En gennemgang ag tanker og logik bag at udfordre de eksisterende politiske partier med Partiet Klaus Riskær Pedersen som en opstillingsplatform - politik af borgere for borgerne.

1. Side 1 af 6
Er borgerinddragelse blevet til politisk avantgarde ?
Det er naturligt at et nyt politisk parti dækkes på sin politik og de forandringer den må forudsættes at bringe i
forslag, men i et mediestyret hverdag risikerer man hurtigt at snuble i detaljer som har en evne til at stjæle
billedet fra den overordnede fortælling, som selvfølgelig ligger bag præsentationen af et nyt parti.
Partiet Klaus Riskær Pedersen dækker nemlig over en sådan fortælling, og jeg har bestemt mig for at benytte
pladsen i orkanens øje, til at sikre mig at den fortælling kan tilgås af de vælgere der enten har smag for
politisk avantgarde, eller en sund mistanke til at institutionelle forandringer må introduceres i vort folkestyre,
hvis det ikke skal nedsmelte i et kaos af Trumpiansk neo-nationalisme, Macronisk intellektualisme, Brexit
parlamentarisk myopia samt forskellige politiske utopier og populistisk prætentiøs opportunisme.
Fortællingen starter med noget meget dansk, og derfor noget mange formentlig kan nikke genkendende til:
Vi er som folkeslag et mageligt og fredeligt folk. Det meste skal nok gå, hvis bare vi tænker os om og ikke
forhaster os over evne. Det er vor grundindstilling, at der ikke er grund til at gøre små problemer til store
problemer, selvom det medfører en forudsigelige svaghed for at også store problemer bliver gjort til små
problemer. Denne fejlbarlighed griber vi så fat om fra tid til anden men det kræver typisk et langt tilløb, og
kun sjældent udvikler sådan tvivl sig til større politiske forandringsprocesser med mindre et strå knækker
kamelens ryg og en mediedrevet forargelse kalder på handling. Men selv i de tilfælde, falder alt heldigvis
hurtigt til ro igen, så vi alle kan forfølge vores daglige sysler og gøremål.
Under overfladen rumsterer imidlertid faren, og den fjerne rumlen fra de indignerede, de besatte og de
undertrykte rystes typisk ud af vor bevidsthed og genfremkaldes kun når medieflimmer fanger vor
opmærksomhed, men hvor vi som folkeslag har udviklet en tendens til at høre, men uden at lytte, og til at se,
men uden at se efter.
Flere bøger er udgivet de senere år som beskæftiger sig med naturen af den succesfulde nationalstat. Et par
af de afgørende kendetegn er et pluralistisk folkestyre og en velfungerende offentlig sektor. Den konstatering
får naturligvis den logiske konsekvens, at en svækkelse af pluralismen i folkestyret eller dysfunktionalitet af
de offentlige institutioner, så vil være de første indikatorer på at nationalstaten svækkes.
Befinder vi os derfor i en tid hvor knap to tredjedele af befolkningen erklærer deres mistillid til det folkestyre
de selv har indsat, og hvor de politikere de selv har valgt tillægges den laveste troværdighed blandt andre
professioner i samfundet, så rejser det i sagens natur et berettiget spørgsmål til holdbarheden af vort
folkestyre. Og befinder vi os samtidig i en tid hvor den offentlige sektors serviceevne svækkes gennem
fravær, sygdom, afvandring og dysfunktionalitet, så rejser det et andet berettiget spørgsmål til holdbarheden
af vore offentlige institutioner.
Usikkerhed, tvivl og kritik til holdbarheden af vort folkestyre og de offentlige institutioner bør som naturlig
forventning have, at der så gribes ind med korrektive processer og grundlæggende forandringer til
imødegåelse af selvdestruktive vaner og rutiner. Men intet, eller meget lidt, synes at ske, og endnu mindre at
have en virkning.

2. Side 2 af 6
Partiet Klaus Riskær Pedersen er den formelle materialisering af frustration, irritation og afmagt.
Partiet skal ses som en forudsigelig reaktion på et behov for at introducere korrektive processer og
grundlæggende forandring til imødegåelse af den udvikling der har efterladt folkestyret og den offentlige
sektor og dens institutioner for strukturelt svækket.
Konfronteret med behovet for opstand, pudses det danske arvesølv naturligvis af, og endnu en dansk
forening ser dagens lys og må indhente sin støtte og legitimitet blandt ligesindede borgere.
Når det der bringes i forslag er en forening der samtidig tager form af et politisk parti, så vil opfyldelsen af
dette afgrænsede formål i sig selv, styrke pluralisme i folkestyret og må i sagens natur ikke lægges
hindringer i vejen.
