og til at skabe et
unikt netværk og et innovativt miljø på højskolen. En spændende udvikling, som vi håber kan være med til at skabe
grundlaget for, at der igen kommer elever til de lange kurser.
Målet er at skabe et åbent miljø og et værdifuldt netværk for
iværksætteri og innovation, hvor elever og erhverv mødes og
hjælper hinanden. Vi synes, at det er lykkedes os at trække
erhvervslivet til fra den ene side. Nu venter vi så bare på flere
elever fra den anden.
Visionen er at skabe et dansk kraftcenter for iværksætteri
og udviklingsprojekter. Midlet er at åbne højskolen op,
og det er vi godt i gang med. Og håbet er stadig at fylde
de lange kurser med sprudlende iværksættere og kreative
projekt magere.

Da jeg for to år siden sagde ja til at være forstander for højskolen, var det også et ja til forsøget på at finde nye veje. Ikke
bare for Ryslinge Højskole, men også for den danske højskolebevægelse. Ud fra mange års erfaringer med både erhvervslivet og med uddannelsesverdenen kunne jeg se, at den tid,
vi lever i, er i stærk forandring på en række grundlæggende

områder. En forandring, vi skal helt tilbage til slutningen af
forrige århundrede for at finde noget lignende. Og lige netop
tiden i slutningen af 1800-tallet finder jeg særdeles relevant
at dykke ned i for at finde svarene på de udfordringer, vi står
overfor i dag. Dengang var især landbruget i mange europæiske lande i alvorlig økonomisk krise – primært på grund
af det nye marked, der åbnede sig med USA. Priserne på
gængse produkter som kød og korn faldt, og mange steder
affolkedes landområder. Mange søgte lykken i Nordamerika.
I Danmark sluttede vi op om Dalgas sloganet: ”Hvad udad
tabes, skal indad vindes”, og vandløb blev rettet ud, hedearealer opdyrket, ny teknologi taget i anvendelse osv. for at
øge produktion og beskæftigelse. Men Dalgas’ ord fik også
en overført betydning. Vi skulle også indad vinde kampen
med vores egen selvforståelse. Og vi måtte finde sammen og
i fællesskab løse udfordringen.
Den mission blev bl.a. højskolernes. I samme periode åbnedes højskoler, som fik vind i sejlene, fordi de kunne byde ind
med en meningsfuld opgave. Den første bølge af højskoler,
heriblandt Kresten Kolds forsøg med højskole i Ryslinge i
1851, havde vækkelse og oplysning for den uoplyste almue
som opgave. Den pædagogiske metode blev historiefortælling med primært Kresten Kold som den store pædagogiske
reformator. Den anden og helt store bølge af højskoler kom
efter nederlaget i 1864. Blandt dem var den nye – og altså
fortsat eksisterende – højskole i Ryslinge, der åbnedes af
Johs. Clausen i 1866. Først som en indremissionsk, siden som
en grundtvigsk skole.

Efter 1864 fik højskolerne også som opgave at genvinde stoltheden efter nederlaget. Det sønderjyske spørgsmål fyldte
meget, også her i Ryslinge. Oven i den åndelige depression
efter 1864 kom den økonomiske krise i 1880’erne samtidig
med den gryende industrialisering, der bragte nye teknologiske løsninger på markedet. Det, man manglede, var en
organisationsmodel, der kunne hjælpe de små virksomhedsformer, vi havde i Danmark som f.eks. selvejerlandbrug. En
sådan organisationsmodel fødtes bl.a. ud af højskolemiljøet
og spredte sig i løbet af få årtier. Den hed andelsorganisering. En unik og banebrydende idé, der formåede at løfte de
små virksomheder. I andelsselskaberne fordelte man magten
efter et ligeværdigt princip. Man stemte – i hvert fald ideelt
set – ”efter hoveder og ikke efter høveder”, dvs. at alle følte
samme ejerskab til andelsvirksomhedens produkter. Ideen
lå i en naturlig forlængelse af højskolens forpligtigende fællesskab, hvor man havde lært at lytte til hinanden, forstå de
individuelle forskelligheder og følt sammenhængskraften og
den gensidige forpligtelse som vigtigere end alt andet. En
nødvendig forudsætning for, at den enkelte kunne føle sig fri
til at være sig selv. Det blev i stort format til den danske samfundsmodel, hvor ”få har for meget og færre for lidt”. Højskolerne var med til at oplyse både om produktionsforhold
og om det menneskelige og historiske fællesskab, eleverne
var en del af. De oplevede, at det at bidrage til fællesskabet
giver den enkelte handlemuligheder. Vi kan takke de gamle
højskoler for meget.

