Keynote vid Voksenpædagogisk Forum 2017

1. Praksisvendingen!
Hvorfor denne interesse for
begrebet praksis og
praksisforskning?
Hvis ‘praksis’ er svaret, hvad var
så spørgsmålene?

2. Kogt ned til 3 forbundne spørgsmål
1) Praktiske problemer i mange organisationer (der har at gøre
med forandring som vilkår, flydende grænser til organisationers
omverden (fokus på borgerinddragelse/samskabelse, strategisk
ledelse - problemer m. sammenhængskraft, samarbejde,
videndeling)
2) Videnskabsteoretiske problemer, der vedrører vores brug af og
tillid til viden (oplevelser af modstridende tendenser til både
psykologisme og strukturalistisk faktortænkning - til relativisme og
determinisme (positiv psykologi og nødvendighedens politik))
3) Problemer i vores demokrati (jf. tilliden til ’viden’, udvikling af
vores velfærd og indfrielserne af de mange gode intentioner i
'borger-inddragelse’ og 'samskabelse’ m.m..

3. En indledende advarsel
Praksisvendingen har ikke et singulært afsæt - hverken
geografisk, teoretisk eller sagsmæssigt (kan uddybes)
Begrebet ‘praksis defineres forskelligt (smalt/bredt) og bruges
både analytisk og instrumentelt. Kort sagt begrebets
egenskaber defineres forskelligt.
Dette er derfor ikke en præsentation af praksisteori i ental.
Pointen er heller ikke endnu en konsulent-model, men en
invitation til en særlig nysgerrighed på vores egen daglige
praksis.

4. https://www.youtube.com/watch?v=uFQfylQ2Jgg

5. Begrebets kendetegn
Praksisteori er ikke en teori om noget vi ikke ved, men en opmærksomhed på noget
så velkendt, at det ofte overses – begrebet bringer noget af hverdagens baggrund i
forgrunden.
Begrebet peger på en ofte skjult kompleksitet i det umiddelbart enkle. (skjult arbejde,
usynlige hensyn og afhængigheder. (I forældreskab, lærergerning pædagogarbejde,
sygepleje m.v.). Hvad der udefra forstås som ’anekdotisk og partikulær’ viden,
genkender praktikeren som central og generel viden.
Begrebet ‘Praksis’ peger på at viden er andet og mere end vi kan læse os til. Der er
viden i praksis, som ikke kan tilegnes udefra, dvs over abstrakt teoretisk rute, fordi
den bæres af kropslige, emotionelle og relationelle erfaringsdimensioner af vores
deltagelse i verden.
Begrebet gør os derfor klogere på 1) læring kræver andet og mere end undervisning.
2) Ingen ved det hele: afstand har derfor betydning 3) Samarbejde er iboende
konfliktuelt og vanskeligt. 4) Organisationers ’fælles tredje/kerneopgave’ er derfor
ofte sammensat, svært afgrænselig og ikke reducerbar til enkle
definitioner/funktioner.
Begrebet handler derfor også om hvordan vi - på godt OG ondt - udgør et ‘levende
curriculum’ for hinanden (deraf interessen for afledte begreber som
praksisfællesskaber, social kapital).

6. Hvorfor er dette vigtigt?
(samarbejde og læring)
(Ex BB). Det er ofte i mylderet at de mange konkrete hensyn, forpligtelser,
afhængigheder og engagementer, mennesker må håndtere i praksis, at vi finder
bevæggrundende for menneskers handlinger.
Forståelsen for disse handlegrunde er vanskelig at tilegne sig ‘udefra’’ (fra et
3PP) – men i forståelsen heraf ligger typisk nøglen til gode løsninger og
beslutninger. (Ex. Orr) Menneskers faktiske arbejde, engagement og
opgaveløsning er anderledes end der står i jobbeskrivelsen, i
organisationsdiagrammet, eller i et evalueringsskema)
Vi er i stigende grad hensat til at samarbejde med mennesker, hvis praksis vi
ikke har udfoldet kendskab til. Samtidig har vi for vane at trække på
‘funktionalistisk’ tankegods, der anlægger et udvendigt kontekst-blindt blik på
andres handlinger (Evidensstigetænkning. Ledelse og konsensus som svar på
problemer). Dette leder alt for nemt til dårlige løsninger, mistrivsel og
samarbejdsproblemer. (ex skole)

7. Pointer i forhold til samarbejde
Konflikter er ikke blot problemer, de er også potentielle
læringsressourcer
Tværfaglig samtale, ydmyghed og nysgerrighed er lige
så vigtig som ‘handlekraft’ og ‘tydelig ledelse’
Et fælles fokus på ‘kerneopgaven’ er godt. Entydige
definitioner af, hvad kerneopgaven kræver, er dog
sjældent hjælpsomt.
Samarbejde fordrer ikke blot ‘konsensus’, men snarere
respekt for forskelle som begrundede forskelle

8. Pointer i forhold til uddannelse
Viden er funderet i praksis, dvs. viden er deltagelses-orienteret og altså
orienteret mod spørgsmål om mening, identitet og fællesskab.
At lære at deltage i en given praksis handler derfor ikke så meget om
tilegnelse af fakta, som det handler om at opleve mening, identitet og
tilhørsforhold (Ex stenhuggerne). Dette har direkte relevans for vores
uddannelsestænkning
Læring er orienteret efter mening og at opleve mening drejer sig om at
opleve relevans (at uddannelse opleves at åbne for at kunne tolke, opleve
og handle (og være i) verden på en relevant og mulighedsskabende
måde)
Læringssituationens mening ligger med andre ord UDENFOR
læringsplanen og de formelle læringsmål, fordi mening knytter sig til den
lærendes livssituation og engagement (vi møder opgaver og
læringsidealer forskelligt (ikke alle herinde vil lære om vinsmagning).