Det er imidlertid forudsigeligt at enhver udfordring af tingenes tilstand vil blive mødt med modstand.
Inkrementalister har som deres største frygt forandringsprojekter, da de i deres substans introducerer kreativ
destruktion der vender op og ned på spillereglerne. Og intet er mere angsprovokerende for inkrementalister
end spilleregler der laves om.
Men når man er af den opfattelse at spillereglerne modarbejder selve opgavens formål, så vil introduktion af
nye spilleregler være en nødvendig del af en ny politisk løsning, for uden nye spilleregler sandsynliggøres
ingen fornyelse, og det er i konsekvens af fornyelse, at forbedrings- og forandringsevne opstår, og dermed
det nye politiske projekts eksistensberettigelse.
Vi har set flere nye politiske partier tage form over de seneste år, og med succesfuldt valg til Folketinget.
Den iagttagelse jeg mener at have gjort er imidlertid, at ingen af disse nye partier har haft nogen konkret
eksistensberettigelse. Fornyelse i politik kræver nemlig at der ikke alene introduceres en afgørende ny
politik, men også at tingenes tilstand udfordres gennem krav og forslag til forandrede institutionelle rammer
og driften af den offentlige sektor. Er disse forudsætninger til politisk fornyelse og et strukturelt opgør med
den offentlige sektor og dens institutioner ikke begge opfyldt, så vil nye politiske partier få svært ved at
sandsynliggøre en mulig forandringsevne.
En ny politik kan naturligvis åbne for visse forandringsprojekter, men den naturlige skeptiker vil med rette
forudse at det meste vil gå tabt i små tilretninger, småjusteringer og inkrementalisme, hvorfor sådanne
poltiske partier vil ende deres mission som drømmefabrikker og modefænomener indenfor en valgperiode
eller to.
Det er derfor en tvungen forudsætning for at et nyt politisk parti overhovedet giver mening, at det ikke blot
introducerer en ny politik, men også sandsynliggør viljen til grundliggende institutionelle reformer og
omlægning af driften af den offentlige sektor, for det er fra institutionerne, disses vaner og sædvaner,
spilleregler og kutymer, at stavsbinding og gidseltagning af vort forandringsrum finder sted, og det er kun
ved et samtidigt opgør med de institutionelle rammer at et nyt politisk parti kan sandsynliggøre den

3. Side 3 af 6
avantgarde som ender med at blive den centrale forudsætning for politisk legitimitet og eksistensberettigelse.
Alt andet ender i snak.
Et par gode ideer, fine forslag og god vilje, ændrer ikke ved den degeneration og mutation af vort folkestyre
og de dysfunktionaliteter der er opstået i vore centrale institutioner, så det må være gennem
sandsynliggørelsen af en ubrydelig vilje som forandringsagent at et nyt politisk parti etablerer sin eksentielle
troværdighed, uden hvilken, ethvert ny parti blot kan anskues som endnu en kuriøs og forbigående
provokation.
Opfylder Partiet Klaus Riskær Pedersen så kravet til troværdighed som mulig forandringsagent ?
Med et indgående kendskab til partipolitik som Europaparlamentariker i 5 år, kom jeg for mange år siden til
den konklusion, at tiden er løbet fra den traditionsbundne konstruktion af de politiske partier.
Især digitaliseringen og de unge generationers krav til medinddragelse står i afgrundsdyb kontrast til
partiforeninger, opstillingsudvalg og kandidatudvælgelsen som vi kender den i traditionel partipolitik. Meget
få er medlemmer af et politisk parti, og meget få vælgere ser sig længere forbundet med det parti de stemmer
på.
Udpegning og valg af kandidater bliver derfor stadig mere afgørende for forandringsevnen. De eksisterende
partistrukturer beskytter dog status-quo, tingenes tilstand samt følgende generationer af politiske brands
indenfor egne rækker.
Ser man på opstillingslisterne til det kommende valg til Europaparlamentet, så er de som hovedregel udtryk
for nepotisme og kammerateri, mens nye og bedre kandidater ikke nyder fremme. Ser vi på de kandidater der
skubbes frem på opstillingslister til Folketingsvalg, så maser akademisk uddannede unge partisoldater sig ind
i kampen om en plads i folketingssalen som de må mistænkes for at sigte efter som karrierekanon.