Men højskolernes påvirkning af samfundsudviklingen stoppede ikke kun med en gennemgribende erhvervsudvikling.
Det civile samfund påvirkedes også på alle områder af højskolen. Når højskoleeleverne kom tilbage til deres landsbyer,
følte de, at den livgivende kraft, der ligger i det levende ord
og i mødet mellem mennesker, også skulle genskabes i deres
hjemlige kreds. Fra 1871, hvor det første forsamlingshus blev
bygget i Ryslinge, spredte forsamlingshuse med faglige kur-

ser, fester og foredrags- og gymnastikforeninger sig i landsbyerne. Der blev bygget ca. 2500 forsamlingshuse på 30 år.
Som svar på identitetskrisen efter nederlaget i 1864 og den
økonomiske krise fra 1880’erne fik højskolerne en funktion
som inspirator og et meningsfyldt og inspirerende mødested
for unge fra hele landet. Et sted, hvor man lærte at ”netværke”
og indgå partnerskaber omkring ideerne, der fødtes – sådan
vil man nok udtrykke det med moderne termer. Højskolerne
beholdt denne form for samfundsdannende funktion til
engang op i 1960’erne, hvor højskolens indhold og oprindelige idé begyndte at gå i opløsning. Den øgede individualisering og behov for selvrealisering ændrede det oprindelige
erhvervs- og samfundsrettede fokus.

Der står vi så nu. Midt i endnu en omvæltning. Midt i endnu
en økonomisk krise. Og på ny som vidner til store kulturelle
og adfærdsmæssige ændringer. Spørgsmålet er, om højskolen
kan finde noget meningsfyldt at beskæftige sig med i verden
af i dag, hvor tilbuddene er mangedoblede.
En dejlig ’pause i livet’ er blevet ét af de behov, man orienterer sig imod. Højskole – det er at komme væk fra stress
og jag. Et andet behov, højskolerne dækker, er tid til selvrefleksion eller fordybelse i mere hobbyprægede interesser.
En tredje er at forberede den enkelte til studier. En fjerde kan
være at holde samfundsdebatten i live, så den enkelte ser sig
selv i en større sammenhæng. Så kort sagt imødekommer
vi på højskolerne i dag behovet for pauser, selvfordybelse,
hobbyprægede udfoldelser og studieforberedende og debatskabende aktiviteter. Men måske skulle højskolerne også på
en anden måde vende sig udad mod det aktive og virksomme
arbejdsliv.
Højskolekrisen har nu stået på i ca. 15 år og har kostet ca.
40% af højskolerne livet. Højskolerne står i dag svagere i
samfundsbilledet end nogensinde. Men samfundet har mere
end nogensinde brug for højskolerne. Det er i hvert fald min

påstand. Og det var med denne mission i tankerne, at jeg
sagde ja til at blive forstander på Ryslinge Højskole for to år
siden. Samfundet har i dag behov for nytænkning af strukturer og værdier. Det har brug for, at vi sætter os sammen
omkring de store spørgsmål og finder fælles løsninger. Og
det har brug for, at vi skaber tryghed for den enkelte til at
indgå i forpligtigende fællesskaber, der rækker ud over de
individuelle behov. Det er det, som højskolerne kan være
grobund for – måske bedre end nogen anden institution i
samfundet. Jeg tror, højskolerne igen kan vinde samfundets
respekt, hvis de åbner sig og tager medansvar for handlinger,
der kan medføre dybtgående forandringer. Højskolen skal ud
af osteklokken! Ud, hvor den kan være med til at gøre en
forskel!