10. Vi må forsøge at medtænke den lærendes
spørgsmål til læringssituationen:
Hvor hører jeg til, hører jeg til her?
Hvem vil jeg gerne være/hvem er jeg ved at blive?
Hvad er det jeg laver og bidrager til?
Hvad er min oplevelse og mine egne erfaringer i
fht. denne praksis?

11. Tak for tålmodigheden

12. Den praksisteoretiske position
Ontologi: Praksis er det sted hvor menneske og dets omverden
gensidigt konstituerer hinanden; og hvor verden på een gang
reproduceres og forandres. Både forandring og ’det
selvfølgelige’ må forklares.
Epistemologi: vi erkender verden ved at handle og deltage i
den. dvs. vi erkender ‘situeret’; viden er partiel og ingen ved det
hele. Vi er forpligtet på kontekstsensitive begreber.
Metodologi. Vi må arbejde med menneskers som medforskere
snarere end forskningsobjekter. Det handler ikke blot om at
beskrive men også om at udvikle praksis. Teori og praksis i
levende dialog. Nuancering og nysgerrighed lige så vigtigt som
klarhed og generalisering.

13. Praksisteoriers 5 kendetegn
Den sociale verden konstitueres af fletværk af forbundne
praksisser
Praksis er et socialt, situeret, kropsligt medieret og materiel
forankret fænomen. Dvs. viden handler om mere end kognition
og sprog (tavs viden, handleviden, usynligt
koordineringsarbejde, engagementer, sagsforhold)
Praksis udfolder et selvstændigt normativt tyngdefelt (skjulte
værdihorisonter: hensyn, værdier og gensidigheder) og afspejler
subjektet som et ‘kompetent’ deltagende subjekt
Magtforhold og konflikter er iboende social praksis

14. Verden som fletværk af praksisser
Sociale fænomener opstår og forsvinder med menneskers
deltagelse i praksisser (enhver social struktur, handling,
genstand og identitet får mening og realitet gennem
menneskers deltagelse i praksis).
Verden er derfor dynamisk, sociale fænomener er vanskelige at
afgrænse, det er problematisk at skelne mellem mikro- og
makro og også ‘orden’ og ‘stabilisering’ kræver handling og
analyse.
Sociale strukturer opstiller på een gang grænser og kan
samtidig ikke forstås determinerende (udvendige til subjektet).
Løser ikke, men opløser dikotomierne relativisme/determinisme,
subjekt /objekt, tænkning/handling (Når praksisnetværk bliver
betingelser for handlemuligheder, bliver de vanskelige at
ændre).

15. Magt og konflikter er del af enhver
praksis
Enhver praksis er betinget af og betingelse for andres
praksisser. Praksisser overdrager viden, genstande og
handlinger til andre praksisser.
Enhver praksis trådes derfor af samarbejder om
opgaver, der nok er fælles, men er knyttet til mange
forskelligartede behov, perspektiver, hensyn,
forpligtelser m.m.. (Jvf. Skole. Ex)
Enhver praksis er derfor konfliktuel og enhver forandring
og organisering sætter noget på spil (handlemuligheder
og handleprivilegier, reproduktion og fornyelse m.m.)

16. Begrebet ’Praksis' afspejler subjekter som
vidende aktører
Enhver praksis skal mestres og er vanskelig at lære at mestre
At blive menneske og klare hverdagen er hårdt arbejde (både at
blive studerende og jurist, men også hjemløs eller enlig forælder)
Begrebet praksis (og et begreb om praksisfællesskaber) er derfor
normativt neutralt, fordi læring er det. Der er forskel på at lære at
spille i et symfoniorkester og lære at deltage i en dysfunktionel
familie. Men begge dele er læring, og begge udmønter sig i
unikke færdigheder.
Spørgsmålet er ikke hvorvidt mennesker er vidende eller
engagerede eller ej, men HVORDAN de er vidende? Hvad de er
vidende om, engagerede i og hvordan vi bringer denne viden og
dette engagement i spil.

17. 10 min. pause?

18. Viden er mere end kognition og
diskurs
Viden er funderet i praksis, dvs. viden er
deltagelses-orienteret og altså orienteret mod
spørgsmål om mening, identitet og fællesskab.
At lære at deltage i en given praksis handler
derfor ikke så meget om fakta, som det handler
om at opleve mening, identitet og tilhørsforhold
(Ex stenhuggerne). Dette har direkte relevans for
vores uddannelsestænkning.

19. Hvis læring ikke er et spørgsmål om
videnstilegnelse, men om meningsskabelse og
identitetsskabelse må vi stille spørgsmålet om,
hvordan vi skaber institutioner, der hjælper
‘studerende/medarbejdere’ med at forbinde læring,
mening og identitet - dvs. gå bort fra at forklare
hvad der skal læres/men afsøge hvordan og
hvilken viden, der er meningsfuld: dvs. arbejde
med hvordan vi vælger, prioriterer og relaterer
viden på meningsfulde og identitetsudviklende
måder.

20. Praksis er kropsligt og materielt
medieret
At lære en praksis er også at lære at forme sin
krop på særlige måder og kende ‘rette tid og sted’
(sidde stille, komme ud af sengen, tage sko på
osv.), ligesom denne mestring former praksis.
At lære en praksis er samtidig at lære om og med
ting (ting objektiverer praksis og kultiverer kroppe,
interaktioner og magtforhold).