Netop i en lovgivende forsamling vil manglende politisk risikovillighed modvirke de forandringsprocesser
som trænger sig på. Kobling imellem politisk beslutningsvilje og eget karriereforløb er en forudsigelig
følgevirkning af professionaliseringen af poltik til et erhverv og levebrød, og forværres yderligere af
partiernes rekruttering af uerfarene folketingskandidater. Mangel på erfaring fra verdenen udenfor politik,
samt det kulturelle fejlsyn at politik er en kunstart i sig selv, medvirker til en yderligere fremmedgørelse i
forhold til mange erhvervs- og beskæftigelsesgrupper i befolkningen, og med kultiveringen af stereotype
politiske mellemledere, kan ingen forvente at det nuværende parti paradigme vil evne at bane vej for
fornyelse, foranding og forbedring.
Forandringsprocesser kræver omstillingsvillighed samt at man har en omstillingsparat ledelsesstruktur. Her
bliver problemet at politiske partier indfanges af langsommelige processer irelation til programudvikling, og
at politiske top-forhandlere fjernstyres fra politiske organisationer der som sådan ikke er en del af
folkestyret. Central topstyring der kan fjernstyres fra ikke-legitime politiske institutioner, vil altid være
hæmmende for udviklingen af nye løsninger og muligheden for at forhandle sig frem til grundliggende
forandringer. Kaffeklubber, indflydelsesrige hovedbestyrelser og politiske ledere der skal navigere i

4. Side 4 af 6
forskellige politiske segmenter indenfor samme parti, gør dermed de politiske partier til en del af problemet
og ikke en del af løsningen. Partierne har udspillet deres rolle op igennem det sidste århundrede, og i de
sidste tyve år har det udviklet sig til en egentlig overlevelseskamp der ville være tabt, hvis ikke disse partier
blev vælgerfinansieret med statslig partistøtte.
Partierne er formentligt muteret til en art udenomsparlamentarisme. Parlamentarisme i vor Grundlov har
nemlig sit udgangspunkt i den folkevalgte og dennes ret og pligt til selvansvar. Den partistyrede
parlamentarisme står derfor i modsætningsforhold til den folkelige parlamentarisme. Og det er den folkelige
parlamentarisme som vort politiske projekt ønsker at genindføre.
De politiske partier og deres organisationsstruktur er dog kun en del af det institutionelle problem, som
udfordrer vort folkestyre. Der er et andet og lige så alvorligt problem.
Hjemtagelsen af driftansvaret for den ettusindmilliarder store samfundsøkonomi, dens mange ansatte og
myader af styrelser, institutioner og offentlige virksomheder til politikere selv, har ført til en ændret
karakteristik af den folkevalgte politiker.
Politikere er muteret til embedsmænd med den forudsigelige følgevirkning, at embedsmænd samtidig er
muteret til politikere. Politikere og embedsmænd, eksterne konsulenthuse, advokatfirmaer, private
interesseorganisationer m.v., har alle gjort sig til del af en institutionel struktur der kun evner at agere på små
og gradvise tilpasninger, tilretninger og justeringer, og ydermere er degenereret gennem selvsupplering fra
en lukket og politisk elitær kreds, der har banet vejen for gidseltagning af folkestyret.
Ansvarsfraskrivning, undladelsessynder og manglende politisk risikovillighed fastfryser omstillingsevnen,
og det politiske råderum afgrænses til tegnsætning og organisatoriske karruselmodeller, hvor man flytter
rundt på de samme elementer i nye diagrammer, kasser, boller og flotte benævnelser, men hvor indholdet
grundliggende er det samme. Man har derved afskåret sig selv fra en politisk meningsfyldt og modig
konfrontation som forandringsagent, og vort samfund er endt med at blive styret af akademiske
mellemledere der uden rod i virkeligheden er den direkte årsag til den tiltagende fremmedgørelsen imellem
befolkning og ‘folkevalgt’.
Det er en klassiker at man for at beskytte tingenes tilstand, gennem tilførsel af politiske agenter ved organisk
rekruttering fra selvkontrollerede, degenererede magtstrukturer, og samtidig opretholdelse af en organisation
tillagt mange og myopiske ledelses- og kontrollag, da ender med det forudsigelige problem, at man ikke kan
frigøre sig fra inkrementalismens døde hånd, og der intetsteds bliver belønning eller politisk fordel at opnå,
ved at konfrontere tingenes tilstand, selvom enhver bør indse, at efter der er tilpasset og rettet tilstrækkeligt
længe, så rækker fundamentet ikke længere, og nye konstruktioner må skabes. Rigtig meget skal erstattes af
helt nye konstruktioner, og disse kan ikke forudses skabt af de kendte politiske partier, der uagtet at behovet
må have stået dem klart i lang tid, næppe kan udrette noget før andre påtager sig at stå på mål for den politisk
risikofyldte forandringsproces.