Grundtvig og Kresten Kold var begge iværksættere. De var
mønsterbrydere, der søgte nye og ubetrådte veje. Og de havde
succes med det. De var innovative, men som alle iværksættere ved, så kræver al iværksætteri blod, sved og tårer. Og
en god portion selvtillid og en sikker tro på, at man har fat
i det rigtige. Det er en lykke for os i dag, at Grundtvig og
Kold og de andre gamle højskolefolk holdt fast – stædige og
selvsikre, som de var. Kan vi bruge dem som eksempler i dag
på Ryslinge Højskole?
Vi har fra starten brændt for at finde en ny vej for Ryslinge
– og for den danske folkehøjskole i det hele taget. De gamle
historier har givet os næring og inspiration. Det opleves
meningsfuldt at forsøge at genskabe den form og idé, der var
i de tidlige højskoler. Det, som jeg har set, er bl.a., at højskolerne dengang var langt mere erhvervsrettede, end de er
i dag. De blandede landbrugsfaglig undervisning med foredrag og sang. Hånd med ånd. Og de skabte et frit rum, hvor
dialogen og det livgivende levende ord skulle ægge eleverne
til at tage hjem og overtage den fædrende gård og indgå i
samfundsfællesskabet.

Jeg er selv opvokset på en landbrugsskole, hvor min far alle
dage har været lærer. Det var dengang landbrugsskoler uden
eksamen – skoler, der formede de kommende iværksættere
(landmænd) med højskolesangbogen i hånden. Jeg har efterfølgende selv været på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor jeg
fik en delingsføreruddannelse, der målrettede sig mod, at vi
skulle hjem for at overtage pladsen som instruktører eller
ledere ude i de lokale foreninger. Både landbrugsskolens
oprindeligt erhvervsrettede højskoleform og delingsføreruddannelsen ser jeg som aktiviteter, der rækker ud i samfundet
og gør – Jørgen Bukdahls ord – at ”højskolen har remtræk
med virkeligheden”.

Det var en længere bulletin. Min egentlige mission var at
sætte det projekt, vi for tiden har i gang på Ryslinge Højskole, i et større samfundsmæssigt og historisk perspektiv.
Det er vores vision – og mit håb – at den nye retning for
højskolen, hvor vi sætter iværksætteri og projektledelse på
skemaet, kan være med til at udklække nye samfundsborgere, der – med et omformet Grundtvig-citat – ”får lyst
til at sætte iværk”. For det har vi brug for.

Kajak, klatring og mountainbike er nogle af de store discipliner på adventurelinjen. Det meste af
undervisningen foregår udendørs i skov, træer og hav.

Et af privilegierne ved at være fri skole er, at man kan oprette
nye skoler og nedlægge gamle skoler, som man vil. Et af
dilemmaerne, når man er fri og alligevel på finansloven er, at
vi til stadighed kan være til debat. Sådan et år blev 2013 også.
Højskolerne har massivt behov for økonomi til at kunne
tilskynde flere elever til at tage på et langt højskoleophold.
Efterskolerne har sådan set politisk velvilje bredt i folketinget, men dele af erhvervslivet med Dansk Industri i spidsen
arbejder ihærdigt med at påvirke Christiansborg til at skære
10. Klasse væk. Sangen er den samme som altid. Det er for
dyrt at have danske elever gående i grundskolen et år mere
end de gør i andre lande. Skolen skal målrettes. I skrivende
stund er stormen reddet af, men vi skal sove med støvlerne
på (som efterskolernes formand beskriver det).

Vi gik ind i 2013 med for tredje år i træk at tage hele efterskolen med til Sverige på ski. Vi har efterhånden udviklet et
rigtig godt ski-koncept, hvor eleverne bor i familier og selv
laver mad. Vi kunne måske rejse til Østrig med all inclusive,
som mange andre efterskoler med stor succes gør, men det er
ikke lige så interessant, og vi tror på, at der er pædagogiske
gevinster i at lade eleverne selv finde ud af mad og rengøring
i hytterne.
I maj måned drog efterskolen 4 forskellige steder hen. En
storstilet lærer-lockout flyttede skolens afgangsprøver, så
også lejrskolen blev flyttet, men turene til Berlin, Hamborg
og Harzen blev afviklet på fortrinlig vis.

Ryslinge Høj- og Efterskoles skolekreds slog et nyt og stort
projekt op i 2013. Byen skulle have mere at samles om, så
derfor lancerede skolekredsen i skolens idrætshal et helt

enestående korprojekt for omkring 800 børn og voksne i
Ryslinge og omegn. Det er mange år siden, nogen har kunnet
samle så mange folk fra Ryslinge til et fælles arrangement.
Det kostede rigtig meget knofedt, men alle, der var med til
koncerten, måtte ved selvsyn konstatere, at det var det hele
værd. Hvor er det godt at kunne realisere en idé med så stor
succes.

Der er de sidste år sat megen fokus på unges ideer og udviklingen
af samme. Ryslinge fik 2 ideer med i finalen til konkurrencen
unge forskere, som er en talentkonkurrence for børn og unge.
Ryslinge Efterskole løb af med en meget fornem andenplads og
10.000 kr. samt en klassetur til Den Blå Planet. Hele skolen var
pavestolte af Stine og hele scienceholdet.
I november drog hele efterskolen af sted til Fredericia,
hvor konkurrencen om Danmarks bedste idé blev afviklet.
Ryslinge var heldige (dygtige) og løb igen med sejren for
anden gang i løbet af de sidste tre år. Denne gang deltog
mere end 5000 elever, og flere end 560 ideer var med i konkurrencen.
Disse tiltag er endnu nogle beviser på, at begreberne i Ove
Kaj Pedersens artikel om konkurrencestaten allerede er ved
at blive en del af den pædagogiske virkelighed. Vi måler os
overfor hinanden.

Faaborg-Midtfyn Kommune afviklede i april en stor prisfest for 160 gæster i kommunen. Arrangementet blev til i et
samarbejde imellem Ryslinge Højskole, Ryslinge Efterskole
og Faaborg-Midtfyn Kommune. Her sås endnu et bevis på,
hvordan vi kan og skal åbne os imod det omkringliggende
samfund.
Et andet eksempel på de udadvendte aktiviteter sås i september, hvor 260 HTX-elever brugte 36 timer i Ryslinge for
at lære om kreativitet. Vi måtte leje os ind i hal 14 på Fabers
Fabriker for at kunne huse så mange mennesker. Konceptet
blev en stor succes, som Odense Tekniske Skole gerne gentager næste år. Der blev også lagt så mange timer i denne
første udgave, at det kan være interessant for underviserne
at gentage arrangementet nu, hvor det er udviklet.

Denne sommer blev anderledes end de foregående. Normalt
holder vi korte kurser igennem hele sommeren som en del
af højskoletilbuddet, men vi har nu indgået en kontrakt
med organisationen Danes World Wide, som hvert år holder
3 ugers sommerskole for mere end 400 børn fra hele verden. Formålet er at give danske børn, der bor i udlandet,

danskundervisning og afgangsprøve i dansk. Organisationen
har igennem mange år lavet sommerskole på Bernstorffsminde Efterskole og nu altså også i Ryslinge. Det er dejligt,
at skolen også på den måde kan bruges om sommeren. Danes
kommer igen i 2014.