5. Side 5 af 6
Hvordan sikrer vort parti så at folkestyret genskabes, og hvordan fremmer vi nye konstruktioner til løsning af
kendte problemer ?
I konstruktionen af vort parti genintroduceres en klassisk løsningsmodel som skaber plads til innovative
processer og åbner for forbedring, forandring og fornyelse.
Vort politiske projekt er nemlig udformet som en opstillingsplatform og ikke et politisk parti. Der er ingen
bestyrelse, repræsentantskab, årsmøde, program, medlemmer eller noget andet. ‘Partiet’ er den valgtekniske
forudsætning for opstillingretten, og når folketinget er sat for en ny valgperiode, har ‘partiet’ ikke meget at
gøre med den politiske udvikling som fastlægges af folketingsgruppen selv.
Hver kandidat har selvfølgelig været inddraget i etableringen af vore politiske pejlemærker, og hver ordfører
har udarbejdet sit politiske vejkort som ligeledes er tiltrådt af alle andre kandidater. Så retningen er sat og
aftalen om politisk solidaritet etableret. Men udmøntning og virkeliggørelse er skubbet tilbage til folkestyret
selv.
De borgere der fra vor liste - for en tid - tager plads i landets lovgivende forsamling, og med deres deltagelse
skal fremme de politiske mål der defineres af vores pejlemærker og indenfor de ordførerskaber der spreder
landkortet ud, skal selv finde vejen og med deres gruppes hjælp, nå så tæt på målet som politisk muligt.
Udover vor elimination af den eksterne politiske agent som topstyret partipolitik jo er udtryk for, så er et
andet bærende element, at vore folketingstingskandidater ikke er professionelle politikere, klummeskrivere
eller kendisser, og ikke har politik som erklæret levevej eller som deres forudsætning og mål. Og smittes de
alligevel, så vil den konstruktion de er en del af sætte en stopper for det i forbindelse med genopstilling og
genvalg, hvis det ikke i sig selv har en politisk berettigelse. Med denne forudsætning introduceres politisk
risikovillighed da det kun er en sådan der belønnes med genopstilling. Med denne konstruktion forsøges
borgerstyret og borgerrettet politisk proces genskabt, for kun heri ligger vor forandringsevne og vor
eksistensberettigelse.
Institutionelle reformer introduceres derved som politisk avantgarde, idet vort ‘politisk parti’ fraskriver sig
retten til topstyring og micro-ledelse af de folkevalgte, og de folkevalgte opgiver den beskyttelse der ligger i
lune kaffestuers sikre genopstilling, hvis man blot synger med på de rette salmer eller sange.
Det er politisk avantgarde,at den opstilling som borgerne belønnede vort initiativ med, straks gives tilbage
til borgerne selv, ved at lade de polerede og standardiserede politiske agenter erstatte af borgere der sikrer
en allesteds nærværende løsningsorientering, virkelighedskontrol og et ansvar for hvad der bruges også skal
tjenes først.
Det er så i den konkrete applikation af vore pejlemærker og dermed vor politik, at den mere mondæne del af
det politiske projekt skal stå sin prøve. Men med ethvert forslag, og ethvert pejlemærke, rettet mod borgeren
som den helt nødvendige retningsgiver og beneficient, vil politik i vor optik blive frakoblet fjernstyring fra
interessegruppe og muligheden for politisk ansvarsfraskrivning gennem utallige råd, nævn og kommissioner.
Politikere skal genskabe folkestyret og hjemtage hvad der i årtier er skubbet ud i rådgivende råd og nævn,

6. Side 6 af 6
højt betalte konsulenthuse og syltekrukker parkeret i landets store advokatvirksomheder. Det politiske
renovations arbejde, innovationen og disruptionen bliver dermed både processuel og indholdsstyret.
Gulvtæpper vil blive flået op så intet kan fejes under, og den statsfinansieret partistøtte vil blive brugt på en
megafon der vil ramme de sociale medier og sikre transparens og omgivelses påvirkning, så den forventelige
politiske modstand og ligegyldighed kan anskueliggøres. Sammen lægger vi de første trædesten på vejen
mod et fejlkorrigeret folkestyre version 2.0 der tilpasses krav og forventninger i det 21.århundrede, og takker
af med hvad der har tjent os godt. I det sidste århundrede.
Klaus Riskær Pedersen
Partileder
9 April 2019