I skrivende stund er der udlejning på Ryslinge Høj- og Efterskole. Denne gang er det HK-Ungdom, der for tredje gang
lægger kursus hos os. Vi har i dette år oplevet rigtig mange
mennesker gå ind og ud igennem porten til Ryslinge Høj- og
Efterskole.
Tyge Mortensen skriver andetsteds om den åbne højskole,
hvilket i den grad afspejler sig i hverdagen. Der er meget trafik
på skolen.
Begejstringen over at være i huset er dog den samme, som
den har været gennem mange år. Ryslinge efterlader et
minde ved dens smukke hvide bygninger, Foredragssalens
akustik, Østerhus’ spisesal og de snævre værelsesgange.
Vi skal værne om den respekt, huset efterlader. Det stiller
krav til undervisning og samvær.
Det stiller krav til os som mennesker. Bygningerne fortjener,
at vi gør det..

af Ærø og Ryslinge Højskolers Elevforening

Uddrag fra tidligere højskoleelev Sofie Egedals erindringer
Få år efter Sofie Egedals ophold på Ryslinge Højskole oprettedes dét, som betragtes som Danmarks ældste elevforening
i netværket omkring højskolens tidligere elever. Det var
netop forstanderens frue Hedvig Poulsen, der efter sigende
var katalysator for dannelsen af foreningen i kraft af sine
mange brevkorrespondancer med tidligere elever på skolen.
Foreningen er grundlagt i 1903 med udgivelsen af det første
årsskrift, og i år fejrer vi dermed 110 års jubilæum. Stort tillykke til os alle med det!
For foreningens nuværende bestyrelse har denne glædelige
begivenhed givet anledning til at se lidt tilbage. Elevforeningens karakter er naturligvis helt anderledes i dag, end dengang al korrespondance foregik via brevpost, ligesom også
højskolebevægelsen har måttet følge med tiden. Men alle vi
tidligere elever kan helt sikkert se os selv i Sofie Egedals lille
fortælling her ovenfor, for et højskoleophold sætter blivende
spor i os.

Højskole handler om kommunikation og deling. Helt tilbage
fra N.F.S. Grundtvigs dannelsesprojekt med oplysning af
landungdommen - til i højere grad at blive et afklaringstilbud til unge i uddannelse og erhverv handler højskolen
om debat og skabelse af en samfundsidentitet - og elevforeningstanken handler om at holde den højskoletanke i
live for alle os, som betragter den udveksling som et livsprojekt. Dengang, som i dag, er det et netværk, som aktivt
skal holdes ved lige. Hedvig Poulsen korresponderede med
de tidligere elever med post og årlige julebreve, i dag kommunikerer vi via mails og på de sociale tjenester. På den
ene side er kommunikationsvejene blevet flere og lettere
tilgængelige - på den anden side konkurrerer vi i et langt
større kommunikationsvirvar og i et langt mere fragmenteret
billede end tidligere. På den måde er det måske i endnu
højere grad et tilvalg at holde fast i hinanden og projektet.

Det er ingen hemmelighed, at Ryslinge Højskoles Elevforening har været igennem nogle svære år. I årene 2009-2012
har bestyrelsen ikke været fuldtallig, og aktiviteterne i foreningen har været skåret ned til et minimum. Men nye begivenheder de sidste to år har heldigvis ændret situationen til
det bedre.

Efter Ærø Højskoles lukning i januar 2011 har dennes elevforening og Ryslinges arbejdet tæt sammen, hvilket i sommeren 2013 resulterede i en fuldbyrdet fusionering af de
to foreninger, som nu går under navnet Ærø og Ryslinge
Højskolers Elevforening. Det betyder, at bestyrelsen nu er
fuldtallig, og de mange aktiviteter, som Ærø Højskoles Elevforening har afholdt, kører videre i den fælles elevforening.
Den vigtigste af disse begivenheder er det årlige elevtræf,
som historisk finder sted ved påsketid. Træffet er allerede
afholdt tre gange på Ryslinge Højskole - som sommertræf
i 2011 og derefter påsketræf i 2012 og 2013. Her er tidligere
elever fra begge højskoler mødtes til mangeartede højskolekurser, hygge og festivitas, og traditionen føres videre i 2014,
hvor træffet løber af stablen i april måned. Alle tidligere elever
er velkomne, og er man ikke tidligere elev, kan vi nok også
finde plads.
Elevforeningens forskellige aktiviteter kan følges på Facebook og gennem nyhedsmail. Som altid er elevforeningens
højeste myndighed generalforsamlingen, der afholdes om
lørdagen i forbindelse med påsketræffet, og alle betalende
medlemmer har stemmeret til generalforsamlingen.
Vi vil gerne benytte denne anledning til at opfordre tidligere elever til at melde sig ind i foreningen - uden jer, ingen
elevforening. Vi glæder os til de kommende års debatter om
elevforeningens fremtid: Hvad skal vi bruge vores forening
til? Hvordan kan vi bruge vores fortid i højskolen i vores
dagligdag i dag? Hvordan skal vores netværk organiseres?
Disse spørgsmål og mange flere ligger som debatpunkter
i den nærmeste fremtid, hvor der kommer til at være flere
tidligere efterskoleelever end højskoleelever, og højskolens
virke ændrer sig.
Vel mødt til påsketræf, generalforsamling og jubilardag i 2014.

Manja Holm Laursen, Ryslinge Højskole, forår 2012
Cecilia Sejer, Ærø Højskole, efterår 1990
Anders Vad Bruun, Ærø Højskole, forår 1994
Dennis Guldmann Meier Jensen, Ærø Højskole, forår 2000
Jens Juul Hedegaard, Ryslinge Højskole, forår 2012
Daniela Forgillo, Ærø Højskole, forår 1998
Hannah Oxenvad Svarrer, Ryslinge Højskole, forår 2004

Finder sted 16.-20. april 2014.
Invitation udsendes til alle nuværende medlemmer
af elevforeningen.
For mere information om påsketræffet 2014
skriv til
.

Finder sted 3. maj 2014.
For mere information kontakt højskolens kontor.

Indbetal kontingent for 1 år på konto i Nordea:
Reg. nr. 2273, konto: 5400 053 788.
Husk at skrive navn og årgang på overførslen.

Kulturformidler PhD
Gitte Miller Balslev

Tidl. chefredaktør
Ole C Jørgensen

Frimenighedspræst
Mikkel Crone Nielsen

Gymnasierektor
Søren Hvarregaard

Rådgivende psykolog
Anni Elmgren

Tove Kruse Nielsen

Per Frandsen

Irmgard Birkegaard

Anni Elmgreen

Anne Mette Maclean

Gunhild Uth

Frands Jeppesen

Ole B. jensen

Tyge Mortensen, højskoleforstander
Erik Kjærsgaard, forretningsfører
Kristian Grell, afdelingsleder

Anna Permin
Birgitte Rasmussen
Emil Wibe Rasmussen
Ene Hedegaard
Eva Rambrand
Gert Iversen
Jane Kring
Janne Wind
Jens Poulsen
Jeppe Sand
Lars Luplau

Line Haar
Lise Kaltoft
Maike Pedersen
Marianne Larsen
Marlene Larsen
Morten Knudsen
Rikke Duve
Stine Caspersen
Sune Larsen
Thor Mårtensson

Alice Ipsen
Ann-Marie Andersen

Bjarke Hess
Henrik B. Johansen
Kjeld Hansen

Irene Andersen
Lisbeth Keller
Birgitte Jessen Maack
Dorthe Pedersen
Heidi Pedersen
Jeanette Filskov

75-års jubilarer, årgang 1939
Husk følgende datoer:
• Gl. elevdag Efterskolen den 5. april 2014
• Jubilardag den 3. maj 2014
• Generalforsamling den 27. februar 2014

Ryslinge Ugen
Ø-cruise i det sydfynske
Stjernestunder på tværs af generationer
KAB Sommerhøjskole
Med visen i centrum
Land og Liv

2. juni - 6. juni
14. juni - 20. juni
28. juni - 4. juli
5. juli - 11. juli
2. august - 8. august
11. august - 15. august

uge 23
uge 25
uge 27
uge 28
uge 32
uge 33

Ryslinge bogen 2013

Recommended

Recommended

More Related Content

More from Tyge Mortensen

More from Tyge Mortensen (20)

Ryslinge bogen 2013